Sublimt tilbage fra graven
Populær
Efter otte år i opløsning vendte legendariske Gorguts sidste år tilbage med den helstøbte udgivelse 'Colored Sands', hvor de ikke gentager fortidens lyd, men er gået i en mere progressiv retning.
An Ocean of Wisdom
Forgotten Arrows
Colored Sands
The Battle of Chamdo
Enemies of Compassion
Ember's Voice
Absconders
Reduced to Silence
Det vakte stor begejstring sidste år i metalverdenen, da canadiske Gorguts annoncerede, at de vendte tilbage på scenen efter otte år i opløsning. Bandet har siden starten af 1990'erne været bannerførere inden for den tekniske dødsmetalgenre. På 'Colored Sands' er gruppen tilbage i en ny konstellation, hvor gruppens ophavsmand og sanger/guitarist Luc Lemay blandt andre har omgivet sig med Kevin Hufnagel og Colin Marston, der normalt spiller bas og guitar i det tekniske og progressive rockband Dysrhythmia.
Det høres tydeligt på 'Colored Sands', at Luc Lemays - der stort set har skrevet al musikken - kompositioner er indspillet af kompetente musikere, der bidrager med andet end bare at være maskinelt personale. Sådan lider mange af nutidens metalbands af en klinisk lyd, hvor der mangler et personligt strejf. Som Ken Owens trommestil, der er savnet på Carcass' 'Surgical Steel'.
Den grøft falder Luc Lemay ikke i på 'Colored Sands', hvor han heller ikke gentager fortidens succes fra 'The Erosion of Sanity' eller 'Obscura'. Udgangspunktet er stadig avanceret dødsmetal, men lydbilledet er trukket i en mere progressiv retning. De fleste numre runder gerne en længde på syv minutter, som højdepunkterne 'An Ocean of Wisdom' og det sublime afslutningsnummer 'Reduced to Silence'.
Gorguts udsætter nærmest deres lyttere for et overflødighedshorn af konstant varierende guitarriffs og beats smeltet sammen i en produktion, der undviger det ellers så ofte sterile lydhelvede, som for mange plader lider under. Halvvejs inde i pladen kommer et instrumentalt strygernummer, krigshymnen 'The Battle of Camdo', der skaber en balance mellem de øvrige numres aggressive og eksperimenterende udtryk.
Der bliver nemlig ikke leflet for den laveste fællesnævner med et fængende groove, men i stedet kræver det tid og vilje af lytteren, før 'Colored Sands' folder sig ud som en helstøbt og massiv plade.