Soveværelsesprojekt
Populær
Disturbed-maskinen kører derudad, men det kniber alvorligt med ideerne og produktionen.
2. Asylum
3. The Infection
4. Warrior
5. Another Way To Die
6. Never Again
7. The Animal
8 . Crucified
9. Serpentine
10. My Child
11. Sacrifice
12. Innocence
Bonus:
13. I Still Haven't Found What I'm Looking For (U2-cover)
Da Disturbed for ti år siden udkom med 'The Sickness', steg bandet hurtigt til de metalliske tinder med en form for mainstream metal, der stak ud pga. et særligt punch der var resultatet af at stortrommerne følger betoningerne i guitarriffene. Nå ja, og så på grund af forsanger David Draimans signatur-abe-grynt. Succesformlen synes klar, og Disturbed har da heller ikke veget fra den på de følgende fire album, hvor nærværende 'Asylum' er det sidst tilkomne.
Men måske det var på tide, at afsøge nye kreative kyster, for 'Asylum' er ved Odin ikke et spændende bekendtskab. Disturbedmaskinen kører derudad uden de helt store nyskabelser, de helt store riffs eller de helt store melodier, og det er som om man har hørt det hele før.
Lidt nyt er der dog, og det er flere stille passager. Albummet starter med nummeret 'Remnants' som er en sagte klang der tilføjes guitarfingerspil og -solo for så til sidst at bryde ud i storladen guitarhelterock. I forhold til det nytænkende kan man i en snæver Disturbedsammenhæng se det som et godt forsøg, men idéen er bestemt ikke original, og udførelsen – især af soloen – er langt fra virtuos nok til at imponere. Flere steder på pladen vender kvartetten tilbage til de neddæmpede som på 'Another Way to Die', men heller ikke her bliver det specielt gribende, men fremstår som åbningen på et projekt fra en guitarist, der på PC har brygget noget sammen i sit soveværelse.
Men det kunne sådan set være til at leve med, hvis der så blev sparket røv på de hårde numre, men også her sidder man tilbage med underlig flad og fad fornemmelse takket være den før nævnte uopfindsomhed, og fordi der mangler punch i lyden. Albummet er nu også produceret af guitaristen Dan Donegan, og man tænker derfor, at det nok været en ide at få en professionel producer til at udfordre bandet på forskellige fronter, for endnu engang kommer man til at tænke "soveværelsesguitaristprojekt".
Et lille lyspunkt er nummeret 'Warrior' hvor blodet ruller lidt, men det er ikke nok til at redde pladen, og det efterhånden svært at finde nogen som helst eksistensberretigelse til Disturbed, selvom den bestemt var til stede for ti år siden.
Hvis 'Asylum' er det bedste chicagoorkestret kan finde på, kan det sgu være lige meget.