Svensk udløsning!
Populær
Graveyard udgiver deres andet album, 'Hisingen Blues', der sparker så meget røv, at det næsten burde være kriminelt.
2: No Good, Mr. Holden
3: Hisingen Blues
4: Uncomfortably Numb
5: Buying Truth (tack och förlåt)
6: Longing
7: Ungrateful Are The Dead
8: RSS
9: The Siren
Jeg kan ikke helt begribe, hvordan de har formået at undgå radaren, men det var først for nyligt, at undertegnede stiftede bekendtskab med en herligt storspillende svenskerkvartet kaldet Graveyard. Og da disse fire gutter formentlig udgør et af de retrohungrende bands, der i dag synes at få 70'ernes doom'ish rock & roll-signatur til at virke mest naturligt, var det heller ikke et sekund for tidligt.
Naturligt heksemageri
Graveyard har så sikkert et greb om sine instrumenter, at resultatet lyder absolut uforceret. Det er tydeligt, at de har lyttet til de evigt kanoniserede forbilleder i Black Sabbath og Pentagram, men i virkeligheden er det måske vigtigere, at landsmændene i Witchcraft synes at have været et betydeligt forbillede. Det er der så heller ikke er noget underligt over overhovedet: Graveyards forsanger, Joachim Nilsson, og deres bassist, Rikard Edlund, har begge en fortid i det nu hedengangne Norrsken, hvor de i sin tid stod side om side med Witchcrafts forsanger, Magnus Pelander.
Med dén fortid, kommer det derfor kun delvist som en overraskelse, hvor kampfed en plade 'Hisingen Blues' er. Ligesom Witccrafts store udspil, 'The Alchemist' (2007), er 'Hisingen Blues' en retroplade, der trækker på flere tangenter: Den er heavy, den har rock-swing, den er smuk, den er sjov, den er jazzet, den er bluesy og den er først og fremmest fuldstændig forbilledligt velspillet. Det er disse forskellige facetter, der gør 'Hisingen Blues' til en rigtig plade-plade. Den er muligvis spækket med den ene melodiøse sang efter den anden, men pladen hænger sammen som forspil og udløsning: Der er flow i skidtet.
Frenetisk og suverænt
Til trods for at 'Hisingen Blues' er proppet med adskillige tunge riffs, som altså vil få alverdens doom-elskere til at gynge overkroppen i anerkendelse, så har pladen så meget legende snilde over sig, at den aldrig bliver en plade med kun ét udtryk. Det begynder allerede i åbninsnummeret, 'Ain't Fit to Live Here', hvor baggrundskor og supplerende håndklapperi i takt til en frenetisk trommerytme kickstarter pladen på forrygende gakkende manér.
Herfra bliver det overraskende kun ved hér og dér og alle vegne: 'Uncomfortably Numb' er en FOR-MI-DA-BEL blues-hymne, der tekstmæssigt river én hen af asfalten samtidig med at den rent kompositorisk får én til at svinge luftguitaren rundt i vilde ottetaller; 'RSS' er én stor elskovsscene med Led Zeppelin; 'Buying Truth (tack och förlåt)' pumper derudaf med koklokker, sjove sensitive uh-uuh-uuuh-korlyde og ekstremt dansevenlige rytmer (den oplagte lad-cigaretten-hænge-i-mundvigen-sang!); Den fem minutter lange instrumentale ballade, 'Longing', ligger i bedste Black Sabbath-stil for med et smukt, sfærisk guitarspil, inden sangen åbner sig op med fløjteri og episk orgel.
'Hisingen Blues' giver kort sagt lytteren én på opleveren. Det er pladen, der er spækket med så mange rockhits, at den er umulig ikke at forelske sig i, og det pladen, der har så forbandet meget overskud, at den aldrig bliver trættende.
Der er slet ingen tvivl om, at 'Hisingen Blues' er en af årets bedste plader. Et absolut must-have.