At være eller ikke være medlem af bandet? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/69/81/32/-46-1433704385.jpg
07. Juni 2015    

Art of Anarchy er efter presseomtalen at dømme en ny supergruppe. Det forvirrer dog lidt, at bandets mest kendte stjerne benægter at være medlem.

Titel
Art of Anarchy
Trackliste
1 Black Rain 00:00:45
2 Small Batch Whiskey 00:04:46
3 Time Everytime 00:04:19
4 Get On Down 00:04:05
5 Grand Applause 00:04:46
6 Til The Dust Is Gone 00:05:14
7 Death Of It 00:04:12
8 Superstar 00:04:11
9 Aqualung 00:04:05
10 Long Ago 00:03:52
11 The Drift 00:05:09
Karakter
3

På Art of Anarchys debutalbum af sammen navn deltager følgende musikere: Bumblefoot (Guns N’ Roses) – guitar, John Moyer (Disturbed) – bas, Jon Votta – guitar, Vince Votta – trommer og ikke mindst Scott Weiland (Stone Temple Pilots og Velvet Revolver) på sang.

Bandet blev dannet med pomp og pragt i 2014 under betegnelsen supergruppe. Ikke desto mindre mener Scott Weiland ikke, at han er med i bandet. Han er bare blevet betalt for at skrive nogle tekster og synge nogle sange. Der er så godt nok også indspillet en video og taget ”bandfotos”, men det har åbenbart ikke fået en klokke til at ringe hos Weiland.

På baggrund af Scott Weilands udtalelser er det lidt underligt, at pressematerialet i forbindelse med udgivelsen af debutalbummet meddeler, at Art of Anarchy bliver det største band i 2015 med den ikoniske Scott Weiland i front. Måske bliver det så ved ingenting, eller måske finder bandet en ny sanger eller...? Men under alle omstændigheder, så er albummet her, og det er slet ikke så tosset.

Stilen er hard rock af den svulstige type, der vil gøre sig godt på de store scener. Scott Weilands vokal giver godt nok musikken et lille skvulp fra grungetiden, men alt i alt er vi mere ovre i US-stadionrock med såvel gang i den som svulstige ballader.

Klassisk hard rock med lidt nyt

Efter en minutlang intro, ’Black Rain’, med – ja, regn og spansk guitar, sætter første sang ’Small Batch Whiskey’ i gang med et tungt riff og typisk Scott Weiland-vokal på den lidt staccatoagtige måde. Det er ikke dårligt om end ikke særligt ophidsende godt.

Næste sang, ’Time Everytime’, er mere overraskende, idet den indeholder et omkvæd, der kører præcis som ’Heaven on Fire’ med Kiss. Sangen som sådan er en lille, tilbageholdt, tung sag, der først sparker i omkvædet. Men den er en lille ørehænger.

Efter en ballade i form af ’Get on Down’ bliver der skruet op for rocken i ’Grand Applause’. Riffet i sangen er klassisk hard rock, der går helt tilbage til både Led Zeppelin og southern rock-genren. Men inden vi kommer til soloen, tager musikken en lille drejning frem i tiden til noget mere groovy. Det er ganske vellykket.

Første video

’Til the Dust is Gone’ er første videoudspil fra albummet. Sangen har et fint ildevarslende skifte mellem det akustiske og metalliske. Det er en semiballade, der godt ville have kunnet sælge stakkevis af singler for 20 år siden.

">

Der er mange fine små ting på ’Art of Anarchy’. Man kunne dog godt ønske sig, at bandet lidt oftere helt gav lods og satte hårdt fra land. Der mangler lidt anarki i sangene. Det er for sjældent, at der rigtig bliver fyret af på de tunge batterier.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her