Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Slap i elastikken

Updated
Slap i elastikken

Mustasch får ikke rigtig gang i riffene på dette sjette albumudspil, så farligheden indfinder sig aldrig.

Kunstner
Titel
Sounds Like Hell, Looks Like Heaven
Dato
02-02-2012
Genre
Forfatter
Karakter
2

Der er efterhånden gået nogle år siden den svenske stonerrockkvartet, Mustasch, har udgivet nyt. Det var tilbage i efteråret 2009, hvor den selvbetitlede 'Mustasch' ikke just imponerede. Det gjorde til gengæld albummet før 'Mustasch', som hed 'Latest Version of the Truth'. Tilbage i 2007 understregede dét album, at Mustasch var i stand til at forny bandets enkle og effektive rockformel, så det ikke bare kopierede sig selv. Men som antydet, så er det gået ned ad bakke for svenskerne siden 2007, og der er heller ikke noget, der tyder på at  'Sounds Like Hell, Looks Like Heaven' bedrer dét.

For at begynde med det gode, så ligger Stams fingerspillede bas stadig som et nærmest faderligt fundament for de enkle og pumpende guitarer og Ralf Gyldenhammars, om ikke store, så i hvert fald til genren velegnede stemme, der som sædvanligt vrænger sig gennem numrene på et engelsk med en udtalt svensk accent.

Men når det er sagt, så er 'Sounds Like Hell, Looks Like Heaven' sgu bare ikke særligt spændende. Fans af bandet vil sikkert være enige i, at Mustasch i gamle dage havde en helt særlig evne til at lave noget ganske simpelt, der samtidig føltes frygtindgydende mægtigt. Alt overflødigt var skrabet bort, og tilbage var kun det fede, meningsfulde riff - en kunst, som kun er de færreste bands forundt at ramme, og som Black Sabbath i øvrigt var kongerne af. Det kan Mustasch ikke længere. Desværre. Nok forsøger Mustasch igen og igen, men de har åbenbart ikke den samme sult længere, for det lykkes bare ikke.

Numrene på 'Sounds Like Hell, Looks Like Heaven' trasker godmodigt derudaf, og læner sig til tider op ad metallen som på numre som 'Speed Metal', 'Destoyed by Destruction' og 'Dead Again', og til tider op ad 70'er glamrock i The Darkness' version, eksempelvis numrene 'Morning Star' og 'Your Father Must Be Proud'. Men desværre er det kun sjældent at riffene bliver andet end en stræben efter det unikke, og frygtindgydende bliver det aldrig.

Lyden bedrer ved gud heller ikke på farligheden, for den er underlig flad og friseret med nogle lidt for fuzzy guitarforvrængninger. Frontmand og bandkonge Gyldenhammar har på denne udgivelse også sat sig i producerstolen, men han burde nok have købt hjælp udefra fra en fagmand.

I det hele taget virker det som om, at hans kontroltrang er ved at kvæle bandet, for efter at to af de originale medlemmer har forladt bandet i henholdsvis '08 og '09 er der nok ikke meget tiltrængt modspil at hente i de nye der er kommet til. Det lyder i hvert fald ikke sådan.