Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

The Dillinger Escape Plan - ”Miss Machine: The DVD”

Populær
Updated

Dillinger Escape Plan DVD

Titel
Miss Machine: The DVD
Label
Distributør
Karakter
3

I kølvandet på den geniale Mastodon-DVD, tidligere på året, ser det innovative metal-label, Relapse, nu deres snit til også at kaste en Dillinger-DVD på gaden. Ja, Dillinger Escape Plan er vel så brutalt som indviklet ”math-metal” bliver nu til dags, og det er ikke et band, man keder sig i selskab med. Men denne DVD lever ikke helt op til forventningerne. DVD’en dækker kun ”Miss Machine”-albummet, og den tour, der fulgte albummet, og netop derfor har det nok knebet med at finde materiale til denen DVD-skive. Først og fremmest får vi de tre promo-videoer, der er lavet i forbindelse med albummet: ”Panasonic Youth”, ”Setting Fire to Sleeping Giants” og ”Unretrofied”. Herudover er der fem live-udgaver af sange fra albummet, og her varierer video- og lydkvaliteten voldsomt. Det ekstramateriale man får, er en fire minutter lang sekvens af presseomtaler af ”Miss Machine”-albummet, men ”der er heldigvis også noget ’behind the scenes’”, tænker man…? Under ”behind the scenes” finder man en “making of Unretrofied-videoen” på 20 minutter, en kort ”making of Miss Machine-albummet”, samt 25 minutters interviews med halvdelen af bandet. De to første features bærer klart præg af at være filmet af en roadie, der synes, det er sjovest at optage bandet, når de slår prutter eller fortæller jokes, og det har det muligvis også været for bandet, men det er dæleme uinteressant og ikke særlig sjovt at kigge på. Nogen ”making of the album”-dokumentar er det i sandhed ikke. Jeg fandt i hvert fald ikke ud af, hvordan Dillinger indspillede ”Miss Machine”. Under interviewene – som selvsagt – er det mest interessante, får man imidlertid et godt indblik i tilblivelsen af det voldsomme og tekniske værk, og er man fan, er det i hvert fald obligatorisk materiale. Trommeslager Chris Pennie, guitarist Ben Weinman og frontbrøler Greg Puciato fører ordet, og det er forholdsvis interessant at lytte på, og tilføjer DVD’en en fornøden værdi. Som det har gjort før fra Relapse, lugter det her lidt af cash-in, så det er med lettelse, at man kan konkludere, at DVD’en sælges til ”special price”. DVDer er dog kun interessant for hardcore-fans.