Orkestral gysermusik og tung dødsmetal
Populær
Græske Septicflesh viger ikke meget fra idéerne bag reunion-skiven 'Communion' fra 2008, og således er 'Titan' præcis som den forrige skive fra 2011 en omgang symfonisk, teatralsk dødsmetal med harmoniorkester og store kor.
Her på Devilution klappede nærværende anmelder moderat, men med respekt over græske Septicflesh - det tidligere Septic Flesh - over 'Communion', der markerede gruppens tilbagevenden til scenen. Bandet havde før vist ganske symfoniske tendenser i dødsmetallen, men havde nu allieret sig med FILMharmonic Orchestra of Prague, hvilket gav den symfoniske side en mere overbevisende kant med sin dramatiske opbygning - meget inspireret af klassisk musik.
Opskriften stod uændret på 'The Great Mass', som fulgte efter, og nu er det blevet tid til 'Titan', og hvad angår disse fællestræk mellem de to foregående skiver, så er der ikke sket meget nyt. Ser man på skiven som helhed i forhold til de to foregående, så synes det melodiske at være fremhævet, så de klassiske arrangementer nu ikke kun er dystre og dramatiske, men også rammer en smuk stemning og letfordøjelig natur, der har svære fællestræk med Therions dengang i 1998 ret vovede 'Vovin'.
Men der er også en massiv tyngde, som uden de orkestrale parter kunne have gjort sig som stærke Nile-numre, når dét band altså ikke har skruet op for bpm-knappen. Der er adskillige gode eksempler på fede, tunge dødsmetal-riffs, som sammen med det dybe growl og de tonsende (stor)trommer siger "dødsmetal", selvom pladeselskabet siger "symfonisk dark metal". Sandheden er et sted imellem.
Historier fortalt med metal
Håndværket er godt, og musikken velskrevet, så de klassiske elementer bygger en dramatik op, så man helt uden at kigge i teksterne fornemmer deres vekslen mellem opbygning, spænding og forløsning. Imponerende flot gjort, men man kunne godt ønske sig, at der var flere sekvenser som i de første to fremragende minutter af 'Burn', hvor metallen som man kender den får lov at stå alene: trommer, bas, guitar, vokal. Uden 80 personers "trut-trut" og "hestehår spændt på bue" ført nænsomt over strengeinstrumenter. For selvom det er dystert, så virker det, som om noget af det mørke og den "ondskab", der gemmer sig i de nedstemte guitarer, ikke kommer helt ud over orkestergraven, for der er hele tiden et kæmpe ensemble til at underbygge musikken, og selvom det er nok så skævt og gyserfilms-agtigt, så er det mere "arrangeret" klassisk musik, end det er impulsivt og rendyrket ondt på klassisk dødsmetalfacon. Dertil var 'Communion' mere effektiv, selvom 'Titan' holder et mere ensartet højt niveau med holdbarhed i alle sangene på skiven.