Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stadig i skyggen

Populær
Updated
Stadig i skyggen

Efter 5 år er Armored Saint tilbage med albummet 'Win Hands Down'. Men vil de med denne udgivelse vinde noget?

Titel
Win Hands Down
Dato
01-06-2015
Forfatter
Karakter
3

Navnet Armored Saint er nok mere kendt, end musikken fra selvsamme band er. Det begyndte tilbage i 1982 i L.A. og bandet kæmpede sig op til at være sådan nogenlunde kendte, da forsangeren John Bush blev hyret af Anthrax i stedet for Joey Belladonna. Armored Saint gik da i opløsning for først at blive gendannet i 1999, da Anthrax tog sig en pause. I 2003 var det så helgenes tur til at tage en slapper, da Anthrax gik i studiet med Bush, og først da Anthrax blev gendannet i 'Among the Living'-lineuppen blev Bush og bassist Joey Vera (der også spillede med i Anthrax på det tidspunkt) skubbet ud, og kunne hellige sig Armored Saint.

Med andre ord er fortællingen om Armored Saint en historie om et band, der har ligget i skyggen af genrens store. Og nok også har ladet sig ligge i skyggen. Musikerne har dog haft et fint renommé, og især frontmand John Bush' vokal har gjort sig bemærket, som Anthrax-historien også vidner om.

Fortællingen om bandet er egentlig også meget rammende for seneste udgivelse 'Win Hands Down', der er første udgivelse i fem år. Det er en velspillet plade med en gedigen gang heavy metal, der faktisk ikke ligger så langt fra Bruce Dickinsons soloprojekter i den forstand, der også er lyden af metallisk hjertebanken til sat lidt prog-staffage og en helvedes god vokal.

I Armored Saints tilfælde er John Bush nu bedst når han får lov at synge igennem i den øvre del af sit register. I de mere stille dele, som eksempelvis sangen 'Muscle Memory', kommer hans vokal til kort, da den bliver for endimensionel.

Anderledes med resten af bandet, der faktisk kommer mere til live i de mere – om ikke stille – så proggede stykker. Når de spiller ”rigtig hævi” mangler de nemlig noget af den vildskab, som Bush' vokal har i storladenhed.

Så tilbage står man med en plade, der har sine momenter her, viser sine takter der, men hvor det aldrig helt når sammen samtidigt og bliver storslået. Det er en sober omgang og man er i godt – forstået som sympatisk – selskab. Men vildt (og) farligt bliver det bare ikke, og derfor når Armored Saint heller ikke denne gang at komme ud i af skyggen.