Solidt håndværk Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5f/d3/2f/Testament-Brotherhood-of-the-Snake-6-1477925501.jpg
30. Oktober 2016    

Testament er tilbage med deres første album i fire år. Det er et rigtig godt album, men uden de helt store, uforglemmelige sange.

Kunstner
Titel
Broterhood of the Snake
Dato
28-10-2016
Genre
Trackliste
1. "Brotherhood of the Snake"
2. "The Pale King"
3. "Stronghold"
4. "Seven Seals"
5. "Born in a Rut"
6. "Centuries of Suffering"
7. "Black Jack"
8. "Neptune's Spear"
9. "Canna-Business"
10. "The Number Game"
Karakter
4

Siden sidste albumudgivelse ’Dark Roots of Earth’ fra 2012 har den oprindelige bassist Greg Christian for anden gang smækket med døren og forladt Testament. Han er erstattet af Steve DiGiorgio, der har spillet i en uendelig række af metalbands. Resten af Testament er imidlertid identisk med den hårde kerne bestående af sanger Chuck Billy og de to oprindelige medlemmer guitaristerne Eric Peterson og Alex Skolnick samt trommeslageren Gene Hoglan.

Denne gang er komponistrollen stort set overladt til Eric Peterson, der alene har skrevet musik til otte af albummets ti sange. Kun på to sange er Alex Skolnick medkomponist sammen med Peterson.

Men Peterson og resten af Testament er sluppet rigtig godt fra bestræbelserne.

Stærk start
Albummet begynder fremragende med titelsangen ’Brotherhood of the Snake’. Der er tale om en ganske klassisk hard hitting thrasher, der fint falder ind i Testaments katalog af sange. Sang nummer to, ’The Pale King’, er tilsvarende herlig.



På tredje sang ’Stronghold’, der samtidig er albummets andet singleudspil efter titelsangen, er der lidt grus i maskinen. Sangen virker den som et forsøg på at skabe noget street/crossover metal a la Suicidal Tendencies. Det fungerer ikke rigtig for Chuck Billy og co.



Musikken fungerer, men ...
Generelt må det dog siges, at især den musikalske afdeling fungerer ganske fortræffeligt på ’Brotherhood of the Snake’. Hverken Skolnick eller Peterson sætter en finger forkert, og sammenspillet mellem bas og trommer er også bundsolidt på et i øvrigt rigtigt velproduceret album.

Det er derimod ikke alle steder, at sanger Chuck Billy virker lige frisk på beatet. Især i afslutningsnummeret ’The Number Game’ virker han en smule uinspireret. Måske har der været tidsnød i studiet, eller måske er det ikke alle Petersons sange, der er faldet lige godt i Chuck Billys smag.

Generelt et flot album
Det skal dog ikke tage fra ’Brotherhood of the Snake’, at det er et godt album med mange fine momenter. Udover de allerede nævnte skal også fremhæves den aggressive og tunge midttemposang ’Seven Seals’ samt Peterson/Skolnick-kompositionen ’Neptune’s Spear’, der i den grad er en klassisk Testament-thrasher, der i tilgift har fede leads.

’Brotherhood of the Snake’ rammer ikke helt klassikerstatus. Der mangler lidt mere afveksling i musikken og den der ene sang, der ikke vil være til at komme uden om, når Testaments historie en gang skal skrives.

Men der er ingen tvivl om, at ’Brotherhood of the Snake’ placerer sig højt på årets liste over thrash-udgivelser og sikkert også vil være at finde på mange top 10-lister ved årets udgang.

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her