Sjældent helstøbt album
Med 'Endgame' beviser Dave Mustaine at han er Megadeth og han ikke har tænkt sig at stoppe foreløbigt.
Siden Megadeth-frontman Dave Mustaine blev fyret fra Metallica i '83, har han på en cocktail af hævntørst og selvkontrol spillet sig selv og Megadeth op til en fortjent plads i thrashens firmament. (kaldet de store fire. De andre er Metallica, Anthrax og Slayer). I 2002 måtte Megadeth opløses da Mustaines nervesvækkede arm sagde ”nej”. Et lang og hårdt genoptræningsprogram, der bød på fysioterapi og elektrochock, fik dog armen på bedre tanker, og Megadeth genopstod, i hvert fald af navn, da Mustaine ikke kunne overtale nogen af de gamle til at være med. (Hvilket giver mistanke om, at stødene har ladet de hjerneområderne der husede hans fortryllende personlighed gå ram forbi...)
Krigerisk er han i godt nok, den gode og nykristnede Mustaine, og det kan hverken elektrochockbehandling eller Jesus gøre noget ved. Han langer gerne ud efter, om ikke gud, så hver mand han har spillet med – hvilket gerne går ud over metallicadrengene. Hans tekster der handler om politiske emner, er ved gud ikke belastet af en indgående research, og det er de sider ved ham, gør det lidt svært at være fan. Dét, og så det faktum at han på trods af de mange år i tjenesten synger som en nisse der netop har erfaret at smørklatten er lavet af snot.
At idolisere Mustaine er med 'Endgame' dog blevet meget, meget lettere, for hér fortjener han musikalsk set stor hæder. To ting springer nemlig i ørerne på 'Endgame'. Den ene er, at numrene er så fandens velskrevne: De flyder helt naturligt fra det ene speedede monsterriffs til det næste, uden at det virker fortænkt. Den anden ting er, hvor legende let musikerne får det til at lyde. Der skal ikke herske nogen tvivl om at det er vanskeligt stof, for der sker noget hurtigt og hele tiden, og selv strygerintroballader som 'The Hardest Part of Letting Go' slipper Megadeth godt fra. Det er intet mindre end et overdådigt.
'Endgame' er umiskendeligt Megadeth, hvilket er en god ting (hvis man kan forlige sig med hr. Mustaines før benævnte stemme), for den har både rødder i firsernes undergrund, samtidig med den ikke lyder så pappet som thrash fra den gang gør. At det er lykkedes at lave et album der i så høj grad ligger i forlængelse af den tidligere produktion uden at være klichefyldt, viser blot, hvor stor en rorgænger Mustaine er.