Tilbage til solide rødder
Populær
Alice In Chains er tilbage med et godt rockalbum, der dog mangler det dybfølte.
2. Check My Brain
3. Last of My Kind
4. Your Decision
5. A Looking in View
6. When the Sun Rose Again
7. Acid Bubble
8. Lesson Learned
9. Take Her Out
10. Black Gives Way to Blue
Man skal ikke mange sekunder ind i åbningsnummeret, ”All Secrets Known”, før den magiske mørke Alice In Chains-rockånd træder ind og viser sin kendte signatur. Det kun fjerde studiealbum fra den legendariske Seattle-gruppe, ”Black Gives Way To Blue”, skider på de forbigangne år og på de forskellige rockkonventioner, som det sidste halvanden årti har bragt med sig.
Faktisk er Alice In Chains så helt og aldeles ligeglad med at være rock-moderigtige, at det til tider kan være svært at høre, hvorvidt der nu også er gået fjorten år og ikke blot fire, siden det selvbetitlede tredjealbum udkom i ’95.
Men de mellemliggende år til trods, så formår Alice In Chains stadig at levere en unik musikalsk vare, som kun de kan skære den. Og den varedeklaration, de disker op med, er en, der i den grad har været savnet. Det får man allerede stadfæstet, under de første skæringer på ”Black Gives Way To Blue”: Førnævntes misantropiske åbning med en foruroligende svævende vokal fra guitarist og sanger Jerry Cantrell, den ledt-riff’ede ”Check My Brain” og ikke mindst ”Last of My Kind”, som både har et satans bidsk gennemgående breakdown, samtidig med at den viser, at vokal nykommer, William Duvall, harmonerer fint uden at være prangende med ånden fra AIC. Sådan skriver man evigtgyldigt rock og rul!
Det, der dog også gav indlevelsen dybde på de gamle AIC-udspil med Staley, var musikkens link mellem kunst og liv. Sangene var ofte vædet i personlige erfaringer og efterfølgende erkendelser, som man skal lede længe efter i rockens katalog, hvis man har forhåbninger om at finde en lige så vedkommende kunstnerisk balance mellem det private og det personlige. Og denne dybfølte kontakt fra 90’erne finder man ikke på ”Black Gives Way To Blue”. På trods af at balladen, ”Your Decision”, beser ”Down In A Hole” i sømmene, kommer den eksempelvis aldrig i nærheden af ”Dirt”-hymnens niveau.
Der er langt op til det niveau, der blev lagt for dagen i 90’erne, men Alice In Chains anno 2009 er heldigvis langt fra færdige. ”Black Gives Way To Blue” viser rocksolidt håndværk og imponerende sangskrivning, der forhåbentlig kan føre mere med sig end blot denne ene plade. Denne plade skal selvfølgelig være i enhver rockinteresseredes pladesamling.