Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stærk rocklektion

Populær
Updated
Stærk rocklektion

Retroen rocker frisk på et rockopus med store refræner og stærke riff fra Michael Amotts hjertebarn Spiritual Beggars.

Titel
Sunrise to Sundown
Dato
18-03-2016
Karakter
4

Sidst Devilution beskæftigede sig med en pladeudgivelse fra svensk/græske Spiritual Beggars, var det med 'Return to Zero', som var bandets første album med den nye sanger Apollo Papathanasio (ex-Firewind) fra Grækenland. Dengang fik bandet kritik for ikke at lade potentialet slå sig ud i fuldt flor, selvom der var pluspoint for den nye frontmand, som blev kaldt "pladens mest interessante aspekt".

Siden har bandet ikke haft udskiftninger i line-uppen, og forinden den nye 'Sunrise to Sundown' har bandet udgivet 'Earth Blues' (2013), som dog ikke blev anmeldt her på sitet. Et eller andet sted undervejs har Spiritual Beggars formået at pakke det uforløste potentiale ud. Det oser stadig af retro, orglet spiller melodier fra en glad og svunden tid, hvor de små spillesteder emmede af røgtobak af både euforiserende og den almindelige slags, mens bandene på scenen turde iføre sig farvestrålende gevandter og lækre overskæg. Men riffet – riffet! – det er nu rigt til stede på den helt rigtige rockfacon. Det hele har stadig en herlig, syret undertone, men guitaren skærer nu igennem med det ene, simple veludførte rockriff efter det andet. Hør åbneren, titelnummerets, indledende riff eller tag det bærende riff i 'Hard Road'. Det er rock, og det rykker, og det gør det fra den ene ende af pladen til den anden – fra 'Sunrise to Sundown'.

Det er sgu'da Michael Amott!

Det er imponerende, som Michael Amott som riffmager og guitarist er så let at genkende. Om det er i hans tid i Carcass, hans andet aktive band Arch Enemy eller her i Spiritual Beggars, som runder 25 år næste år. Imponerende, fordi der i stil faktisk er ret langt fra britisk dødsmetal, hvor han godt nok var en vigtig del i indførelsen af melodi til ensemblet, over decideret melodisk dødsmetal til retrorock. Hans feeling og måde at skrue riff og ikke mindst leads sammen på fornægter sig ikke. Heldigvis.

Vokalarbejdet er stærkt og matcher fint de både rockende og storladne riff. Papathanasios vokal er i den lyse ende af spektret, så hans stemmer lægger sig legende let på toppen af den rockede lyd, men det er ikke som en skærebrændervokal, for vokalfraserne er gennemtænkte, fængende og voldsomt melodiske. Der er fokus på stærke omkvæd, men det bliver ikke forceret, tværtimod.

Det er retrorock, og det er derfor også svært at pege på, hvor bandet for alvor stikker sig ud, selvom førnævnte Amotts fingeraftryk naturligvis er med til, at musikken får en identitet og undgår retrorock-kopifælden. Men originalt er det ikke. Til gengæld er det velskrevet og velspillet med herlig live-dynamik, og den slags må gerne hyldes. Der er simpelthen kærlighed til musikken, som den lød engang, og Spiritual Beggars er da heller ikke et band, der fluks er sprunget på den retrolyd, der efterhånden har huseret nogle år i Sverige. Bandet har immervæk eksisteret siden 1992 og udgiver nu deres 9. album. Og måske er flosklen, som den kendes fra musikere, at det seneste værk altid er det bedste. Bandet mener det selv, og det føles rigtigt at være enig her.