Stillestående coolness
Populær
30 år og 19 albums efter bandets dannelse, står Melvins stadigvæk præcis lige så tungt på sludge-podiet, som de altid har gjort.
2. City Dump
3. American Cow
4. Tie My Pecker To A Tree
5. Dogs And Cattle Prods
6. Psychodelic Haze
7. 99 Bottles Of Beer
8. I Told You I Was Crazy
9. Stump Farmer
10. In The Army Now
11. Walter's Lips
12. Stick 'Em Up Bitch
Washington-bandet Melvins blev dannet i 1983 og kunne sidste år fejre 30 års jubilæum som band. Der skulle dog gå yderligere et par år, inden Melvins var klar med en egentlig udgivelse, debuten 'Gluey Porch Treatments' udkom i 1986, hvorefter de stort set nonstop har eksisteret i periferien af metalscenens vildere overhalingsbane.
Hos Melvins er der fart på både galskaben og musikaliteten. Med hårmanken Buzz Osborne aka. King Buzzo i front og eks-Nirvana trommeslageren, Dale Crover, som fast inventar bag sættet, kører de på deres nittende album til dato, 'Tres Cabrones', ufortrødent videre ud af det spor, hvorfra de i sin tid startede.
Og selvom man som lytter selv er åben for nye Melvins-tiltag, har det gamle nu sjældent været federe end i hænderne på netop disse sangskriver af format, hos hvem tempi, rytme og klassiske rockbeats sjældent har været mere sejtrækkende.
Velkendt sjældenhed
Det riff, der åbner ’City Dump’, er man stødt på også i andre soniske konstellationer i flere ældre sange af Melvins. Det bliver riffet dog hverken mindre relevant eller mindre indlevelsesstærkt af. Tværtimod, fristes man godt og grundigt gammeldags til at sige. Som det ofte gør sig gældende hos Melvins, dukker det velkendte nemlig frem fra bag den mere tidløse musikalske skabslåge – en låge, som Melvins i øvrigt får åbnet op for ved at mikse et blandingsprodukt af sludge, punk og heavy metal, og som i hænderne på dem resulterer i et originalt slå-på-næven-udtryk, der er helt deres eget. For selvom det er velkendte Melvins-riffs, der lægger for på ’Tres Cabrones’, så er det samtidig et udtryk, man ikke støder på andre steder end netop i Melvins-land. På paradoksal vis bliver det velkendte dermed til en velkendt sjældenhed.
Løs på tråden
Det har formentlig været originale guitarindspark som disse velkendte herligheder, der har fået Mastodon til igen og igen at storknuse Melvins med hyldester samt fået Boris til at opkalde sit band efter en af bandets tidligere sange. Dette genkendelige Melvins støder man også ind i på efterfølgende 'Tres Cabrones'-skæring, 'American Cow', der imidlertid ikke så meget taler til det næveknusende i én, men som i højere grad inviterer indenfor til underlige, æggende bevægelser, som både snakker til lillefingeren og hofterne i dansefætteren i én, og som kun Melvins kan få sat fut i på lige den facon. Kender man Kiss-coveret fra 'Going Blind' fra hovedværket 'Houdini' (1993), da har man en god idé om, hvilken slags skævt æggende nummer, der er på spil.
Useriøst? Provokerende?
En tredje genkendelighed hos Melvins er deres evne til og deres åbenlyse interesse i at veksle mellem seriøs, suveræn sludgemetal samt det overlagt lallende. Det synes sandsynligvis en smule letkøbt at karakterisere denne påtagede uprætentiøse, lallende side af Melvins’ musikalske ståsted som værende unødvendig provokatorisk, men ikke desto mindre er det netop en ufrivillig provokatorisk fornemmelse, de til tider (heldigvis ikke altid; knap nok ofte) får frem i én. Årsagen til at man bliver provokeret, skyldes sandsynligvis, at man vil have mere af det seriøst suveræne. "Når nu så få bands formår at ramme det, som I rammer, Melvins, så hold for fanden da fat i det" - foranlediges man grinagtigt til at skrige af bandet. ”For helvede, I taler jo ned til jer selv!”.
På 'Tres Cabrones' gælder det blandt andet under numre som henholdsvis 'Tie My Pecker to a Tree', '99 Bottles of Beer' og 'You’re in the Army Now'. Det må dog selvfølgelig ikke være let at forholde sig til Melvins, hvorfor pladens afsluttende nummer, 'Stick ’em Up, Bitch' – som netop balancerer mellem det delvist lallende, det humoristiske og det absolut svedige – i den grad formår at tage stikket hjem. Sangen har appel! Den har det fysiske drive, som både Volbeat og Green Day formentlig drømmer om at ramme rigtigt, samtidig med at den får en til at trække på frækt på smilebåndet, mens man bevæger sig hurtigt og æggende i takt til dens frenetiske tempo og suveræne strengetoner. Nummeret synes muligvis mere at være et øjeblik, end det egentlig er en sang i klassisk betydning, men øjeblikket svinger overskudsagtigt og hænger ved, selv efter pladen har rendt ud.
Og når én Melvins-plade render ud, så er der formentlig snart en ny, der er klar til at blive sat på og tage over. Gad vide om den næste lyder bare lidt anderledes end denne? Det gør den formentlig ikke, hvilket både er lidt ærgerligt og samtidig pissefedt.
Hør hele albummet her: