Tamme duetter
Resultatet af det længe ventede samarbejde med ex-Helloween-sanger Michael Kiske og amerikanske Amanda Somerville er nu på gaden. Og det er en skuffelse.
2. Silence
3. If I Had A Wish
4. Arise
5. End of the Road
6. Don't Walk Away
7. A Thousand Suns
8. Rain
9. One Night Burning
10. Devil In Her Heart
11. Second Chance
12. Set Afire (bonus track)
Kære læser, først en serviceoplysning: Her på NRGmagazine.dk er vi lidt fedtede, når vi genrebestemmer kunstnerne. Det kommer specielt til udtryk, når vi skal skrive om melodisk hardrock. Det sker tit, at sådanne udgivelser tvinges over i AOR-kategorien - som med det nye udspil fra Kiske - Somerville. Et udspil, der rettelig må betegnes som melodisk hardrock, men af nød og ganske misvisende er kategoriseret som AOR. Det er således ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at skille genrerne ordentligt fra hinanden.
Dernæst: Anmeldelsen
"Kiske/Somerville" er andet halvårs mest hypede udspil fra det italienske mekka for melodisk rock, pladeselskabet Frontiers Records. Dette selskab rammer rigtigt i 80 procent af satsningerne. Men nogle gange laves der altså også nogle skæverter.
Og Kiske/Somerville er altså noget af en skævert. Michael Kiske kender vi rigtig godt fra hans tid som dynamisk forsanger i Helloween. I de senere år har han i den grad ramt jackpot med Dennis Wards projekt Place Vendome, som er noget af det mere fremragende inden for den melodiske rock.
Amanda Somerville er knap så kendt, men noget pænere... Vi kender hende fra enkelte optrædender for Avantasia, turneer med Kamelot og Epica.
Trækplaster nummer tre er musikerne bag projektet: Det svenske guitar-wunderkind Magnus Karlsson (Starbreaker, Last Tribe, Allen/Lande, Bob Catley m.fl.) og bassisten Mat Sinner (Sinner og Primal Fear). Disse to herrer leverer fornemt hver gang. Bortset fra denne.
Kiske har ikke den stærkeste røst, men har levet af fin indlevelse og god energi. Somerville er direkte kedelig at høre på, når hun fremturer med skønsang a la Within Temptation.
Og Karlsson og Sinner har været i gemmerne og finde riff og kompositioner, som de ikke selv vil røre ved i egne sammenhænge. Der er jo nærmest tale om udskrab og efterladenskaber, som ikke gør d'herrer rigtig ære. Dog også, fordi de to virkelig formår at levere til daglig.
"Kiske/Somerville" rykker desværre ikke en meter. Det er for søgt, det her projekt. Det er helt tydeligt, at ingen rigtigt har hjertet med. Der er ingen farlighed, ingen nosser. Ikke noget særligt, faktisk. Og selve produktionen er godt nok en tynd og fesen omgang.
(Heldigvis har NRGmagazine.dk lyttet til den nye Allen/Lande, som udkommer i november. Og venner, rolig nu. Magnus Karlsson kan stadig.)