Hashnørdernes hævn Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f4/15/bf/sleep-thesciences-front-15-1524479034.jpg
23. April 2018    

19 år efter deres tredje album vågner Sleep op fra tågerne med en comeback-plade, der er urimeligt meget bedre, end den slags har for vane at være.

Kunstner
Titel
The Sciences
Dato
20-04-2018
Genre
Trackliste
1. The Sciences
2. Marijuanaut's Theme
3. Sonic Titan
4. Antarcticans Thawed
5. Giza Butler
6. The Botanist
Karakter
4

Der er ingen tvivl om, at Al Cisneros som teenager på skolebænken har følt sig anderledes. Foruden en Black Sabbath-fascination, få ville kunne hamle op med, gik han op i Dungeons & Dragons, religiøs mysticisme og Carl “BILLions and BILLions of stars” Sagans dokumentarserie 'Cosmos' om universet. Sidstnævnte har det været nemt at trippe til via Vangelis-lydsiden og de rigelige mængder af hash, som Cisneros utvivlsomt allerede dengang indtog i lige så store mængder, som Indre mission lader sig fylde med Jesus.

Kort efter Sleeps dannelse blev guitarist Matt Pike en del af trioen, og efter to tidlige 90’er-albums, hvoraf især det sidste, ‘Holy Mountain’, kvalitetsmæssigt kunne måle sig med Black Sabbaths genredefinerende skiver, gik Cisneros, Pike og trommeslager Chris Hakius i gang med at arbejde på radikale ‘Dopesmoker’. Et værk, der var tænkt som et 64 minutter langt trip med afsæt i Tony Iommis omgang med tritonus-intervallet, “Djævlens interval”, og samtidig et måske overambitiøst eksperiment, som pladebranchen tilsyneladende ikke var varm nok på i 90’erne, og som i sidste ende førte til Sleeps opløsning i 1998.

Pike skruede tempoet op og rejste videre i Sabbaths spor tilsat rigelige doser Motörhead i High on Fire, mens Cisneros og Hakius siden dannede duoen Om, hvor de holdt tempoet i bund og trippede ud i mellemøstligt inspireret mysticisme og pladesidelange kompositioner. Samtidig voksede kulten omkring ‘Dopesmoker’ (der efter opløsningen og imod bandets ønske i 1999 blev udgivet i en opbrudt og ti minutter forkortet version under titlen ‘Jerusalem’), og i 2003 fik fansene endelige hele værket at høre, men i en rå og umastereret version. Først tre år efter Sleeps gendannelse i 2009 udkom riffskulpturen, som den oprindeligt var tænkt, i afstøvet og nymixet version.

Mod Planet Iommia
Nu, 9 år efter gendannelsen, får vi Sleeps fjerde album, ‘The Sciences’. Det udkommer via Third Man Records – den tidligere White Stripes-hovedperson Jack Whites pladeselskab og -trykkeri. Han er kendt for en nørdet fascination af guitareffekter og analog hi-fi, og har netop udsendt sit mest eksperimenterende album, der i dén grad har delt vandene mellem de eventyrlystne og de, der hellere vil have en ny ‘Seven Nation Army’ at kunne skråle til fodboldkampene. Derudover har han også netop sørget for, at Captain Beefhearts ‘Trout Mask Replica’ (kandidat til rockmusikkens mest radikale og uigennemtrængelige værk) endelig bliver til at få på vinyl igen. Sleep er blandt andet kendt for at arbejde med både specialbyggede forstærkere for at opnå deres unikke lyd, og også derfor giver det god mening, at det netop er via Whites selskab, at Sleep nu udsender et album med den lyd og i den form, som de selv har ønsket.

‘The Sciences’ udkom i fredags på den signifikante hashrygerdato, den 20. april, på amerikansk 4/20. Så filosofien er med andre ord den samme, som den var, da Cisneros og Pike gik fra hinanden for to årtier siden. Chris Hakius er ikke med længere, men det er heldigvis svært at forestille sig en bedre arvtager end Neurosis’ mildt sagt kapable Jason Roeder, der i dén grad har forstået Sleep og rammer stilen nærmest i samme grad, som bandet selv rammer Sabbaths ditto. Og efter en ildevarslende guitarintro fra Pike, der lyder som en hyldest til Black Sabbaths ‘FX’ tilsat morsekode-agtige effekter og jordskælvende basbrag, åbnes albummet da også af et massivt bongsug, som kickstarter Sleeps hidtil hurtigste nummer, ‘Marijuanaut’s Theme’ og sender hashraketten ud i rummet. Så er vi i gang.

Det lyder som Sleep, et nyt Sleep, men ikke det Sleep, der lød som Sleep, der spiller Om på 2014-singlen ‘The Clarity’ – kun Cisneros’ messende vokal er for alvor Om’sk. Den nye mand Roeder indtager faktisk centrum og driver dynamisk nummeret frem via en tampen på ridebækkenets klokke, der gør det til en slags march, som i sidste ende lyder mere som Iron Maidens ‘Transylvania’ end som et vilkårligt Sabbath-nummer. Og Cisneros’ tekst om at flyve med Saturn V mod “Planet Iommia” og gennem “Iommisfæren” for at nødlande på “TH Sea” (get it?) er så meget for meget, at det er umuligt ikke at holde af. Så langt så godt.

Pterodaktylen flyver igen
Efter den overraskende tempofyldte start, begynder Sleep at “snyde” lidt. De to efterfølgende numre, ‘Sonic Titan’ og ‘Antarcticans Thawed’, er nemlig langt fra nye, men stammer fra tiden omkring ‘Dopesmoker’. En skrækkeligt lydende bootleg-liveoptagelse af ‘Sonic Titan’ udkom allerede på 2003-udgivelsen af ‘Dopesmoker’, og ‘Antarcticans Thawed’ har Sleep spillet live mange gange siden gendannelsen. “Snyd”, fordi de to numre udgør halvdelen af pladens spilletid, dens massive mellemstykke, og 40% procent af de fem sange, der er på pladen, når man trækker introen fra. Hvordan havde ‘The Sciences’ lydt, hvis Sleep skulle fylde dette rum ud med ny musik? Det sagt, så er det, hvad det er: rasende godt. Først ‘Sonic Titan’ med episke soloer fra Pike og et ‘N.I.B.’-hyldende bassolostykke i midten.

Derefter står ‘Antarcticans Thawed’ som albummets sande ultra-Sleep’ske trip. Det 15 minutter lange nummer, der overordnet handler om at anvende løsrevne isbjerge som krigsmaskiner, lyder som et udtag fra ‘Dopesmoker’. Cisneros brøler atter som han gjorde engang, og det monumentale nummer lever op til sin titel via sit sært flydende tempo, navnlig under Pikes solo, hvor Sleep igen rykker lidt væk fra Sabbath og tættere på noget i stil med Led Zeppelins ‘How Many More Times’. Det er sådan noget, der skal opleves, før man forstår det, men det er frem for alt en sublimt realiseret version af et nummer, som Sleep har perfektioneret fra scenekanten over et lille årti.

Men derfra er der til gengæld dømt skidt skuffelse i form af ‘Giza Butler’ (høhø), der lyder som en kogeridé fra studiet, som nok var sjovere, hvis man selv havde været der, og som, ja, lyder mere som Om end Sleep – i stil med tidligere omtalte ‘The Clarity’ – inden lidt High on Fire-rifferi redder nummeret en smule mod slut. Havde ‘The Sciences’ lydt sådan uden genbrug af idéer fra gamle dage? Der er endda bouncende sekunda-stoner-riffs undervejs, der lyder mere som The Sword og horderne af cookie cutter-stonerbands end som Sleep. Måske er det en trøst for nogle, at teksten nørder igennem i Frank Herberts 'Dune'-univers med termerne tvunget igennem massive tåger af hasherjargon og med en enkelt pterodaktyl, der flyver igen. Dog ikke for denne lytter ...

Følg trygt tågen
Efter dén skuffelse redder Sleep heldigvis æren via ‘The Botanist’, der, til at starte med, er en ægte Matt Pike-showcase fyldt med en række af riffmesterens bedste soloer, 12-strenget akustisk guitar og referencer til Mahavishnu Orchestra og John McLaughlins guitararbejde, som den opmærksomme lytter har opdaget på ‘Dopesmoker’. Bagefter lander den nu cannabistågefyldte Saturn V via en jazzet Om-agtig coda. Det er spændende nok, men også lidt ufokuseret og rodet, og det giver lidt et indtryk af, at mere ny musik fra Sleep vil have en tendens til mere at lyde som en blanding af Om og High on Fire end som Sleep.

Skulle der komme endnu et album efter dette, hvor Cisneros og Pike ikke har mere materiale tilbage i banken at tage af, bliver det nervepirrende. Men som ‘The Sciences’ står – eller skulle vi sige svæver – nu og her, viser det dog, genbrug af gammelt materiale eller ej, på imponerende vis alle de næsegrus begejstrede kopister, hvordan granitten skal mejsles. Og så går det endda, at Noah Landis’ (Neurosis) produktion nærmest er for veldefineret, og at Cisneros vokal ligger lige en tand for langt fremme i lydbilledet, og det går, at pladens nye numre slet ikke lever op til de mastodonter, der udgør værkets midte.

Midten er nemlig så overvældende og massiv, at ‘The Sciences’ i sidste ende lyder som er hashnørdernes hævn og et album, man nærmest bliver skæv af uden at inhalere hjælpemidler. Man skal bare trygt følge tågerne mod det rifffyldte land.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her