På progtur i popland

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1d/96/03/StevenWilson-59-1503905592.jpg
28. August 2017    

Prog rockens kronprins Steven Wilson træder på sit femte soloalbum væk fra de progressive udskejelser og over mod popmusikken. Det er både velskrevet og vellykket, men albumkunstneren Wilson må se sig slået af sangskriveren, for det er i albummets enkelte numre, at det for alvor stråler.

Titel
To the Bone
Dato
18-08-2017
Trackliste
1. To the Bone
2. Nowhere Now
3. Pariah
4. The Same Asylum As Before
5. Refuge
6. Permanating
7. Blank Tapes
8. People Who Eat Darkness
9. Song of I
10. Detonation
11. Song of Unborn
Forfatter
Karakter
3

Steven Wilson er en af de absolut mest spændende kunstnere at følge i disse år. Og det har han faktisk været i en del år efterhånden.

Ikke bare fordi han er den kunstner, der mere end alle andre har været fakkelbærer for den progressive rock i de sidste 20 år. Ikke bare fordi han var frontmand i rockbandet Porcupine Tree, der i det nye årtusinde udviklede sig til at være et af de bedste, vigtigste og mest oversete prog metal-bands overhovedet. Og ikke bare fordi han siden forlod metallen for i 2008 at starte sin solokarriere og langsomt bevæge sig over til at pleje popmelodierne frem for guitarriffene.

Nej, Steven Wilson er en af de mest spændende kunstnere at følge i disse år, fordi han i sandhed er en progressiv kunstner, der ikke lader sig binde af genreskabeloner og publikumsforventninger. Den slags er en spændetrøje for den romantiske kunstnersjæl, som Steven Wilson inkarnerer og gang på gang lader komme til udtryk i interview og udtalelser. Den kunstnersjæl, som hele tiden må udfordre sig selv, finde nye veje at gå, nye stier at betræde og nye måder at udtrykke sig på.

For det meste har det været uden hitlistesucces og opmærksomhed fra mainstreamens musikmedier, og det selvom manden har haft udsolgt Royal Albert Hall i London flere gange. Med støt stigende succes har Wilson gennem tre årtier opbygget en stor og dedikeret fanskare med det seneste album, ’Hand. Cannot. Erase.’ fra 2015, som den hidtil største kommercielle succes.

Og med ’To the Bone’ træder den nu 49-årige Wilson nu selv et skridt længere ind på popmusikkens territorium.

Mainstream motivforskning
Man kunne frygte, at trækket skyldes et forsøg på omsider at score den mainstreamanerkendelse og de høje salgstal, der oftest ligger uden for rækkevidde, hvis man spiller noget, der rimer bare tilnærmelsesvis på prog.

Motivet lader dog til at være et andet.

For Wilson har aldrig været bleg for at skrive popnumre (dem har der faktisk været en del af, selv i den periode, hvor Porcupine Tree lod sig inspirere af metallen), og han har været åben om sin kærlighed for genren. Men hvor poppen engang var visionær og eksperimenterende og alligevel kunne nå de øverste pladser på hitlisten, har den i de senere årtier lidt et knæk og er blevet ensrettet, mener Wilson.

Og med sidste års pludselige dødsfald af nogle af pophistoriens største skikkelser i form af Prince og David Bowie, mistede populærmusikken nogle af sine største og mest visionære foregangsmænd.

Forbilleder fra firserne
Det har tydeligvis gjort noget ved Wilson, der har været mærket af de senere års gang i både politik og musik, og i både sangskrivning og produktion sigter han derfor mod popmusikkens stjernehimmel på 'To the Bone', der både er delvis samtidskritik og musikhistorisk hyldest. Som altid leveret med et skarpt øre for elementernes oprindelsessted og referenceramme.

Hvor progmusikken, som Wilson evigt og altid vil affilieres med, er uløseligt bundet til 1970’erne, er inspirationen til ’To the Bone’ i høj grad hentet fra årtiet efter.

1980’erne var et spændende årti for popmusik. Ikke nok med at Bowie fornyede sig selv som popstjerne, og Prince åbnede nye døre med hver plade op gennem årtiet, så havde en lang række andre kunstnere kastet sig over de nye produktionstekniske og auditive muligheder, som de teknologiske fremskridt bød på. Digital produktion og indfasningen af cd’en som nyt musikformat var nyt land for musikudøvere, og resultatet blev blandt andet, at en lang række popmusikere kastede sig over disse og lavede ambitiøse popalbum, der netop var tænkt og skulle høres som album frem for at være en samling af singles, der gerne skulle nå hitlisterne.

Foruden Prince og Bowie fremhæver Wilson selv vægtige navne som Talk Talk, Kate Bush, Peter Gabriel og Tears For Fears (hvis 'Songs From the Big Chair' blev remixet af Wilson i forbindelse med albummets 30-årsjubilæum i 2015) som eksempler herpå.

Den inspiration er ikke til at overse på 'To the Bone'. Faktisk skal man ikke mere end 30 sekunder ind i åbningsnummeret, før Wilsons personlige pophistoriske præference skinner igennem. Efter en kort spoken word-intro klinger sessionmusiker Mark Felthams distinkte mundharmonika igennem lydbilledet og tager lytteren helt tilbage til 1986, hvor han bidrog med samme skarpe lyd til Talk Talks ’The Colour of Spring’.

Omfavnelse og tåkrummen
Wilson fortsætter sit samarbejde med den israelske sangerinde Ninet Tayeb (der også medvirkede på ’Hand. Cannot. Erase.’) i samme nummer, hvis rockede harmonik, æggende grundrytme (spillet af den nyeste King Crimson-trommeslager Jeremy Stacey) og popmelodiske snilde er svær ikke at blive bidt af.

Og over albummet udforskes denne popmelodiske snilde i forskellige former.

På ’The Same Asylum as Before’ er omkvædet en forløsende omfavnelse af pleasende korharmonier, der omslutter lytteren. Her viser Steven Wilson ikke bare sine spidskompetencer som sanger og sangskriver, men i særdeleshed også som producer. Kompositionens udbrud i omkvædet bliver sammen med korets vellyd, der kontrasterer med de rockede vers og mellemstykker, til en lille himmelflugt i sig selv.

">

Det er dog ’Permanating’, der er albummets triumferende popperle. Ser man bort fra den pinlige intro, hvor Wilson forsøger at mane en mystisk film noir-agtig stemning ud over et staccato-klaver med ordene ”Somewhere on the highway / Under the luminous moon”, er resten af nummeret et udbrud af uimodståelige melodilinjer. Det er sjældent, man hører Wilson gå så ufiltreret pop som her, og det er en fryd at lægge ører til.

Det er her, Wilson for alvor skriver sig ud af rockens skabelon og ind i en ny. Og det er her, han er tættest på at genopfinde sig selv.

Andre steder bliver det dog tåkrummende og selvsmagende, som på førstesinglen ’Pariah’, der i første omgang gav bange anelser for pladen. For albummets ballade, der også gæstes af Tayeb, er en klistret og kvalm omgang, hvor Wilsons selvmedlidende tekster (”I’m tired of Facebook / I’m tired of my failing health”) bliver direkte pinlige, og Tayebs hæse klang og påtrængende knæk i stemmen og den helt svulmende kulmination gør sangen til en noget oppustet affære.

Og her, blot ti minutter inde i pladen, tager man sig selv i den uvante handling at springe et nummer over på albumkunstneren Steven Wilsons nye plade.

Pseudoprog
Wilson har dog ikke lagt prog rocken helt bag sig. Forsøget på at fusionere popaspirationerne med prog-ambitionerne munder ud i ’Refuge’, en tålmodig og svulstig sag, der tager hele den dynamiske spændvidde i brug fra de mest forsigtige klaverakkorder med tilhørende spag vokalføring over en instrumental kulmination, hvor bragende bas og taktfaste trommer agerer underlag for en triple(!)solo med både mundharmonika, guitar og synthesizer.

Mere radikal og alligevel traditionel er ’Detonation’, angiveligt et nummer om religiøs fundamentalisme og terrorisme, som er Wilsons nik til proghovederne, der stadig hænger i. De får til gengæld også et ni-minutters ridt med spændingsfyldte akkordflader, elastisk bas, en længere guitarsolo og kulminerende og knudret prog-riffing, der desværre aldrig forløser spændingen eller godtgør spilletiden.

">

Mere vellykket er 'Song of I', der gæstes af den schweiziske jazzpop-sangerinde Sophie Hunger. Her træder Wilson og Hunger ind i et ildevarslende triphop-univers, der klinger live lovlig meget af Portishead (og Wilsons egen 'Index' fra 'Grace for Drowning'-albummet), men intensiteten holdes oppe en knitrende rytmik, 'I Am the Walrus'-strygere og en yderst spændingsfyldt akkordprogression.

Stærkt statement, svagere sammenhæng
Wilson kommer på den måde rundt om en stor del af sit ouevre på ’To the Bone’. Fra pseudoprog til fuldbyrdet pop. Han træder som sådan ikke ind på musikalsk uafprøvet grund, men beholder sine skarpe kanter, selvom han uden at blinke går efter de mest fængende popmelodier og den største vellyd.

Som albumstatement markerer 'To the Bone' en ny linje for Wilson, ligesom den trækker nye tråde rundt i hans diskografi. Men det er også her, vi støder på albummets paradoks: For selvom det er godt sekvenseret, og der undervejs veksles mellem stemninger, udtryk og instrumentering, så er det i enkeltnumrenes popbrillans, at albummet står stærkest.

Set med det store forkromede overblik mangler 'To the Bone' den sammenhængskraft, der har præget hans tidligere plader, om det så har været i solo- eller bandregi. Og albummet ender derfor med at fungere bedre som et fragmenteret lytteoplevelse frem for som et samlet hele.

Selvom Wilson desværre ikke rammer sine forbilleders konsistens i albumformen, så viser han dog stadig med 'To the Bone', at han mere end mestrer popskabelonen, og at han som sangsmed og musiker fortsat rager op over de fleste – uagtet hvilket territorium han træder ind på.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her