Stiliseret og medrivende

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6d/c3/34/24169-bm1-1392399749-97-1400846980.jpg
14. Februar 2014    

I slutningen af sidste år smed koncert-aktuelle Beastmilk deres debutplade på gaden. Den byder på en solid blanding af dissonerende post-goth og pompøs stadionrock.

Kunstner
Titel
Climax
Dato
29-11-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. Death Reflects Us
2. The Wind Blows Through Their Skulls
3. Genocidal Crush
4. You Are Now Under Our Control
5. Ghosts Out Of Focus
6. Nuclear Winter
7. Fear Your Mind
8. Love In A Cold World
9. Surf The Apocalypse
10. Strange Attractors
Karakter
3

Lad det være sagt med det samme: Finske Beastmilk har med ’Climax’ lavet en debutplade, der er så velskrevet og solidt spillet, at havde den eksempelvis været signeret et debuterende navn fra England, så var bandet for længst blevet hyldet på verdensplan. Formentlig var de i så fald ligefrem blevet lovprist som værende selveste rockmusikkens Lazarus, der var kommet for at føre den melodiøse, muskuløse stadionrock fra et dødt stadie til et nyt, frisk og genoplivet plateau. Finland synes dog hverken at have storhedsvanviddet eller et medievindue med helt samme internationale bevågenhedspondus, som briterne nu engang har, hvorfor Beastmilk indtil videre har formået at gå under den brede rockradar.

Forhåbentlig er det dog kun et spørgsmål om tid, før de bliver taget imod af et større og omfavnende publikum. Med en storslået lyd, der vækker minder om både Killing Joke og The Cult samt om mere gotiske rocknavne som Bauhaus og Sisters of Mercy, hersker der i hvert fald ingen tvivl om, at Beastmilk har den soniske vægt, der skal til for at fylde hele arenaer ud. Hvor det på det seneste i høj grad har været sen-60’erne og 70’erne, som har været det musikalske ideal, der er blevet set op til hos nye retrosultne rockbands, da har Beastmilk i stedet en forkærlighed for lyden af skyggesiderne af 80’ere med et særligt fokus på henholdsvis rock og goth. Man kunne måske også karakterisere Beastmilk som et møde mellem Joy Divisions indelukkethed kombineret med Franz Ferdinands imødekommenhed.

Et band med muskulatur

Med Mat ”Kvohst” McNerney i front, som har rødder i både Hexvessel og Dødheimsgard, er det svært ikke at gribe Beastmilk an som et undergrundsnavn, der nu går efter et bredere rockpublikum. Der er pokkers langt til det folk-psykedeliske univers, der karakteriserer Hexvessel, ligesom Beastmilk også befinder sig langt fra det musikalske univers af industriel black-electronica, Dødheimsgard gør sig i. Beastmilk synes nærmest folkelige ved sammenligning.

Det bliver dog næppe smukkere, end hvis det netop er Beastmilks apokalyptiske pop/rock-sange, der får folket til at flokke sammen, gribe leden ved nosserne og tage en svingom med skidtet i stedet for at lade de tunge følelser få én ned med nakken. Beastmilk skriver rocksange, der ser nedtryktheden i øjnene, og som via noget så simpelt som et godt, kvalitetsbevidst øre for sangskrivning netop formår at give leden en lyd af særlig danselystig opstemthed. Beastmilk har kort sagt styr på skidtet! 

Et mørke approvet af Fenriz

Der var angiveligt flere, der bed mærke i Beastmilks navn i 2010, hvor Darkthrones Fenriz roste bandets demo, ’White Stains on Black Tape’. Ep’en fik det norske black metal-ikon til at placere Beatsmilk som "band of the week" på sin blog, hvilket sidenhen har gjort netop denne udgivelse – finnernes første - til en ganske kostelig og eftersøgt titel. Produktionen på demo-ep’en er en tand mere dissonant og alarmerende indadvendt, hvilket kan tænkes at have interesseret Fenriz.

Den indadvendte nedtrykthed, der på mange måder dominerer lyden på ep’en, finder man ikke i samme grad på albummet. ’Climax’ har både mere bund og som nævnt mere klassisk rockpompøsitet over sig, hvilket dog klæder sangene virkelig godt. På en sang som ’You Are Now Under Our Control’ er det desuden netop blandingen mellem skarptskårne melodier og bevarelsen af disse drone-ulmende bagvedliggende guitarflader, der gør sangen alarmerende og dermed ekstra interessant. Støjen på den tunge, industrielle storbyballade ’Ghosts Out of Focus’ er der ligeledes noget særligt over, hvilket også her skyldes en dyster groteskhed i lydbilledet, som hensigtsmæssigt skal bidrage til pladens melankoli.  

Produktionen har Converges guitarist Kurt Ballou i øvrigt stået for; han har tidligere siddet i producerstolen for navne som High on Fire, Nails, Kvelertak og All Pigs Must Die.

Satans solid

’Climax’ er en meget, meget solid plade og har vel nærmest alt det, et godt rockudspil bør indeholde af stærke, medrivende melodier, som man på én gang tror på, rocker ud til og gerne giver sig fysisk hen til. Til trods for at pladens storladne puls er forrygende, savner man dog samtidig, at pladen forpligter sig en smule mere. Man mangler kort sagt at blive hevet dybere ind i sangene. Man tror på musikkens umiddelbare rocknerve, men det emotionelle register, der også sniger sig ind i sangskrivningen, og som hensigtsmæssigt skal have en vis følelsesladet eller mørk effekt på lytteren, udebliver meget af tiden. Der er undtagelser på pladen (blandt andet førnævnte ’Ghosts Out of Focus’), men generelt forsvinder man kun sjældent helt ind i melodiernes mørktbetonede underliggende fernis på samme måde, som man eksempelvis gør det til numre på de plader, som Beastmilk er inspireret af, heriblandt Killing Jokes debutplade (1980), ’Floodland’ (1987) af Sisters of Mercy samt det meste af bagkataloget fra The Cult. 

Men er man i stødet til et par håndfuld mere end fuldfede rocksange – og hvem er ikke det? - så er det bare med at komme ud af fjerene og tjekke ’Climax’ ud. Det er en satans solid rockplade.

Beastmilk besøger Pumpehuset på torsdag, og der er stadig billetter at få til koncerten. Derudover spiller de til april på årets Roadburn Festival.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her