Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Thrashprog via sci fi-skyerne

Populær
Updated
Thrashprog via sci fi-skyerne

I mere end 30 år har Voivod været med til at skubbe metalgenren ind i ingenmandsland og gør det fortsat på deres seneste ep. At de ikke længere selv formår at rykke sig alverden gør derfor egentlig ikke så meget.

Kunstner
Titel
Post Society
Dato
26-02-2016
Trackliste
1. Post Society 6:17
2. Forever Mountain 5:12
3. Fall 6:42
4. We Are Connected 7:26
5. Silver Machine 4:48
Karakter
3

Med forsanger "Snake" og trommeslager "Away" stadig ved roret har canadiske Voivod for længst passeret deres 30-årsjubilæum som fornyere af metalmusikken. I et mix af progressiv metal og thrash kombineret med små hints af speed samt en detaljeret ekvilibrisme, man ofte forbinder mest med jazzmusikken, er der kun meget, meget få bands, der har en lyd mere distinkt end Voivod. Af sandsynligvis samme grund er de bandet, der er hudløst elsket i undergrunden, men som stadig har i vente at brage sådan rigtigt igennem til mange flere metalhoveder. Er Voivod bandnavnet, man i tide og utide er stødt ind i uden at få dem tjekket ud, er bandets nye ep, ’Post Society’, et oplagt sted at starte. For fans er den obligatorisk.

Små nye forandringer

Voivod var i slutningen af sidste år på besøg i Danmark, hvor de i november headlinede årets Aalborg Metal Festival. Det var til denne koncert, de introducerede deres seneste bassist, "Rocky", eller Dominique Laroche, som er hans fødselsnavn, for et dansk publikum, og han er også med på ’Post Society’. Bandets oprindelige bassist, "Blacky", var efter 17 års fravær ellers vendt tilbage til truppen igen i tilbage i 2009 og nåede således også at besøge Danmark med bandet, da de i 2012 gæstede Loppen.  Bandets interne stridigheder kan de dog angiveligt ikke slippe, hvorfor Blacky har valgt at fokusere på sit nye musikprojekt, Landscape of Emergency.

Hos Voivod begynder man imidlertid efterhånden at fornemme de nyere musikere, bandet de senere år har fået med i den futuristiske fold. Hvor den nyere guitarist "Chewy" aka Daniel Mongrain på sin første studieplade med bandet, det forrige udspil ’Target Earth’ (2013), oplagt og forståeligt gik den afdøde, evigt legendariske "Piggy" i bedene i sit guitarspil, er det, som om han på ’Post Society’ har fået mod på også at være en smule mere selvstændig. Hvorfor være selvstændig, når man kan gå Piggy i bedene?, kunne man så selvfølgelig oplagt spørge. Og point taken. Men der er nu alligevel noget opløftende over at opleve et rutineret, ikonisk band turde være andet en 1:1 kopi af tidligere tiders overlegenhed.

Voivod har lortet under kontrol

Tag eksempelvis det pulserende riff, der placerer sig som en æggende understrøm på åbnings- og titelnummeret. Når en understrøm som denne sættes op imod bro og vers, der begge går i kroppen som en fælles eksorcistisk feberudladning af den absolut sundere slags, så er det, man ved, Voivod stadig har styr på lortet. At bandet bevæger sig ud af prognavigerende afveje, i takt med at nummeret tager til, bliver det ikke ringere af. Især den elegante, nedbarberede tørhed, der er over de sidste to minutter, er direkte ypperligt. Nummeret er ep’en bedste.

Dermed ikke sagt, at det går direkte ned ad bakke derfra. ’Forever Mountain’ har muligvis ikke samme kropslighed over sig, men er i stedet rig på metallisk jazzguitar og epikgakket volumen. Det kunne måske havde klædt nummeret at være et minut kortere, but so be it. ’Fall’ dukker efterfølgende momentvist op som noget nær det nærmeste, bandet i længere tid har været på at skrive en ballade. En ballade with a twist forstås, thi bandets signaturstærke musikalske kropslighed vender her tilbage. Men der er altså tidspunkter under begyndelsen af nummeret, hvor man associerer til amerikansk indierock fra de tidlige 90’ere.

Genkendelig afslutning

Udgivelsens næstsidste nummer, ’We Are Connected’, synes at være den skæring på ep’en med mest original sci fi-agtig apokalypse på tapetet , og fans vil genkende det fra den 7”-split, Voivod sidste år udgav med At the Gates, hvorpå det også figurerede. Især de sidste tre minutter, hvor Snakes hæse, kuldeskærende vokal for en stund går i progressiv metal-hip hop-mode tilføjet en skæv, eksperimenterende rytmik fra Chewys spade, går på dette nummer op i en højere enhed. Herefter sluttes udgivelsens halv time lange sci fi-progbal så af med ikke blot at gå op i en højere enhed, men ved blæse gennem luftrummet og kigge på skyerne fra en sølvmaskine! Coveret af Hawkwinds klassiker, der i ’72 blev indspillet med Lemmy på vokal, præ-Motörhead, slutter pladen opløftende af. Nummeret er selvfølgelig tro mod den originale version, men tilføjer et festligt skær af boogie, der gør sig godt. Lemmy og Voivod forever!