Skuffende toer Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/af/ee/f8/sea-the-grip-of-time-front-cover-59-1494179028.jpg
07. Maj 2017    

Seas andet udspil lever desværre til fulde op til klicheen om den svære toer. ’The Grip of Time’ indfrier slet ikke de store forventninger, som bandets debutalbum fra 2014 gav.

Kunstner
Titel
The Grip of Time
Dato
12-05-2017
Trackliste
1. Rust
2. Once We Were Dead
3. Time Will Let You Know
4. Shout
5. No Dawn
6. Back To The Ground
7. Sing For Your Right
8. Dust will Fall
9. The Stranger Within
10. Sea
Karakter
2

Her på redaktionen vakte Seas selvbetitlede debutalbum helt fortjent begejstring. Seas retrorock med stor inspiration fra 70’er-ikoner som Led Zeppelin, Black Sabbath, Thin Lizzy m.fl. blev blandt andet betegnet som et frisk pust på nutidens danske metalscene.

Knap tre år efter er Sea så klar med opfølgeren ’The Grip of Time’. Den er desværre temmelig middelmådig.
Det skyldes primært, at sangene ganske enkelt ikke er gode nok og slet ikke i nærheden af debutalbummets. Hertil er der også sket en irriterende udvikling med den ellers så velsyngende Anders Brinks vokal.

’The Grip of Time’ har den for et album så kedelige egenskab, at albummet ikke bliver bedre ved gentagne gennemlytninger – tværtimod.

Reelt indeholder albummet kun fire gode sange, hvorfor man burde have nøjes med at udgive en ep og vente med en ny fuldlængde, til man havde fået skrevet nogle flere, der holder hele vejen.

Sea har sådan set nok af riff og ideer, men bandet evner på ’The Grip of Time’ slet ikke at få konstrueret nogle velfungerende sange ud af ideerne. I stedet er man endt med en række ufærdige sange, der stritter i alle retninger uden noget klart mål. Produceren burde have slået bremsen i for mange af sangene og have sendt bandet hjem at skrive om eller skrive nyt. Men det har producer Jakob Winther så åbenbart ikke gjort.

Hovedparten af albummets sange martres af en tendens til at høvle op og ned i tempo, uden at det giver nogen som helst logisk mening. Det virker, som om bandet har haft en intention om at prøve en hel masse af uden at tænke på, at ideerne også skulle resultere i nogle lytteværdige sange.

’The Grip of Time’ begynder ellers meget godt med første sang, ’Rust’, der efter en stille opstart arbejder sig videre til at blive et godt og solidt rockende nummer. Anden sang, ’Once We Were Dead’, der er første videoudspil fra albummet, er også nogenlunde vellykket.



Fatal mangel på gode sange
Men herefter sætter svaghedstegnene så ind for fuld udblæsning. ’Time Will Let You Know’ er et katastrofalt ringe nummer, der lyder som om et first take af en sang eller en jam, hvor vokalen prøves af for første gang. Det er en forfærdelig rodebutik, hvor Anders Brink synger fuldstændig uprøvet over nogle sangstykker, der er meget lidt sangbare.

Meget bedre bliver det desværre ikke med efterfølgeren ’Shout’, hvor Sea roder rundt i tempo en række afbrudte riff, der på ingen måde lyder som en velkonstrueret sang.

Irriterende vokal
I det hele taget har Anders Brink adopteret en mærkelig og utilfredsstillende vokal på ’The Grip of Time’. I forhold til debuten har han skruet gevaldigt op for volumen og har lagt meget af den følte og indlevede vokal til side. På mange sangene lyder Andres Brink faktisk som noget, der lyder som en hektisk parodi på Paul Stanley fra Kiss. Det er bestemt ikke særligt vellykket eller vellydende.

Den lettere episke ’No Dawn’ er en af de mere vellykkede sange. Der er inspiration fra Led Zeppelin og ikke mindst fra Deep Purple fra tiden omkring ’Stormbringer’ og ’Come Taste the Band’. ’No Dawn’ er en sang, som fungerer. Men dem er der som sagt alt for få af på ’The Grip of Time'.

Man skal helt hen til næstsidste sang, ’The Stranger Within’, for at finde endnu en helstøbt sang. Den er så til gengæld ikke specielt original, men lyder som noget, der er prøvet et utal af gange før af bands som Twisted Sister.

Bortset fra de ringe sange og den mærkelige vokal, skal bandet dog roses for det solide sammenspil mellem de to guitarister Andres Brink og Anders Kargaard. Der er formentlig ikke tvivl om, at de to har lyttet til og spillet noget Thin Lizzy fra Gorham/Robertson-perioden. I det hele taget er ’The Grip Of Time’ bedst i solostykkerne, hvor vokalen holder pause, mens der køres fuld skrue på de dobbelte leadguitarer.

Det er ærgerligt, at et talentfuldt band som Sea ikke har kunnet komme op med en bedre opfølger til debutalbummet.

Lad os håbe på en snarlig og langt bedre treer.

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her