Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Titlen holder hvad den lover...

Populær
Updated
Titlen holder hvad den lover...

Rob Zombie udgiver efter 12 år en toer, som ligger fuldstændig i forlængelse af forgængeren.

Kunstner
Titel
Hellbilly Deluxe 2: Noble Jackals, Penny Dreadfuls and the Systematic Dehumanization of Cool
Dato
02-02-2010
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
3

Rob Zombie er lidt af en institution inden for metalkulturen, da han ud over at være kendt som musiker og stifter af salig White Zombie, også er filminstruktør, -producer, animator osv.

I '98 gik han som musiker solo med udgivelsen af ”Hellbilly Deluxe 1”, og nærværende udgivelse er opfølgeren til denne. Tolv år er der gået siden første udspil, men derimellem har der dog været to udgivelser, nemlig ”Sinister Urge” (2001) og ”Educated Horses” (2006). Ingen har dog gjort noget særligt væsen af sig.

Vær ganske rolig i forvisningen om, at der intet er sket siden '98, for ”Hellbilly Deluxe 2” er ganske som 1'eren. Det er den samme groovede hr. Zombie som man kender fra dengang, der går igen på denne plade. Formlen er enkel: en række filmiske voiceeffekter i starten, der leder hen til et enkelt nummer med et nærmest countryrockende riff, som kun bliver reddet ombord på metalgalejen pga. forvrængningen, samt en smule tons i ny og næ, garneret med Zombies meget ensartede måde at synge på, samt hans forkærlighed for ordet ”motherfucker”.

Albummet kan for det uvenlige øre virke monotont, men køber man Rob Zombies tegneseriezombieprojekt, er det faktisk en ok plade, for de bedste numre er ganske stemningsfulde grænsende til det storladne. Det er især numre som &feature=related" target="_blank">”Jesus Frankenstein” og " target="_blank">”Virgin Witch” som  skal nævnes i denne forbindelse. Resten af pladen går fra det middelmådige til det egentlig kedelige, men egentlig forfærdeligt bliver det nu aldrig.

Man kan vælge at se det som en bedrift i sig selv at lave en opfølger efter 12 år, for det kræver alligevel sin stivnakke, ikke at lade sig påvirke af metallens udvikling overhovedet i den lange tid, der er gået. ”Hellbilly Deluxe 2” bliver dog ikke en plade, der bliver årets-nogetsomhelst, for dertil den er hverken fortræffelige eller forfærdelig.