Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Udbryderne takker af

Populær
Updated
Udbryderne takker af

Foregangsmændene i The Dillinger Escape Plan går ud med et brag på afskedspladen ’Dissociation’. De stopper på toppen, men selv når de ikke har mere at bevise, fornyer de sig fortsat.

Titel
Dissociation
Dato
14-10-2016
Trackliste
1. Limerent Death
2. Symptom of Terminal Illness
3. Wanting Not So Much to as To
4. Fugue
5. Low Feels Blvd
6. Surrogate
7. Honeysuckle
8. Manufacturing Discontent
9. Apologies Not Included
10. Nothing to Forget
11. Dissociation
Forfatter
Karakter
4

The Dillinger Escape Plan siger farvel. 20 år efter bandet blev dannet, og 17 år efter debutalbummet ’Calculating Infinity’ udkom, tager New Jersey-pionererne afsked med dette deres sjette studiealbum. Det udkom tilbage i oktober og har i overensstemmelse med konteksten og albumcoverets motiv af et splintret glas fået den passende titel ’Dissociation’ – adskillelse. Ved udgivelsen fik vi desværre ikke afsat tid til at anmelde det her på sitet, og eftersom bandet i øjeblikket er på en afskedsturné, der snart bringer dem forbi både Odense, Aarhus og København, er det derfor mere end på tide, at vi giver dem et par ord med på vejen.

For på trods af at The Dillinger Escape Plan aldrig rigtigt har været et metalband, er de stadig vigtige i metalregi. Som outsiders fra en anden tradition kom de ind fra sidelinjen i sluthalvfemserne og tilføjede en kurve i metalhistorien, da de sammen med metalliske hardcore-navne som Converge og Norma Jean gravede sig en niche med deres teknisk avancerede og totalsmadrende musik, der kombinerede aggressiv punk og rastløs post-hardcore med metallisk brutalitet. Som et udbryderband, der hverken passede entydigt ind i punkscenen eller metalscenen, blev Dillinger-banden påduttet betegnelsen mathcore, der dog ikke lagde nogen begrænsning på bandets ekskursioner udi vanvittige soniske rytmeangreb, forbandet catchy og popmelodiske omkvæd, fusionsjazzet guitararbejde og elektroniske indflydelser. For The Dillinger Escape Plan var genrer altid en spændetrøje, en begrænsning, noget, der skulle modarbejdes og sprænges i stykker.

Mødet med Dillinger
Da jeg selv i begyndelsen af mine teenageår havde set lyset i metallen, var min indgang til scenen det nu hedengangne nyheds- og anmeldersite Clonemetal, der var samlingspunkt for velskrevne og informative anmeldelser og nok så meget verbal gylle i brugerforummet.

I år 2004 var det især to plader, der udmærkede sig og blev belønnet med topkarakterer hos Clonemetal: Det var Mastodons ’Leviathan’ (selvfølgelig), og så var det The Dillinger Escape Plans ’Miss Machine’. Hvor jeg hurtigt fangede, hvorfor Mastodon hørte til på sitet, var det en anderledes oplevelse allernådigst at låne ’Miss Machine’ på det lokale bibliotek efter at have bidt mærke i hypen og sætte det i ghettoblasteren derhjemme.

For min hjerne, der i den periode lige havde vænnet sig til Slayer og Deicide, fattede på ingen måde, hvad der foregik, så snart 'Panasonic Youth' bragede ud af højttaleren. Det har sandsynligvis ikke været en unik oplevelse, for sådan har de fleste sikkert haft det i deres første måde med gruppens hyperhektiske og yderst febrilske udtryk. Men med tiden har den manglende forståelse udviklet sig til noget andet, som måske ikke helt er forståelse, men i hvert fald er en form for interesse og åbenhed over for bandets lyd og udtryk.

Alternativ musikhistorie
Det velkendte ved det udtryk er som forventet fuldt til stede på ’Dissociation’. Der bliver fortsat hamret flænsende staccatoriff i hvinende tonalt terræn af i hjernesmeltende og synkrone rytmiske angreb, og forsanger Greg Puciato brøler, vrænger og crooner med den versatilitet, som er del af bandets varemærke.

Men det umiddelbart imponerende ved ’Dissociation’ er, at det ikke blot er et sammenkog af det, der har formet bandet og gjort dem anerkendte, men at den også viderefører deres lyd. Afskeden kortlægger ikke bare bandets arv, men bygger videre på den til det allersidste. Og det er i den helt rette ånd.

Forkærligheden for glitchende electronica, som har været mere end antydet på tidligere plader, kommer her til udtryk i IDM/drum’n’bass-nummeret ’Fugue’, hvor især pioneren Aphex Twin træder tydeligt frem som inspiration. Ironisk er det, at nummerets titel henviser til en kompositionsteknik inden for klassisk musik, som nok er mest kendt og udbredt gennem Johann Sebastian Bachs arbejde. Her bliver termen dog på anarkistisk og kontrapunktisk facon appliceret på et stykke musik, der totalt modsætter sig og modarbejder den gældende kompositionstekniks metoder og musikalske forståelse, og det ender derfor med at ligne en yderst alternativ (og måske knap så dybfølt) musikhistorisk lektion.

På ’Low Feels Blvd’ går bandet ud i helt jazzprogget territorium, hvor guitarist Ben Weinman lirer en fusionsjazzet solo af, der underbygges af en hel horn- og strygersektion tilsat et kor af Puciatoer. Det både progressive og helt storladne har aldrig stået så klart i bandets diskografi, og det klæder dem at søge i den retning, når de så tydeligvis har formatet til det.

Strygerne dukker ligeledes op i den medrivende ’Nothing to Forget’ og i særdeleshed på den bemærkelsesværdige albumlukker ’Dissociation’, der er The Dillinger Escape Plan, som man aldrig har hørt dem før. Boomende synths og modificerede computertrommer akkompagnerer Puciato i sin blideste vokalføring, før han over et skævt trommebeat (som spilles af gæsten Zach Hill fra den ligeledes eklektisk smadrende hiphop-trio Death Grips) gentager den muligvis metarefererende linje ”finding a way to die alone”, mens bandet lukker ned i subtil storladenhed.

Vred mand med pladesamling
Det er både flot og følsomt, og overordnet set kommer The Dillinger Escape Plan hele vejen rundt og mere til på ’Dissociation’. Som det humoristisk bliver beskrevet i kommentarfeltet til en relateret video på YouTube, fremstår bandet som en vred mand, der kaster hele sin pladesamling efter lytteren. Det er ikke helt ved siden af, men The Dillinger Escape Plan bærer fortsat eklekticismen ærefuldt som forbilledet Mike Patton og hans virke i Mr. Bungle og Faith No More. De hamrer løs med overskud og versatilitet, og de bevarer en rød tråd i kaos, ligesom de viser, at de selv i opløsningsprocessen fortsat er et band med ambitioner.

Hvad årsagen til bandets exit præcis er, vides ikke. Man kan tro, at den musikalske grænsebrydning er opslidende i længden, og i de senere år har man da også set bandets medlemmer søge andre afløb for de kreative impulser. Greg Puciato udgav for et par år siden et album med supergruppen Killer Be Killed, og Ben Weinman er i øjeblikket aktuel med en anden supergruppe, Giraffe Tongue Orchestra. Måske er den dryppende fjerpen, som vi så illustreret på albumcoveret til den forrige udgivelse, den fremragende ’One of Us Is the Killer’, bare knap så blækholdig mere.

Weinman har udtalt, at de gerne ville stoppe på toppen. Og det gør de her. The Dillinger Escape Plan knuser glasset og går ud med et brag på ’Dissociation’, der er en mere end værdig afsked med en gruppe, der rent faktisk har gjort en forskel.

Hail to you, Dillinger. Vi ses til afskedskoncerten i Pumpehuset næste måned.