Tigeren bider fra sig
Populær
Den britiske supergruppe Good Tiger imponerer på deres debut, hvis forcer består i lige dele bombastisk, snørklet prog-guitarlir og smukt og intenst vokalarbejde.
Snake Oil
Enjoy The Rain
I Paint What I See
Aspirations
Latchkey Kids
All Her Own Teeth
Understanding Silence
'67 Pontiac Firebird
Supergrupper. Der skal efterhånden ikke meget til, før et band får den positive titel. Det vrimler med supergrupper inden for alle genrer. Men det er også en gavmild titel. Det kræver efterhånden ikke meget mere, end at man som musiker har forladt eller er blevet fyret fra et andet band, finder nogle andre med samme skæbne og danner et band. Et voilà, en ny supergruppe har set dagens lys. Good Tiger er endnu et bud. Et kvalificeret bud. Grundstammen i bandet er det hedengangne britiske band The Safety Fire, repræsenteret ved Derya Nagle og Joaquin Ardiles. De to prominente guitar-ekvilibrister har slået pjalterne sammen med forsanger Elliot Coleman (tidligere Tesseract), trommeslager Alex Rûdinger (tidligere The Faceless) og bassist Morgan Sinclair. Et kompetent ensemble, hvilket deres fuldlængdedebut afspejler.
Ikke kun supergrupper, men også crowfunding er et fænomen, der finder mere og mere plads i musikindustrien. 'A Head Full of Moonlight' er finansieret via crowfunding. Med andre ord var der allerede stor interesse for bandet før albumdebuten. At Nagle og Ardiles igen komponerer sammen er et godt salgsargument for enhver med prog-rock/metal-interesser. Man kunne dog frygte, at det ville medføre, at Good Tiger ville være The Safety Fire version 2.0, men det er heldigvis ikke sagen. Der er naturligvis ligheder, men især Colemans vokalarbejde sikrer, at Good Tiger fremstår nyt og anderledes. Når det er sagt, er det ikke svært at høre Nagle og Ardiles' signaturguitarer. Det er sammen med vokalarbejdet en strømlinet rød tråd, der fremstår markant i lydbilledet igennem samtlige ni numre. Lige fra det minimalistiske og snørklede til de bragende og bombastiske flader. Sammenholdt med Colemans melodiøse fraseringer, der går fra high-pitch og direkte over i dybe brøl, har bandet formået at skabe en interessant og insisterende lyd.
Pladens første nummer, ’Where Are the Birds’, indfanger glimrende denne lyd og giver et godt indtryk af, hvad der er i vente. Den efterfølgende ’Snake Oil’ er sammen med ’All Her Own Teeth’ blandt pladens bedste numre og skæringer, hvor Colemans dybe brøl for alvor har sin effekt. Generelt set er ’A Head Full of Moonlight’ fyldt med godt materiale og masser af mindeværdige elementer, der skaber en langtidsholdbar plade. Lige fra den eksplosive og nakkevridende indledning og vers på ’’67 Pontiac Firebird’, til den smukke skønsang og vokalharmonierne på ’Understanding Silence’. Konstellationens debut er en plade fyldt med kontraster og variation. Hertil er ’A Head Full of Moonlight komponeret på højt niveau, hvor det kun er enkelte skæringer, der ikke holder samme niveau som resten. ’Aspirations’ og ’Latchkey Kids’ er fine numre, men er samtidig henholdsvis et sært ophold og langsomt islæt på en ellers livlig og sprælsk plade. Modsat ’Understanding Silence’ formår kvintetten ikke at fremhæve det smukke og melodiøse, hvorved numrene i stedet fremstår en smule kedelige og intetsigende i forhold til resten af pladen. Disse er alene med til at trække pladens samlede udtryk lidt ned.
Ikke desto mindre er ’A Head Full of Moonlight’ en succesfuld debutudgivelse. Kvartetten lever op til betegnelsen som en supergruppe, og de, der donerede penge til projektet, kan være tilfredse. Det eneste, man reelt kunne ønske sig af pladen, er, at der var mere.