Uforløst spænding
Populær
Den nye plade med Morbid Angel har været ventet siden 1997. Men forløsningen udebliver.
2. Too Extreme!
3. Existo Vulgoré
4. Blades for Baal
5. I Am Morbid
6. 10 More Dead
7. Destructos vs. the Earth / Attack
8. Nevermore
9. Beauty Meets Beast
10. Radikult
11. Profundis - Mea Culpa
Morbid Angel er et af de allervigtigste navne indenfor dødsmetal-genren. De var pionerer, da de i maj måned 1989 udsendte 'Altars of Madness'. Og siden da har de chokeret metalverdenen og deres fans hver gang de har smidt en ny plade på gaden. Allerede i '91 da 'Blessed Are the Sick' udkom, var der mange, der rynkede på næsen. For Morbid Angel havde udviklet sig og havde kunstnerisk stukket et spadestik dybere end den normale omgang blastbeat krydret med growl om Satan og Helvede. Såvel tekster som musik var multifacetterede, og specielt det instrumentelle og akustiske pennestrøg på "Blessed..." gjorde, at mange ikke rigtig vidste om Morbid Angel stadig var tro mod dødsmetalgenrens ånd.
Det er de. Og det er de ikke. Morbid Angel går egne veje. Og netop derfor nyder de abnorm anerkendelse og respekt i miljøet. Trey Azagthoth og David Vincent er ikoniske figurer indenfor genren, og den voldsomme kemi imellem disse to modpoler gør, at der ofte skabes noget ganske specielt. Det var tilfældet på de fire første plader. Men så havde de to fået nok af hinanden og forsanger og bassist David Vincent forlod Morbid Angel.
Heldigvis kunne Morbid Angel, ligesom Iron Maiden, byde deres karismatiske forsanger tilbage i folden igen efter en periode med varierende kunstnerisk succes. Oprindeligt skulle David Vincent bare hygge sig med Morbid Angel til nogle koncerter, men sød kemi opstod igen mellem Vincent og hans gamle musikalske sjælefrænde, og her syv år efter at Vincent kom tilbage, står vi nu med "Illud Divinum Insanus". Deres første studieplade siden 2003. Og at vente otte år på nyt materiale fra Morbid Angel er lang tid. Med den oprindelige forsanger tilbage og otte års ventetid var forventningerne høje og spændingen intens.
Hvordan lyder det?
Det er svært at give et kort svar på, så det bliver et længere ét af slagsen. Pladen starter noget aparte ud, og det overrasker egentlig ikke. Første reelle skæring hedder 'Too Extreme!' og vil helt sikkert også være det for mange dødsmetal-aficionados. For det er en industriel sang med techno-beats og en spændende variant af David Vincents vokal.
Ved næste sang, der hedder 'Existo Vulgoré' er vi dog mere ovre i den "klassiske" Morbid Angel, som mange kender dem fra deres dødsmetalliske udtryk. Endnu mere bistert bliver det på 'Blades for Baal', der er skrevet af deres nye guitarist Destructhor, også kendt under Thor Anders Myhrem, som har spillet i bl.a. Zyklon og Myrkskog. 'Illud Divinum Insanus' er nordmandens første plade som medlem af Morbid Angel, og har udover 'Blades of Baal' også været med til at skrive '10 More Dead', der ligesom 'Baal' og 'I Am Morbid' er groovy dødsmetal.
Faktisk udvikler skiven sig stille og roligt og udforsker marginalt genren. Det er som om, Morbid Angel presser det konforme i de første par numre og udfordrer igen lytteren ved den afsluttende 'Profundis - Mea Culpa', samt 'Destructos vs. the Earth/Attack' og 'Radikult', der ligger sådan midt i skiven. Det såkaldte grænseoverskridende og eksperimentelle doseres således jævnt i små bidder. Og hvor eksperimentelt er disse computergenererede techno-blastbeats? Det minder lidt om såvel Rob Zombie, Rammstein og The Prodigy, tilsat en masse Morbid Angel.
Langt hovedparten af skiven er dog Morbid Angel, som vor moder gerne vil have det. Brutal dødsmetal med lækker guitarlir fra Trey og Destructhor, og David Vincents unikke vokale levering. Det føles trygt, og man suges lidt tilbage til '93 da 'Covenant' kom på gaden og vi lærte at synge med på 'God of Emptiness'. Desværre for 'Illud Divinum Insanus' er der ingen 'God of Emptiness' her. Det store hit udebliver, og det samme gør forløsningen. For var de 11 skæringer otte års ventetid værd? Ikke helt.
Godt nok har de en ganske effen single i form af 'Nevermore', der har været spillet live i nogle år. Og det er afgjort en af pladens stærkeste sange, ligesom 'Beauty Meets Beast' er med til at støbe fundamentet på pladen.
Men helt op i den morbide ende af skalaen kommer vi aldrig. Pladen har sine momenter. Helhedsindtrykket er dog, at nok får Trey, David osv. kunstnerisk afløb på 'Illud Divinum Insanus', men for lytteren fremstår pladen ikke så stærk eller fængende, at man bliver blæst bagud. Og desværre for Morbid Angel er det netop hvad de gjorde de første fire gange de smed en plade efter os. På den baggrund skuffer den en smule, da de otte års ventetid og hjemkomsten af David Vincent havde gjort, at forventningerne måske var skruet urealistisk højt. Når så pladen ikke lever op til dette, så bliver modtagelsen naturligvis derefter.
Jeg kan derfor ikke presse karakteren højere op end tre. Det er godt nok rart at have Morbid Angel tilbage med nyt materiale, men som med så mange andre bands, har de svært ved at toppe deres første udgivelser. Det er 'Illud Divinum Insanus' blot et af mange eksemplar på.