Nu fungerer det
Populær
Sylosis ligger ikke på den lade side: Bandet er allerede nu klar med en skive, der som det forrige album fra 2011, er et album med en anseelig spillelængde.
Måske har det hjulpet at se Sylosis live til årets Wacken Open Air, for forskellen på dette tredje album og briternes forrige album fra 2011 er ved første lyt ikke sådan til at tage og føle på for denne anmelder. Men Sylosis anno 2012 lyder bare federe og rykker bedre. Sidst blev der klaget lidt over, at det hele blev lige lidt for meget og selvhøjtideligt på trods af masser af fede elementer - ja, artikel-titlen sagde det hele: "Skær dog ind til benet".
Og det er ikke fordi Sylosis har ændret så meget i den del. Der er færre sange på 'Monolith', men til gengæld så er de længere. Det går i tomgang nogle gange, men inden for en effektiv spilletid på omkring en time, så er det faktisk ikke så galt eller ofte. Det rykker nemlig ganske glimrende, og selvom det tekniske niveau stadig peger lidt imod nogle progressive tendenser, så bliver der nu thrashet ret godt i en stil, der godt kunne ligne et mix mellem noget ældre Metallica og Machine Head fra 'The Blackening' og frem.
Er man ligefrem en af dem, der synes, at der er for meget "skingert" guitar-lir på det seneste Machine Head-album, så kan Sylosis være et sted at kigge efter noget lignende. Sylosis besidder nemlig lidt mere tyngde, selvom der nu også er en god sans for melodi her. Der er bare ikke overdreven brug af guitarharmonier i høje toner på de tyndere strenge over 12. bånd på guitaren. Som hos nævnte amerikanere er vokalen af råbetypen med plads til lidt ren vokal hist og pist - Josh i front for Sylosis sparer dog mere på den end Rob Flynn gør.
Stille start før thrash-raseri
Flere sange enten starter med eller har et mellemstykke som er stille, hvorefter musikken skifter udtryk og farer voldsomt frem. Et ikke uvant trick, hvis man kan sin Metallica-historie. Og mens vi er ved "verdens største metalband", så har Sylosis måske også set med interesse på den groovy satan 'Sad But True' og lavet sig 'All is Not Well', som dog også prydes med lidt uptempo hen mod sangens slutning, hvor det også bliver til en lækker, melodisk lead, som går over i en udmærket solo, inden det stærke groove vender tilbage.
Alt i alt er det en omgang meget kompetent sangskrivning, bortset fra, at nogle sange godt kunne være skåret kortere. Til gengæld er der masser af fede riffs og lækre guitar- og trommedetaljer, så selvom det nogle kan tage lidt overhånd, så kan man altid lytte efter gemte detaljer og tricks fra det teknisk velfunderede band.