Sikre riffs og vildvind i håret
Populær
Det er fem år siden, koncertaktuelle Fu Manchu sidst smed en plade på gaden. Nu er de så tilbage med stoner-karrierens 11. studiealbum, der både er ensidig, gentagende og ganske herlig.
2. Invaders On My Back
3. Anxiety Reducer
4. Radio Source Sagitarius
5. Mutant
6. No Warning
7. Evolution Machine
8. Triplanetary
9. The Last Question
Slidstærke Fu Manchu havde for et par år siden 25-årsjubilæum som band, hvilket de fire gutter fra Californien de seneste år har fejret med henholdsvis genudgivelser af ældre plader samt jubilæumsshows også med fokus på plader fra diskografiens tidligste år. Af samme grund er det derfor også præcis fem år siden, de sidst smed et nyt studiealbum på gaden. Men nu er de så endelig tilbage. Efter den meget vellykkede ’We Must Obey’ (2007) samt den højst tilforladelige ’Signs Of Infintite Power’ (2009) er de legendariske ørkenrotter, der har speciale i stonerrock med opkvikkende vind i håret, klar med karrierens 11. studiealbum, ’Gigantoid’, der er lige så ensidig og repeterende en plade, som den er velspillet og trykket af.
Kompetencer i det simple
Der er karismatisk skramlet live-feel på åbningsnummeret ’Dimension Shifter’, masser af punk-lystig næve på ’Invaders On My Back’ og ligeledes masser af tilbagelænet doom-bounce på ’Anxiety Reducer’. Således spiller skidtet fra begyndelsen, som det jo nærmest altid spiller hos Fu Manchu. Instrumenterne lyder skønne, og musikerne læner sig opad hinanden med en stram naturlighed. Men det spiller til gengæld også så skråsikkert og med så evigt genkendelig en signatur, at det egentlig ikke kræver et specielt skeptisk øre også at finde meget af materialet på ’Gigantoid’ ensidigt og overlæsset. For det mere garvede Fu Manchu-øre er første halvdel af pladen på én gang hørt mange gange tidligere, samtidig med at det også er pokkers rart igen at få hævet næven til nye numre fra den californiske kvartet. Sådan kan det ofte være svært at blive helt klog på sit eget tilhørsforhold til Fu Manchu.
Nu er det jo heller ikke Fu Manchus hensigt at tilføje deres musikalske gryde nye ingredienser, og det har det aldrig været. Tværtimod, så længe Beavis & Butt-Head kan skråle med på rytmerne, så længe er den hjemme, som Fu Manchu tidligere selv har udtalt. Og til trods for at (e)M(p)TV ikke længere producerer nye afsnit om deres animerede sofakompetente metalnørder, så skriver Fu Manchu nu stadigvæk musik, der ville gå rent ind hos de to amøbers dedikation til den simple rock.
Fu Manchu leverer dog deres simple materiale med en særlig styrke, og mens mange af bandets sange uden tvivl minder meget om hinanden i både tone og komposition, er der på den anden side ikke mange andre bands, der helt minder om Fu Manchu. Kan man ikke netop påpege, at det næppe kan have været simpelt at skabe sig så fremtrædende en signatur som den, Fu Manchus musik besidder? Rockmusikkens karismatiske umiddelbarhed er Fu Manchus styrke, og den kan man godt forstå, at de hverken kan eller vil løbe fra.
Fu Manchu uden spændetrøje
Alligevel skal man dog nærmest helt hen til ’No Warning’, mere end halvvejs inde på pladen, før ’Gigantoid’ for alvor tager fat ved lytteren – men når den så endelig tager ved, tager den til gengæld også ved med særlig styrke: ’No Warning’ er en kort sag på kun halvandet minut, og det skyldes sandsynligvis surferbandets herlige brud med sin typisk stoner-formular, at lige præcis dette nummers hæsblæsende guitardrive dukker op som et friskt, energisk pust. Også dette nummer har en punkliderlig attitude, hvilket altid har klædt Fu Manchu.
Og når først Fu Manchu er kommet op i gear, må der som antydet mere end en almindelig spændetrøje til for at holde bandet tilbage. Det dukker ’Evolution Machine’ efterfølgende op som et dejligt, tungt eksempel på, som, i stedet for at blande stoner-formularen med punkattitude, nu blander bandets stoner-formular med en mere klassisk heavy-guitar. Riffet i ’Evolution Machine’ er ikke blot denne plades bedste, men står overordnet set som et af bandets bedre øjeblikke i længere tid, og får netop denne position på bandets riff-cv, fordi det byder på en snert af noget andet, end hvad man er vant til at få serveret af Fu Manchu. Der er noget så drønordinært som et vaskeægte rockpunch i ’Evolution Machine’, som dog er så overbevisende i alt sin kraft og tunge saft, at dets virkningsfuldhed samtidig får pladen til at glimte en smule i sit overordnede fravær af helt samme pondus. Det er pokkers befriende, når Fu Manchu med mellemrum stadigvæk formår at overraske bare en lille smule, som de eksempelvis gør på dette nummer. Det sker dog sjældent, også på ’Gigantoid’. Heldigvis kan mindre dog også gøre det for Fu Manchu.
Fu Manchu igen igen …
Taget bandets såkaldte ’simpelhed’ i betragtning, er det egentlig pokkers paradoksalt, at denne skribent ofte har det svært med Fu Manchu. Tag ikke fejl, forkærligheden for bandet er bestemt til og tage at føle på, og bandet trækker da som regel også det længste strå, når man sommetider funderer over, hvorfor det egentlig er, man altid ser frem til mere nyt materiale med et band, der i bund og grund aldrig laver om på deres egen formular og kun bliver ved med at udgive plader, der aldrig går i nye retninger. Men det er de betingelser, man må indordne sig efter, når man er Fu Manchu-fan... og man ville sandsynligvis netop ikke være en fan, hvis det ikke var, fordi Fu Manchu igen og igen netop gør det, de gør.
Længe leve Fu Manchu!
Fu Manchu giver koncert i Pumpehuset d. 13. oktober.