Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stærkt og uforudsigeligt

Updated
Stærkt og uforudsigeligt

Svenske Morbus Chron byder på anderledes og afvekslende dødsmetal, der trækker på masser af stærk historie fra hjemlandet uden på nogen måde at falde i en "oldschool for at være oldschool"-fælde

Kunstner
Titel
Sweven
Dato
24-02-2014
Distributør
Karakter
4

Presseskrivelsen, som følger Morbus Chrons nyeste udgivelse 'Sweven' til dørs hos anmelderne, er skrevet af Daniel Ekeroth. Det er ham, som står bag det monstrøse og glimrende værk 'Swedish Death Metal'. Han skriver, at man skal glemme alt om ord som "oldschool" eller "new school" - underforstået, at Morbus Chron går egne vegne.

Det kan han godt have ret i, for Morbus Chron er afgjort eksperimentelt og lyder ikke som klassisk svensk dødsmetal, men produktionen søger mere baglæns end fremad. Vokalen, et growl med et hysterisk snert over sig, er pakket i reverb som i de gode gamle dage, men guitarlyden er ikke en klassisk HM-2 med alle knapper på 10, som i ægte Sunlight-stil (Entombed, Dismember, Grave etc.). Men den er bestemt heller ikke moderne.

Og så er der også andre dele i musikken, som virker bekendte, hvis man kan lidt om svensk metalhistorie. Stemningen og visse riffs, trods et mindre doomy univers, kan godt minde meget om tidlig Katatonia, mens flere passagers vekslen mellem melodiske flader med ren guitar og mere hidsig (døds)metal vækker gode minder om den klassiske Opeth-debut 'Orchid'. Men Morbus Chron blander det med nogle egne elementer, der er specielle i deres rytmiske opbygning med især interessante trommestykker.

Afgjort anderledes

Et andet interessant krydderi er de passager, som søger i en mere psykedelisk retning, og som sågar kan have inspiration langt fra Sverige: fra Voivod. Og sammen med de andre nævnte inspirationer får Morbus Chron blandet sig en interessant og anderledes dødsmetal, som er langtidsholdbar og inspirerende at lytte til.

Vinyl-ep'en, som vi anmeldte i 2012, blev ikke en enlig svale: Morbus Chron har bestemt stærk og intelligent musik i ærmet og har endda udfordret sig selv yderligere på sangskrivningsfronten. Med et spændende, dragende og uforudsigeligt mørkt og dystert resultat til følge.