Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Udvikling på bekostning af essens

Updated
Udvikling på bekostning af essens

Skindred lyder som alt andet end Skindred på ’Big Tings’. Var det ikke for Benji Webbes karakteristiske vokal, kunne man nemt have forvekslet det walisiske band med et hvilket som helst andet hard rock-band.

Kunstner
Titel
Big Tings
Trackliste
Big tings
That's My Jam
Machine
Last Chance
Tell Me
Loud and Clear
Alive
All This Time
Broken Glass
Saying It Now
Karakter
3

Skindred har altid været en joker blandt de mange nu-metal-bands. Kombinationen af metal, rock, reggae og dancehall-elementer var forholdsvis unik, da waliserne albumdebuterede tilbage i 2002 med ’Babylon’. Siden da har bandet formået at overleve den genre, de blev født af, spille op til flere succesfulde koncerter i Danmark og udgive syv fuldlængdealbum, senest ’Big Tings’.

Skindred er et liveband. Forstået i den forstand, at deres plader, med få undtagelser, sjældent er vanvittigt ophidsende. Kvartettens forrige udgivelse ’Volume’ (2015) indløste en enkelt firkant, mens deres liveoptræden på Wacken samme år fik fire firkanter. Skindred kan starte en fest på scenen, en fest, de har meget svært ved at kanalisere gennem deres udgivelser. ’Big Tings’ er ingen undtagelse, om end det absolut er en bedre udgivelse end ’Volume’.

Kombinationen af reggae, dancehall og rock får det sikkert til at vende sig i nogle. Men genreblandingen, og forsanger Benji Webbes karakteristiske vokal, er i særdeleshed bandets force. Det er derfor, Skindred i dag er mere end blot en nostalgioplevelse i liveregi, modsat andre af de store nu-metal-koryfæer. Desto mere overrasker det, hvor lidt plads førnævnte elementer får på ’Big Tings’. Størstedelen af pladen lyder som en ordinær hard-rock-udgivelse.

Førstesinglen ’Machine’ er en gennemsnitlig rock’n’roll-melodi. Et energisk nummer, hvor den ellers rebelske kvartet nærmest lyder som Nickelback i vers-opbygningen og som AC/DC i c-stykket. Selv Webbes vokalføring ligger alarmerende tæt på Brian Johnsons, da han stod i front for det australske band. Det er absolut ikke en succeskombination. Nuvel, nummeret er ganske fængende, men det er på bekostning af alt, hvad der var charmerende ved Skindred. Er der nogensinde nogen, der har ønsket sig, at Skindred skulle lyde som AC/DC?.



Det går en smule bedre på den titelnummeret, men det bliver først rigtig interessant på tredjesinglen ’That’s My Jam’. Nummeret indledes af luftsirener, på samme måde som bandet indledte deres koncert, første gang de spillede i Danmark i 2002. Nummeret har et insisterende omkvæd og især c-stykket, hvor Webbe for alvor folder sig ud, skaber den magiske vibe, som Skindred er så sublime til at formidle live.

’Big Tings’ er en blandet oplevelse. På ’Last Chance’ har kvartetten succes med at skrive et fængende hard-rock-nummer. ’Broken Glass’ og ’Alive’ har et legende og spændende flow, ’All This Time’ er energisk og skabt til koncerter, mens de balladeprægede numre ’Tell Me’ og ’Saying It Now’ er decideret forfærdelige. Skindred byder på lidt af det hele. Godt som skidt.

Grundlæggende udmunder kvartettens øgede fokus på en renere hard rock-lyd i en plade, der er langt stærkere end de foregående. Desværre er det på bekostning af den charme, der tidligere har præget Skindred. Man savner vildskaben. Skindreds hyppige mix af genrer. Hip-hop-beatene fra ’Kill the Power’, reggae-fraseringerne fra ’Nobody’, de småpunkede ska-elementer fra ’Ratrace’. Alt det, der var essensen af Skindred. Med ’Big Tings’ kan Webbe & co. pænt tage plads i den umådeligt lange række af mere eller mindre intetsigende hard rock-bands.