Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det rod, de efterlod sig

Populær
Updated
Det rod, de efterlod sig

En halvvejs gendannelse af Fugazi er kun delvist forløsende. The Messthetics lyder, som om de hygger sig med at være sammen, som de plejede, og så kan vi andre få lov at høre med over skulderen.

Titel
The Messthetics
Trackliste
Mythomania
Serpent Tongue
Once Upon a Time
Quantum Path
Your Own World
The Inner Ocean
Radiation Fog
Crowds and Power
The Weaver
Karakter
2

Glem Ramones, glem Stooges, glem Black Flag og Dead Kennedys, Refused og At the Drive-In. Glem også Sonic Youth, Nirvana, Smashing Pumpkins: For nogle af os er Fugazi det vigtigste band i grænselandet mellem punk og indie. Muligvis det vigtigste overhovedet. Følelsesladet og politiserende, præcist og legende, avanceret og umiddelbart iørefaldende. 

Eller var: For efter seks skelsættende og konstant fornyende lp’er plus det løse op gennem 90’erne indledte Fugazi ved udgangen af 2002 en pause, som tilsyneladende er definitiv. Udover at stifte familier har de fire medlemmer i mellemtiden spillet i bands, som på hver sin side måde har afspejlet eller videreudviklet elementer af det, de hver især bidrog med til at gøre Fugazi til det, Fugazi var. Bassisten og sangeren Joe Lally har lavet en række prunkløse, afdæmpede soloplader og spillet støjrock med John Frusciante i det undervurderede Ataxia. Det sidste, vi hørte til trommeslageren Brendan Canty, var, at han spillede guitar i den bizart charmerende indie-soul-glamrock-gruppe Deathfix.

I The Messthetics har de to fundet sammen igen, og således har vi en hel halv gendannelse af Fugazi blandt os nu. Det er sådan noget, der godt kunne få en til at sætte forventningerne urealistisk højt og blive grufuldt skuffet, men heldigvis havde vi på forhånd fået taget toppen af dem, da det blev annonceret af trioen, hvis tredje medlem er jazzguitaristen Anthony Pirog, ville være instrumental. For lige så fantastiske Fugazi var, lige så aldeles ligegyldige var de, når de spillede instrumentalt, som de gjorde det på soundtracket til kunst-dokumentarfilmen ‘Instrument’. Er man gammel nok til at have dyrket Fugazi religiøst, er man også gammel nok til at huske, dengang postrock eksploderede, og alt for mange bands benyttede det som en undskyldning for ikke at kunne skrive en rigtig sang. Ikke at der som sådan er noget problem med instrumental rockmusik eller jam sessions, det er bare et fåtal af bands, der har evnen til at gøre det rigtig interessant, og det er sjældent, at det er dem, der har baggrund i indie eller punk, der har den evne.

Skitser
I Fugazi fungerede de instrumentale numre som intermezzi, hvor man lige kunne trække vejret, inden man blev suget ind igen. I The Messthetics er de det eneste, der er, og derfor kommer den selvbetitlede debutplade uvægerligt til at føles som netop det: et intermezzo. Bevares, det er rart og velkendt at høre Brendan Canty og Joe Lally lægge en god bund igen. Det er fint, at Canty får masser af plads at udbrede sig på, for han er temmelig uovertruffen til at fylde det ud med skæve rytmer og sjove detaljer. Der er heller ikke meget at udsætte på det guitararbejde, Anthony Pirog lægger henover det, selvom det måske nok fylder vel meget i forhold til, hvad det reelt bidrager med. Men singleforløberen ‘Serpent Tongue’ er et glimrende eksempel på et nummer, der har noget, der lyder som et riff, der kunne munde ud i en ret god emo-sang med et heftigt riv, men i stedet lader sig nøje med lidt guitarforsiringer og et mellemstykke, inden den går i sig selv igen. Det er ikke meget mere end en skitse, men det er alt, hvad vi får.

I postrockens storhedstid kunne et band som Trans Am gøre den hardcore-punkede instrumentalrock interessant ved at tilføje den fuldstændigt over-the-top stadionrock-attitude. Den slags føler The Messthetics sig for gode til. Som på Joe Lallys soloplader er udtrykket grundlæggende afdæmpet og tilbageholdt, selv når de larmer, men hvor han normalt bruger det til at skabe spænding, bruges det i The Messthetics mest til at give plads til, at noget kan ske i det rum, musikken skaber. De har bare glemt at skrive det, der skulle ske, ind. Så der er sange som ‘Quantum Path’ eller ‘Crowds and Power’, der lægger hårdt ud med masser af fremdrift, men bare ikke rigtig bruger det til særlig meget andet end et afsæt til at vise, hvad medlemmerne kan. 

Eller har kunnet. For der er masser på pladen, der lyder af den glorværdige fortid. Der er stop-start-mekanik, der er atmosfæriske breakdowns, der er intens opbygning. Et kort interlude som ‘Your Own World’ skaber en vibe, der minder om Slint eller Slint-guitaristen David Pajos instrumentale soloprojekt Papa M, men så stopper det igen, så trioen kan forsøge sig videre i den stille ‘The Inner Ocean’. Det kommer bare ikke rigtig nogen vegne. Og så prøver de noget andet i stedet.

‘The Messthetics’ er ikke nogen dårlig plade som sådan. Den kan fint stå i reolen ved siden af pladerne med Couch og Hirameka Hi-Fi og alle de andre. Når man så tager den frem igen om nogle år, vil det slå en, at den da egentlig er helt OK. Man vil høre den en enkelt gang, tænke, at det her minder lidt om Fugazi, det er meget fedt. Og så vil man stille den tilbage, hvor den kan samle støv.