Useriøsitetens sejr
Tankard elsker øl og thrash og blander det måske lige lidt rigeligt på nyeste skive - som sædvanlig.
02. A Girl Called Cerveza
03. Witchhunt 2.0
04. Masters Of Farces
05. The Metal Lady Boy
06. Not One Day Dead (But One Day Mad)
07. Son Of A Fridge
08. Fandom At Random
09. Metal Magnolia
10. Running On Fumes
Frankfurts thrashhelte har alle dage haft svært ved at tage sig selv seriøst - ikke musikalsk, men lyrisk, hvor tumpede temaer og titler har gået hånd i hånd. I flæng kan nævnes 'The Beauty and the Beer' eller 'Frankfurt! We Need More Beer'.
Meget atypisk for en genre, der gerne tager apokalyptiske emner op, og som måske ikke altid tager sig selv seriøst, men som i hvert fald tager alt, hvad der handler om det kunstneriske, seriøst.
Thailandske fristelser
Men på det femtende album kører Tankard videre med sange om metalliske ladyboys fra Thailand, fjollerier omkring diktatorer og piger der hedder Cerveza, og som afslutteren beskriver det - 'Running on Fumes' - Tankard lever og ånder for druk, og de vil også helst fortælle livet set gennem et let dugget ølglas.
Og fred være med det. Før man lytter til Tankard, skal man bare afklare med sig selv, om man kan leve med en tysk udgave af Red Warszawa.
Når thrashen spiller
Musikalsk ved Tankard dog godt, hvilken historie de vil fortælle og fejler sjældent når det kommer til levering af halsbrækkende riffs, hooks og melodilinjer. Den side af thrashen skiller de sig ikke ud fra, men formår at stå bag noget aldeles hæderligt, der dog heller ikke er synderligt genialt - bare sådan godt og gedigent. Og gemt bag en tynd produktion, hvor guitarerne mangler bund til rigtigt at kunne trænge buldrende igennem.
Hvad har de så tilbage? Ja, ikke synderligt meget. Et godt drive, et rimeligt flair for sangskrivning, nogle jokes der er udmærkede uden at være vanvittigt ophidsende og lidt charme ved at have eksisteret siden midtfirserne med omtrent samme lyd og ide. Altså ganske middelmådigt.