Syndere med frisk blod på tanden
Populær
Døden stikker i alle retninger med messen, synth og bastant riffing ad libitum på Sinnrs debut. Produktionen holder dog sammen på tråden – på godt og ondt.
2. To Derive Eden´s Flame
3. The Storm Of I
4. Lift My Bones
5. Renowned Praetorians
6. No Promise To Mankind
7. It Calls Me
8. Et Sic Incipit
9. Watch Her Soul Burn
10. Commemorate None
I en tid, hvor de tekniske ekvilibrismer og hidsige brøl nemt drukner i horderne af sortsindede opkomlinge på den hjemlige front, er det nødvendigt at minde hinanden om, at den danske dødsmetal-scene stadig har både gammelt og nyt creme i gemmerne. Således dukkede Sinnrs plade op på den danske Facebook-gruppe 'Metal Till We Die' for blot en uge siden, og uden andet end en noget fåmælt Bandcamp-side at referere til er det ikke just, fordi baggrundsviden om bandet hænger på træerne. Vi ved dog, at der er tale om en duo med kunstnernavnene Maestus og Nero med baggrund i det hedengangne Abdunor, der her har valgt at tilføje et habilt skud polsk-inspireret råddenskab til deres sorte dødsunivers – og lad det være sagt med det samme, at det klæder dem.
Introen gør ikke meget væsen af sig udover at profilere temposkiftet fra modllerede horntrut til de kompakte riffs og hidsige dobbeltpedaler, der indleder 'To Derive Eden's Flame'. De hedenske inspirationer skærer igennem både i de fire minutters sønderknusende tempo og de underliggende stemningsfyldte synth-passager, og sangen fortsætter glidende over i den meget sigende betitlede single 'The Storm of I', der kun tilføjer mere drama til lydbilledet. Et halvt minuts munkekor, et halvt minuts toakkorders staccato-riffing, og derfra går det over stok og sten med messende vers, vokale frontalangreb og komplekse, stort anlagte arrangementer med intet overladt til tilfældighederne. Det er dog på den efterfølgende 'Lift My Bones', at synderne vinder stærkest på den episke front med både doomet tyngde, melodisk flair i midttempo og en dvælende passage, der får tid til at ånde ud, inden Maestus atter sætter tempoet, og Nero orkestrerer eposets varierede facetter de sidste 4 minutter.
Det er i det hele taget denne tæft for melodi og spil med synth og andre produktionsmæssige indgreb, der gør råddenskaben spiselig – og til tider en tand for klinisk. Ikke fordi der er fyldt med fillers eller tandløse indslag på 'Profound', for det er der faktisk ikke. Til gengæld giver produktionen pladen en så gennemgående og ensartet klang, at det kun er få sange, som førnævnte 'Lift My Bones', den Svart Crown-inspirerede kæbeknuser 'Et Sic Incipit' eller den instrumentale 'Watch Her Soul Burn', der reelt skærer mere igennem i hukommelsen end andre. Det klæder Sinnrs med de mere løse arrangementer undervejs til at sætte stemningen, hvor følelsen af det hyperkomprimerede og overproducerede får lov at ulme lidt.
Vi snakker dog små skår i facaden, og hvor end Nero og Maestus påtænker at bevæge sig hen med dette projekt, så er det en aldeles hæderlig debut med masser af punch og lovende idéer. Om de så påtænker at iscenesætte deres dystre helvedessymfonier i koncertsammenhæng senere, kan vi blot gisne om, men vi bukker og takker for nye danske dødstoner, der både er storladne og ambitiøse og har noget at have det i.