Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ubegribeligt godt!

Populær
Updated
Ubegribeligt godt!

I princippet er det en umulighed, men de første lyt mere end antyder, at Mastodon har overgået mesterværket 'Crack the Skye'.

Kunstner
Titel
The Hunter
Dato
26-09-2011
Distributør
Trackliste
Black Tongue
Curl Of The Burl
Blasteroid
Stargasm
Octopus Has No Friends
All The Heavy Lifting
The Hunter
Dry Bone Valley
Thickening
Creature Lives
Spectrelight
Bedazzled Fingernails
The Sparrow
Forfatter
Karakter
666

Mastodons fabelagtige udgivelse 'Crack the Skye' er kun knap tre år gammel, men står allerede som et mesterværk, der burde være umulig at følge tilfredsstillende op på. Også selvom man i den grad har talent såvel som fingre skruet ordentligt på.

Forgængeren til 'The Hunter' var en helt igennem smuk og brutal plade med et mesterligt miks af store melodier, voldsomme riffs og ikke mindst et væld af stemningsskift og intenst bulder og brag. Men også et skridt væk fra det rendyrkede metalliske i retning mod et stærkt progressivt udtryk.

Og 'The Hunter' er i den sammenhæng den naturlige opfølger. Igen med mindre heavy og flere rockede tendenser, og det kan selvfølgelig skræmme nogle væk, men for enhver der har nydt Mastodons tidligere eskapader, vil der også være noget at glæde sig over – blandt andet at et af nøgleordene "intenst" stadig står stærkt i lydbilledet.

Stærke kendetegn og nye stormskridt


Et af Mastodons vigtigste elementer er trommemonsteret Brann Dailor, der leverer hver en rundgang, som var han truet på livet til at gøre det, og netop dette væld af skindtæveri trækker på mange måder en tråd tilbage til tidligere udgivelser. Men selvfølgelig sker det ikke uden vrede guitarvriderier, og på dette punkt er der muligvis skruet ned for voldsomheden, men ikke på bekostningen af hverken ekvilibrisme, tæthed eller for den sags skyld den lige så vigtige melodi.

En anden udvikling som styrker kvartetten er, at de efterhånden synger mere end fornuftigt, hvilket ellers har været akilleshælen for bandet. Den tid lader til at være forbi, og man skal ikke længere vænne sig til en speciel brug af vokal, og enkle stunders mangel på gennemslagskraft og ikke mindst saft i stemmen. Det har altid været et varemærke, at alle tog del i vokalarbejdet, og på 'The Hunter' er det altså også blevet en spidskompetence.

Vældet af mesterværker


Dog er det stadig sangskrivningen som har været Mastodons største force, og man forbløffes over, at bandet har femte udgivelse stadig formår at udvikle denne side og skrive så varieret, men stadig sammenhængende - hvor indledningen 'Black Tongue' lægger sig meget op af sangene fra forrige udgivelse, er 'Creature Lives' en smuk og melankolsk sag, der formår at være afdæmpet og dyster på samme tid.

På sange som 'Blasteroid' og 'Octopus Has No Friends' står det melodiske guitarriff derimod stærkt, og rocktendenserne slår igennem, når den det virkeligt skal være ondt, så går Mastodon heller ikke af vejen for at finde tilbage til oprindelsen i 'Spectrelight's mylder af vrede.

Og opremsningen kunne fortsætte til kedeligheden indtraf, så derfor sniger konklusionen sig ind i sidste øjeblik: Allerede ved første lyt viser 'The Hunter' sig som fænomenalt skrevet og spillet, og den smukt varierede skive lader til under tidens indflydelse at vokse mod mammutstørrelse.