Stueren popmetal
Linkin Park er tilbage med et stilsikkert album, der er gruppens bedste i mange år.
02. In My Remains
03. Burn It Down
04. Lies Greed Misery
05. I'll be Gone
06. Castle of Glass
07. Victimized
08. Roads Untraveled
09. Skin to Bone
10. Until it Breaks
11. Tinfoil
12. Powerless
Efter de forfærdelige ’A Thousand Suns’ og ’Minutes to Midnight’ har Linkin Park med deres femte studioalbum søgt tilbage til rødderne, og fået mere guitar med på sangene. Det klæder bestemt bandet at få lidt mere tråd og nerve i de dynamiske numre. Det er dog stadig primært de elektroniske elementer, der fylder mest i musikken, og er man til Linkin Park i forvejen, bliver man nok begejstret over ’Living Things’. Det er igen superproduceren Rick Rubin der står bag knapperne på ’Living Things’, men det er der dog ikke just kommet nogen musikalsk åbenbaring ud af.
Spilletiden skåret ind til benet
Skiven åbner med ’Lost in the Echo’, som er et af albummets stærkeste numre og lægger stilen for resten af ’Living Things’, der med 12 nummer kun har en samlet spilletid på lidt under 40 minutter. Der skåret helt ind til benet, hvor numrene aldrig strækker længere end til små tre minutter. Naturligvis tilpasset de kommercielle radiostationer, der helt sikkert nok skal spille den her type stuerene klynkemusik. Chester Benningtons boybandstemme lyder som den plejer, mens Mike Shinoda rapper sig igennem flere af versene på skiven, men for det meste er Shinodas vokal nedtonet en smule på denne udgivelse. Mest interessant er ’Skin to Bone’, der leder tankerne en anelse hen på Muse, og hvor Bennington viser han egentlig kan synge på flere - og i det her tilfælde, knap så irriterende - måder.
’In my Remains’ og ’Burn it Down’ er rigtig prototyper på den stil der gjorde dem verdensberømte med ’Hybrid Theory’. Pænt, poleret og lettere ligegyldigt. Men Linkin Park viser med ’Living Things’ er de stadig er bannerførere inden for den her hybridgenre af nu-metal, electronica og rap. En genre man nok enten elsker eller hader, ’Living Things’ får næppe den sidstnævnte gruppe til at ombestemme sig, til gengæld kan den førstnævnte gruppe glæde sig over at det er gruppens bedste album siden ’Meteora’.