Make deathcore great again!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/de/14/08/Thyart-51-1505472724.jpg
15. September 2017    

Thy Art Is Murder forsætter med at gøre, hvad de er bedst til: at spille potent deathcore.

Titel
Dear Desolation
Trackliste
Slaves Beyond Death
The Son of Misery
Puppet Master
Dear Desolation
Death Dealer
Man Is the Enemy
The Skin of the Serpent
Firet In the Sky
Into Chaos We Climb
The Final Curtain
Karakter
4

Australske Thy Art Is Murder har fået en del opmærksomhed de seneste år. I starten af 2016 forlod forsanger Chris McMahon bandet, officielt for at fokusere på sin familie, men flere udtalelser pegede i retning af økonomiske problemer. For McMahon personligt og kvintetten generelt. Bandet blev endnu et af mange, der proklamerede, at man ikke kan leve af at spille musik. At det samtidig viste sig, at australierne brugte voldsomt mange penge på unødvendige goder, fik det hele til at klinge hult. McMahon fandt sammen med resten af bandet i starten af 2017, lige i tide til endnu en tur i mediemøllen.

I forbindelse med Suicides Silence’ udgivelse af deres forfærdelige selvbetitlede 5. studiealbum udtalte forsanger Hernan Hermida, at hvis andre bands fulgte Thy Art Is Murder eksempel og undlod at udvikle sig, men i stedet forsøgte at redde deathcoren ved at skrive den samme sang igen og igen, ville genren med sikkerhed dø. Thy Art Is Murder svarede igen ved at lancere deres ”Make Deathcore great again”-merch-kampagne. Det blev desværre aldrig til en rigtig beef mellem de to bands, da Suicide Silences plade som bekendt var et kæmpe flop.

Efter de to episoder efterlades man med to spørgsmål; Er det blevet rentabelt for Thy Art Is Murder at spille deathcore, og formår kvintetten vitterligt at ”make deathcore great again”? Alt andet lige hersker der ingen tvivl om, at genren er på retur, og det australske band er sandsynligvis det eneste af de store, seriøse deathcore-bands, der ikke i større eller mindre grad har brudt med den klassiske deathcore.

Kvintettens fjerde album er essensen af deathcore og generelt noget af det bedste, der har leveret. Bandets forrige album, den majestætiske 'Holy War’, var en magtdemonstration i konsekvent og velkomponeret deathcore. ’Dear Desolation’ er på mange måder et skridt videre i samme retning. Alt er blevet mere stramt, men også mere komplekst, ondere og tungere.

Fra første riff tordner bandet derudad. Aggressiviteten er tydelig, effektiviseret gennem tunge breakdowns, insisterende trommespil og McMahons brutale vokalføring. ’Slaves Beyond Death’ er et stærkt åbningsnummer, skabt til at sætte gang i enhver pit. Samme høje energiniveau er at finde på ’Puppet Master’. Selvom der lånes kraftigt fra Lamb of Gods ’Redneck’, er nummeret et af de stærkeste, australierne nogensinde har skrevet. ’Man Is the Enemy’ og ’The Skin of the Serpent’ er ligeledes særdeles vellykket deathcore, som man efterhånden forventer af Thy Art Is Murder. Generelt holder ’Dear Desolation’ et højt niveau, men overordnet må man også give Hernan Hermida ret i at Thy Art Is Murder har for vane at skrive det samme nummer igen og igen.

Det er småt med overraskelser. De tunge, langsomme og dystre mellemstykker på ’Death Dealer’ og ’Fire in the Sky’ er dog undtagelser. De giver numrene en eminent kant, men i vanlig stil finder kvintetten tilbage til grundformen og kernen af deathcore. Det er en mindre skønhedsplet, men det ville have klædt et af numrene, at de dystre følelser og den tunge, depressive lyd havde fået lov at fylde lydbilledet hele nummeret igennem. Kvintetten ville sagtens kunne bære et langsomt, tungt og ubehageligt nummer uden nødvendigvis at krydre med blastbeats og breakdowns.

’Dear Desolation’ er ikke den nye ’Master of Puppets’, og Thy Art Is Murder må sandsynlgivis indstille sig på færre goder, når de er på tour, og måske endda et job ved siden af livet som musiker. En virkelighed, der er en realitet for langt de fleste bands. Men bandets 4. udgivelse er nærmest definitionen af god deathcore, og den type udgivelser har der ikke været mange af i år, så mon ikke kvintetten nok skal tjene lidt penge. Det kan diskuteres, om australierne formår at ”make deathcore great again”. Inden for rammerne af genren gør de et ihærdigt stykke arbejde, men alt andet lige savnes nytænkning.
 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her