Tronranere Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/3f/be/37/Kreator-Gods-of-Violence-73-1484923524.jpg
20. Januar 2017    

Ikke et øje er tørt, når Kreator spiller op til fællessang med alle de rigtige holdninger serveret som T-shirt-slogans. Men deres position på toppen af thrashen vidner også om, hvor sløj konkurrencen er.

Kunstner
Titel
Gods of Violence
Dato
27-01-2017
Genre
Trackliste
Apocalypticon
World War Now
Satan Is Real
Totalitarian Terror
Gods of Violence
Army of Storms
Hail to the Hordes
Lion with Eagle Wings
Fallen Brother
Side by Side
Death Becomes My Light
Karakter
3

Der er en scene i den norske tv-serie ‘Skam’, hvor Isak langt om længe tager mod til sig til at springe ud over for sin bedste ven, og vennen reagerer helt afslappet og naturligt. Der er intet chokerende ved det for ham, ingen frygt for, hvad det betyder for deres venskab, ingen nyfigenhed. Det er sigende for, hvordan ikke mindst den yngre generation i dag heldigvis har et afslappet forhold til homoseksualitet, og det slår selvfølgelig også igennem på metalscenen. Her har det ikke skabt furore, at Kreator på ‘Gods of Violence’ har en slagsang mod homofobi, og at det i interviews nævnes, at Mille Petrozza har tilbragt natten forinden på homobarer. Det er simpelthen ikke på samme måde et issue længere, som det var det, da Rob Halford i sin tid sprang ud, og en samlet metalscene tog sig til hovedet i undren over, at den aldrig havde forbundet prikkerne og regnet dén ud.

‘Side by Side’ er en sympatisk sang med et tolerant budskab, som selv de mest tykhovedede kan støtte, der er intet kontroversielt i det, allerhøjst er det lige lovlig bombastisk afleveret. Og i 2017 er det et overordnet problem for Kreator: lige så svært det er at være uenig med de grundlæggende humanistiske og anti-totalitære holdninger, Mille Petrozza bringer til torvs, er det ikke at krympe sig over de klichéer, de bliver leveret med. “Side by side / Through eternity and beyond” lyder det i omkvædet, i en anden sang “Stronger than fear, stronger than hate, stronger than love / We are one: Hail to the hordes.” I gamle Kreator-slagsange som ‘Riot of Violence’ og ‘Extreme Aggression’ blev der efterladt plads til et øjebliks tvivl om, hvorvidt sangene faktisk var voldsforherligende snarere end samfundskritiske. Den tvetydighed er der ikke plads til i Kreator i dag, de er urokkeligt overbeviste om den uimodsigelige sandhed i deres egne budskaber.

I samråd med markedsføringsafdelingen
Det er så endda, hvad det er, for det er alligevel sjældent, man ligefrem hører metal for de dybsindige tekster. Men på ‘Gods of Violence’ bliver de mange slogans trættende, fordi den dybereliggende pointe med dem synes så åbenlys. Man kan næsten høre, hvordan de er skrevet i samråd med markedsføringsafdelingen: Åbningsnummeret ‘World War Now’ og singleforløberen ‘Satan Is Real’ synes først og fremmest skabt til at blive trykt som iøjnefaldende slogans på ryggen af hver deres T-shirt til salg ovre i merchandiseboden efter koncerten. Og en sang som den ovenfor citerede ‘Hail to the Hordes’ tigger om at blive dedikeret til de horder, der trænger sig sammen foran hovedscenerne på sommerens metalfestivaller. Vi er horden, vi står sammen allesammen, løft jeres fadøl i vejret og lad det skvulpe ud dem omkring jer som en metaldåb. Som en devilutionist skrev på redaktionsmailen, så er det trist, at nerven i Kreator “skal ødelægges af bandets lyst til at spille op til fællessang på Wacken.”

Jeg under virkelig Kreator det sene gennembrud til det bredere metalpublikum, de fik med forgængeren ‘Phantom Antichrist’, men det er begrædeligt, at det skal ske på bekostning af den thrash, som Kreator i firserne excellerede i på en stribe uomgængelige plader. Ikke mindst fordi bandet efter at have været i identitetskrise op igennem halvfemserne, ligesom alle de andre store thrash-orkestre, faktisk ved indgangen til nullerne fandt tilbage til essensen af Kreator på ‘Violent Revolution’ og de to efterfølgende plader. Den succes, Kreator oplever nu, skyldes i høj grad manglen på thrash-bands af samme format som dem: Hvor de fleste af deres samtidige i dag er tilfredse med at levere nostalgi på klubscenerne – Death Angel, Testament, Exodus, Overkill, Sodom, Destruction spiller alle sikre shows og laver halvgode plader – og de helt store fra scenen – Metallica, Slayer, Anthrax, Megadeth – uinspireret og temmelig krampagtigt holder maskineriet i gang år ud og år ind, har Kreator genopfundet sig selv og fundet en formel, der også tiltaler det ombejlede yngre publikum. Kreator er ikke bare nogen, der engang var seje, de er aldeles vitale, og de er ikke blevet tykke og trætte som deres jævnaldrende. Der er store omkvæd, fængende melodier og nok thrash til at tilfredsstille puritanerne; tilsæt ild, øl og en skov af knyttede næver, der synkront støder mod himlen, og den perfekte sommeraften er sikret.

En arrig rød tråd
‘Gods of Violence’ er på ingen måde en dårlig plade. Den er stramt eksekveret og velkomponeret, selvom formlen bliver lidt for tydelig på nogle sange – det er ikke kun teksterne, der minder om hinanden i ‘Hail to the Hordes’ og ‘Side by Side’, som i opbygning er næsten identiske – og går der lige lovlig meget power metal i den for min smag flere steder – ‘Lion With Eagle Wings’ og den afsluttende ‘Death Becomes My Light’ er grelle eksempler herpå – virker Kreator stadig så indædt arrige på verden som nogensinde. Jeg kan sagtens forstå, at den seksårige derhjemme med det samme var helt hooked på pladen, da jeg første gang spillede den i hjemmet, for musikken er voldsomt appellerende og meget nem at lade sig rive med af. At Jens Bogren har fået Mille Petrozza til at betone sin tyske udtale ekstra på pladen er godt hørt af den svenske producer, fordi det sammen med hans karakteristiske snerren er med til at give bandet et særkende og giver lejlighed til herligt autentisk metalengelsk i linjer som “Resistance shall now rise / When freedom has died.” Det er sådan, vi vil have Kreator til at lyde.

Men når de så i ‘Army of Storms’ med linjen “Tornadoes and hailstorms will not hold us back” referer til broen i ‘When the Sun Burns Red’ fra Kreators sidste virkeligt gode plade, den 27 år gamle ‘Coma of Souls’, er effekten bare ikke så meget at skabe en rød tråd som at få en til savne dengang, hvor Kreator stadig var noget af det vildeste i verden. Dengang kunne de også skrive ørehængere, som demonstreret i ‘People of the Lie’ og ‘Material Word Paranoia’, og de følte endnu ikke trang til at overdrive det unødigt for at nå et større publikum. På ‘Gods of Violence’ er de anfægtelser for længst forduftet ved synet af en tom trone inden for rækkevidde på toppen af thrashens tinder.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her