Evigt unge legender i Arenaen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e2/d6/1d/-DSF7938-41-1512464621.jpg
03. December 2017    

Mens Scorpions mere lød som et band, der stadig var på højdepunktet af karrieren, sloges supportbandet Pretty Maids med lydproblemer og uoplagt publikum.

Spillested
Dato
29-11-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Onsdag aften i Royal Arena havde de tyske legender Scorpions afsat henved 10.000 billetter. Ikke helt nok til at fylde arenaen ud, men i modsætning til de fleste andre spillesteder kan de ledige sæder her elegant gemmes væk, så spillestedet selv på en ikke-udsolgt koncert som denne kunne føles fyldt. Endnu et stort plus ved Københavns nye musik-mekka.

Supportbandets evige kvaler
Hjemlige Pretty Maids var tildelt opvarmningstjansen og gik til opgaven med den sædvanlige gejst ledet af altid veloplagte Ronnie Atkins i front, men også med alle supportbandets kvaler at slås med. Først og fremmest et publikum, der for størstedelens vedkommende ikke rigtigt gad, men også med en fraværende guitarlyd i de første par numre. Det krævede derfor en hårdtarbejdende lydmand og en kraftig arbejdsindsats fra først og fremmest Ronnie Atkins, før Pretty Maids for alvor nåede ud i salen.

Men netop Atkins er altid ukuelig, og efterhånden som de kom længere frem i sættet, fik han også hevet lidt mere af publikum med på fællessangen, der naturligvis kulminerede med klassikeren ’Please Don’t Leave Me’. For hard rock-feinschmeckerne var der dog også noget at komme efter, og den tunge ’Red, Hot and Heavy’ er kun blevet bedre af, at den nye keyboardspiller slipper tangenterne og i stedet griber en seksstrenget – det klæder i den grad Pretty Maids med to guitarister i lydbilledet, og det nød især de nyeste numre på sætlisten godt af.

For bandet selv var dette helt klart en god mulighed for at komme ud til nye lyttere (selvom der forhåbentlig ikke i landet, der ikke kender Pretty Maids), men rigtigt forløsende blev det aldrig, og der er ingen tvivl om, at den store oplevelse med den jyske kvintet i stedet venter, når de besøger Amager Bio senere i december på den obligatoriske jule-visit. 

Man-crush-værdige Schenker
Man kan være omkring de 70 på mange måder, men det er svært at forestille sig, at nogen er det på mere overbevisende vis end 69-årige Rudolph Schenker og Klaus Meine (fraregnet den et år ældre Iggy Pop), der har udgjort rygraden i Scorpions i længere tid, end de fleste af dette sites læsere har levet. Det er uundgåeligt, at årene har sat sig på Meines stemme, men langt yngre sangere har flere kvaler, og bortset fra et par anstrengte strofer af og til var det ikke til at sætte en finger på hans præstation.
Størst er underholdningsværdien dog ved Schenker, der selv på rytmeguitar fuldstændig overstråler evigt soloflænsende Matthias Jabs, som han spiller sine riff med så meget attitude og så store overarme, at han er et man-crush værdigt.

Sammenspillet fungerede også upåklageligt, og med tilkomsten af trommemonsteret Mikkey Dee swinger Scorpions vanvittigt fedt og buldrer ustoppeligt frem – samtidig med at han visuelt alene er billetprisen værd, fordi han spiller med hele kroppen. Derfor var trommesoloen, som det jo oftest forholder sig, fuldstændig unødvendig, da han kan stjæle et show som få andre gemt bagest på scenen.

Folkets hyldest
I sætlisten var det de store hits, der stjal lydbilledet og fik folkets største hyldest. Ikke fordi det kan komme som en overraskelse for nogen, at ’Wind of Change’ løber med mest opmærksomhed, men ’Send Me an Angel’ var uden tvivl det smukkeste indslag og ’Big City Nights’ og ’Rock You Like a Hurricane’ festens højdepunkter. Og så var instrumental-nummeret ’Coast to Coast’ tidligt i sættet det mest intense øjeblik, og en magtdemonstration af, hvordan man får en hel sal med uden at invitere til fællessang.

Undervejs var der også tid til en hyldest til hedengangne Lemmy i form af ’Overkill’, men selv med en af de helt rigtige trommeslagere bag roret, er Scorpions nok ikke bandet, der skylder mest til Motörhead, og uanset hvor velment det var, var det ikke nødvendigt med en version, der tilføjede så lidt til originalen. Det havde nok været mere på sin plads med en fortolkning af et mere afdæmpet nummer – men så kommer Mikkey Dee selvfølgelig ikke til sin ret. Men det var en mindre skønhedsplet på en usædvanligt vellykket koncert.

Læserkommentarer

Pretty Maids brugte også for kræfter på at agere "Grøn koncert"

Support

Pretty Maids brugte også for kræfter på at agere "Grøn koncert"