Ud til navlen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f6/c6/a5/rising-oceans-19-1462212967.jpg
02. Maj 2016    

Efter en komplet omgruppering kommer Rising tættere på at lyde som sig selv, end de hidtil har gjort. Desværre mister de modet og troen på egne evner et sted i processen.

Kunstner
Titel
Oceans Into Their Graves
Genre
Trackliste
All Dirt
Burn Me Black
Old Jealousy
Blood Moon
The Anger
Coward Heart
Death of a Giant
Killers of the Mind
Waste Deep
The Night
Karakter
2

Det sjove ved Rising er, at det altid har været en flok indiefyre, der spillede metal. Altså den slags indiefyre, der var headbangere som teenagere, indtil de blev følsomme unge mænd, der hørte indie og var enormt seriøse, og som voksne så har erkendt, at det der metal faktisk alligevel ikke var så tosset endda. Det får det lidt til at lyde, som om de er opportunister, som om metal er sådan et sted at søge tilflugt, når ens skinny jeans er begyndt at stramme om mavsen, og der er kommet grå stænk i det lange pandehår. 

Det er ikke fair mod hverken Rising eller metal. 

Men med medlemmer fra mathrockerne Marvins Revolt og de indiepoppede Diva og A Kid Hereafter er det påfaldende, hvordan bagmanden Jakob Krogholt har søgt uden for det københavnske metalmiljø, da et nyt Rising skulle sammensættes. Faktisk ligner det mest, at han har taget en tidsmaskine tilbage til midten af 00’erne og har hvervet sine medlemmer i baren til Club Play/Rec. Ligesom de to tidligere medlemmer fra Trust og Lack, der skred efter indspilningen af ‘Abominor’, for den sags skyld.

Det er heller ikke helt fair mod Rising. Der er også en fra grindcore-bandet Sygdom og en fra okkult-doomerne The Hyle med, hvis det skal være.

Og man vil gerne være fair mod Rising, fordi der ligger sådan nogle gode intentioner bag. Debuten ‘To Solemn Ash’ var sådan en plade, man kalder habil, fordi den godt nok måske var lidt upåfaldende og upersonlig i sin tidstypiske sludge, men andet var der egentlig ikke at sætte fingeren på. ‘Abominor’ var en overraskende crust-metallisk opfølger, hvor den hard rock-sensibilitet, man lige akkurat havde kunnet ane på ‘To Solemn Ash’, var blevet ofret i de interne stridigheder, der endte med at splitte bandet efter indspilningerne. Hvilket til gengæld betød, at Krogholt sammen med den originale trommeslager Martin Niemann kunne gå i gang med at sammensætte et nyt band, der kunne tage tråden op fra debuten igen og videreudvikle lyden derfra.

Det er lykkedes på ‘Oceans Into Their Graves’. Hvor vokalen tidligere har været noget af det, der haltede lidt hos Rising, har de med Morten Grønnegaard fået en sanger, der tør bruge hele sit register og ikke skammer sig over at gå over i heltemetallisk skønsang. Det er prisværdigt, og på ‘Killers of the Mind’ er det lige før, man kan overbevise sig selv om, at det lyder lidt som Primordial. Lige før. Ligesom man næsten – næsten – kan høre et ekko af Danzig i den afsluttende ‘The Night’. På den måde slår Rising en fuld cirkel tilbage til Krogholts gamle hard rock-band, The Bondage Corporation, bare igen med en bedre sanger.

Modet svigter
‘Oceans Into Their Graves’ er i høj grad Morten Grønnegaards plade med vokalharmonier, falset og brøl. Han arbejder for det. Men det er også, fordi resten af det, der sker i musikken, ikke er lige så godt til at holde ens opmærksomhed fanget. Singleforløberne ‘All Dirt’ og ‘Old Jealousy’ har schwung og et melodisk overskud, men det er også lidt, som om Rising får fyret næsten alle virkemidlerne af på de to numre, og over store dele af ‘Oceans Into Their Graves’ føles det lidt som at høre Baroness, hvis de ikke var begyndt at spille dårlig pop, sådan som de gjorde efter ‘The Blue Record’, men bare langsomt var degenereret i deres egen lyd. Hør bare en sang som ‘Coward Heart’, hvis omkvæd holder sig på den anstændigt flirtende side af radiopop i modsætning til de rædsler, Baroness selv er begyndt at gøre det i. Eller sammenlign Jacob Bredahls produktion med ‘The Blue Record’: den samme buldren, den samme bas.

Det er jo ikke som sådan dårligt, det bliver bare hurtigt ret ensformigt på trods af rundhåndet doseret guitarhelteri og nok så mange klædelige vokalharmonier. Rent kompositorisk mangler pladen substans: De fleste riff lyder som noget, man har hørt på andre plader i genren, selv idéen med at videreudvikle sludge i en mere klassisk heavy metal-retning har man hørt før. Det er sådan noget, der stadigvæk godt kunne have været reddet, hvis bandet havde haft et kollektivt drive; hvis de havde lydt, som om de virkelig syntes, det her var det fedeste i verden at spille.

Det gør de ikke. 

Jeg tror simpelthen ikke på ‘Oceans Into Their Graves’. Jeg kan se alle sammenføjningerne, kan se, hvordan byggeklodserne egentlig passer fint og logisk sammen, de danner bare ikke en organisk helhed. Og det er næsten, som om jeg kan høre modet svigte den vokal, der ellers er lagt an til at skulle binde det hele sammen og løfte det op til næste niveau. Som om Morten Grønnegård tøver, holder tilbage, heller ikke selv tror på det. Ser det hav, der besynges i ‘Old Jealousy’, og viger tilbage i frygt for ikke at kunne bunde. Og med ham falder resten af bandet tungt på maven. Desværre.

‘Oceans Into Their Graves’ er fuld af gode intentioner, og den er en fornuftig udvikling for Rising. Det er en plade, der overbeviser en om, at der er en fremtid for det hårdt prøvede band. Den er bare ikke realiseret fuldt ud, hverken i komposition eller fremførelse.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her