Slægt følger slægters gang Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bd/1e/6b/a0295477639-10-94-1494187589.jpg
07. Maj 2017    

Der har været store forventninger til Slægts andet album, der kommer i kølvandet på en sej ep i efteråret 2015 og en række stærke live-koncerter. 'Domus Mysterium' blander black metal og klassisk heavy metal og indfrier til fulde forventningerne.

Kunstner
Titel
Domus Mysterium
Dato
05-05-2017
Karakter
4

Slægt har undergået en forrygende udvikling på få år. I 2015 udkom det første album, 'Ildsvanger', som stod i en vis kontrast til den mindre black metalliske, mere melodiske og klassisk heavy metal-funderede ep 'Beautiful and Damned' senere samme år. Dén udgivelse appelerede til bredere masser uden at gå på kompromis med råheden. Og når man så samtidig føjer til ligningen, at bandet derfra har leveret flere utroligt stærke live-shows, er det ingen overraskelse, at bandet har fået godt med opmærksomhed inden udgivelsen af det andet album, der har fået titlen 'Domus Mysterium'.

Og lad det være sagt med det samme: Det er et virkeligt fedt album. Slægt er fortsat med stilen fra ep'en, men i kraft af den noget længere spilletid (55 minutter) foldes storheden i bandets sangskrivning nu yderligere ud.

Men det er nu ikke, fordi de tricks, som bandet har i ærmet, er så uhørte med metalhistorien in mente. Men blandingen af den klassiske metal med twin guitar a la Thin Lizzy, Judas Priest og den slags med black metallens karakteristika, ikke mindst i den hæse vokal fra frontmand Oskar J. Frederiksen, er bare fed. Og i mødet er der noget, som er selvstændigt og er Slægt mere end så meget andet. Der er et kraftigt nordisk islæt, når sangene stikker af i akustiske intermezzoer, snakkende vokal (både fra mand og kvinde), klaverstemning, som det er hørt hos Dissection, In the Woods... og lignende bands, der har turdet udfordre konventionerne i den mørke metal.

Klassiske dyder
Lyden, særligt guitarlyden, er også med til, at Slægt skiller sig lidt ud. Det er ikke en vildt distorted lyd, men snarere en slags naturlig overdrive fra et eller andet fund af en ældre forstærker. Hvis man lige har hørt noget mere moderne metal, kan lyden ved første ørekast måske synes tynd i det, fordi guitarerne ikke har så overdreven en bund, men lyt så efter! For det første er sangene fede og bærer musikken flot frem, uanset produktionen. Og for det andet vækker det aherlige minder om produktionen på tidlig Metallica og Iron Maiden. Der opstår en vildskab, en mystik og en særegen attitude i lyden på denne måde, og det er noget, der ikke ville have været der på samme måde, hvis produktionen havde været moderne. Det er også fedt, at der ikke er "snydt" med overdubs af rytmeguitar, når der spilles leads. Det giver dynamik, når der køres twin-guitar-leads, og bassen og trommerne også kommer mere frem i disse stykker.

Der er indimellem nogle lidt banale stykker på pladen, men det er på ingen måde ødelæggende. Det minder om, at det er et ungt band med unge musikere, der lader musikken gå sin vej, uden at der bliver spekuleret for meget i, hvad man "må" og ikke må. Hvis det tjener musikken ret, så skidt pyt, hvis der kommer en kliché med eller ej. Det føles på den måde naturligt, og man mærker hjertet i musikken.

Det er nogle ret lange numre, primært mellem 6 og 8 minutter, mens det spændende titelnummer tager lytteren på en musikalsk rejse på næsten et kvarter. Slægt holder interessen fanget gennem spændende opbygninger og stemningsændringer undervejs i numrene, så de lange numre skal ikke ses som et band, der ikke har kunnet begrænse sig. Snarere som det ambitiøse band, som Slægt nu er. Et bander, det nu har smidt et virkeligt godt værk på gaden. Der er tegning til noget stort for dette danske band.





Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her