Sækkepiben fik den rigtige lyd
Et væld af gængse og knap så kendte instrumenter fylder Eluveities fjerde album.
2. "Everything Remains as It Never Was"
3. "Thousandfold"
4. "Nil"
5. "The Essence of Ashes"
6. "Isara"
7. "Kingdom Come Undone"
8. "Quoth the Raven"
9. "(Do)minion"
10. "Setlon"
11. "Sempiternal Embers"
12. "Lugdūnon"
13. "The Liminal Passage"
Eluveitie er et lille orkester på otte mand fra alpelandet Schweiz, der mikser dødsmetal med folkemusik, og det gør de faktisk rigtigt godt, hvis man ellers er til sækkepiber, drejelirer (eller hurdy gurdy som den hedder på engelsk), samt diverse fløjter og lignende.
De begår nemlig ikke den meget oplagte fejl, som rammer mange bands, der forsøger noget lignende – at det aldrig bliver smedet sammen til et samlet udtryk, men derimod ender som to udgivelser/bands i et. Eluveitie spiller ondt, selv når drilske fløjtemelodier danser af sted, og det virker naturligt, når sækkepiben skratter skingert i baggrunden med dobbeltstortrommernes underlægning.
Velafbalanceret
Generelt fylder dødsmetallen mest, men der er tydeligvis arbejdet lige så meget med folkemusikken, og hver for sig kunne stykkerne formentligt sagtens skabe et helstøbt album indenfor den pågældende genre.
Og det er netop styrken ved Eluvietie, der i øvrigt betyder at være schweizer på en eller anden keltisk dialekt, at de har solidt greb om alt, hvad de foretager sig, og ikke bare har valgt at spille op til træskodans, fordi ”det da kunne være sjovt midt i den alvorlige metal”. De er et band, der virkelig vil begge dele, og det kan de altså også.