Solidt comeback Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a8/e3/f0/Album-cover-78-1497793698.jpeg
18. Juni 2017    

SikThs første fuldlængde-udgivelse siden medlemmerne gik fra hinanden i 2008, er måske ikke lige så musikalsk banebrydende som tidligere udgivelser, men det er stadig en rigtig god plade.

Kunstner
Titel
The Future in Whose Eyes?
Trackliste
Vivid
Century of the Narcissist?
The Aura
The Ship Has Sailed
Weavers of Woe
Crack of Light
Golden Cufflinks
The Moon's Been Gone for Hours
Riddles of Humanity
No Wishbones
Ride the Illusion
When It Rains
Karakter
4

Hvis man skal pege på et nyere band, der har haft indflydelse på den moderne udgave af progressiv metal, er det svært at komme uden om engelske SikTh. Sekstetten har eksisteret siden 1999, og deres eksperimenterende tilgang til metallen har uden tvivl influeret bands som Protest the Hero, Animals as Leaders og Periphery. Guitar-virtuosen Misha Mansoor fra sidstnævnte band har flere gange nævnt netop SikTh som en af hans store inspirationskilder.

Efter to nærmest banebrydende udgivelser (‘The Trees Are Dead & Dried Out Wait for Something Wild’ fra 2003 og 'Death of a Dead Day’ fra 2006) valgte sekstetten at stoppe. Primært fordi de to bærende vokaler, Mikee Goodman og Justin Hill, valgte at søge nye veje. Ikke overraskende var det svært at finde erstatning for de to særdeles kompetente vokalister. Så svært, at SikTh stoppede fuldstændigt i 2008.

I 2014, syv år efter sidste koncert, overraskede bandet alt og alle ved at spille i original opsætning på Download Festival. Et års tid efter kom bandets første udgivelse i 9 år, ep’en ’Opacities’, som består af fem solide SikTh-numre (og et spoken word-nummer), der er beviset på, at SikTh stadig har en berettigelse i den moderne progressive metal. Bandets tredje album forstærker den berettigelse.

’The Future in Whose Eyes?’ er en rejse ind i det diffuse, dystopiske og teatralske univers, der generelt præger sekstettens lyd. Selvom englænderne ikke længere er foregangsmænd eller musikalsk banebrydende, holder de et konstant højt niveau. Pladen er fyldt med sindrige kompositioner og konstant overraskende skift og ændringer. Justin Hill forlod i 2016 SikTh for anden gang, denne gang for at koncentrere sig om andet arbejde. I den sammenhæng blev forsanger Joe Rosser fra Aliases (SikTh-guitarist Graham Pinneys andet band) rekrutteret. Det giver hverken SikTh ekstra kant eller skaber udvikling, men Rosser er en fin stand-in for Hill og passer fornemt ind i bandets lydbillede.

Generelt har vokalarbejdet altid været en stor del af fornøjelsen ved at lytte til SikTh. Især Goodmans nærmest hysteriske og enormt teatralske fraseringer er med til at skabe et varieret lydbillede. Første nummer på pladen, den eminente ’Vivid’, er et godt eksempel. Samspillet mellem vokalerne bølger frem og tilbage. En kaotisk kamp mellem vokal-identiteter, der kun forstærkes af guitarist Dan Weller og Pinneys solide riffs.

Kaos og diversitet er to af grundpillerne i bandets kompositioner, og det kommer hyppigt til udtryk på ’The Future in Whose Eyes?’. Der er ikke sparet på skæve takter eller finurlige indslag. Men det bliver aldrig for meget. Selv når det er mest kaotisk, bryder SikTh lydbilledet med melodiske og kontrollerede indslag. Omkvædet i den bastante ’Golden Cufflinks’, Spencer Sotelos (Periphery) vokal-bidrag på ’Cracks of Light’ og det vellykkede guitar-stykke på sidste del af ’Ride the Illusion’ er få af mange genistreger, der skaber ankerpunkter i virvaret.

Hvis man endelig skal beklage sig, byder Goodman og Rosser ikke på lyrik, der på nogen måde tilsvarer det musikalske niveau. Man krummer tæer når man præsenteres for guldkorn som “I see a figure in the house/ Now she is approaching me/ What can I do for thee?/ Can you find the bathroom?/ Impossible mission/ Where are we?/ I thought you knew?/ Who the fuck are you?/ Oh no! (‘Vivid’). Hertil er 12 numre tilfredsstillende på papiret, men hvis man fratrækker Goodmans teatralske monolog-intermezzoer og det afsluttende outro-nummer ’When It Rains’ er pladen reelt set kun på ni numre. Disse ni er til gengæld alle særdeles vellykkede og svulstige. SikTh skal absolut stadig betragtes som et af de bedste moderne prog-metal-bands.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her