Velkommen i de voksnes rækker
Der er stor sandsynlighed for, at hardcore-fans bliver skuffede over amerikanernes comeback-album, men grundlæggende har Underoath udviklet sig positivt på 'Erase Me'
Rapture
On My Teeth
Wake Me Up
Bloodlust
Sink With Ypu
ihateit
Hold Your Breath
No Frame
In Motion
I Gave Up
I januar 2013 spillede den amerikanske post-hardcore-gruppe Underoath deres sidste koncert. I juli 2015 blomstrede bandets profiler på de sociale medier. Med sand kristen tro blev budskabet ”Rebirth is coming” teaset, mens omkvædet til ’It's Dangerous Business Walking out Your Front Door’ fra amerikanernes 2004-udgivelse ‘They're Only Chasing Safety’ blev spillet baglæns. Kort efter spillede bandet deres første genfødsels-koncert. Vel at mærke med det originale medlem Aaron Gillespie tilbage bag trommerne. Det blev til flere koncerter, blandt andet i Pumpehuset, hvor sekstetten spillede netop ‘They're Only Chasing Safety’ og ‘Define the Great Line’ (2006) i fuld længde.
Da bandet gæstede Danmark, blev der ikke lagt skjul på, at nyt materiale var på vej. Otte år efter Underoaths seneste udgivelse ‘Ø’ er amerikanerne tilbage med deres 8. fuldlængdeudgivelse, ‘Erase Me’. Otte år er lang tid i musikkens verden. Selvom sekstetten på fornem vis beviste, at de stadig kunne spille deres gamle materiale, da de besøgte Danmark, er det langt mere interessant at finde ud af, i hvilken grad bandet har udviklet sig – hvis de da overhovedet har udviklet sig?
Hvis man forventer, at Underoath lyder som en flok kristne teenageer, der spiller kaotisk metalcore/post-hardcore, så bliver man slemt skuffet. Ikke overraskende har årene skabt et mere modent band. Det er efterhånden en saga blot, at Underoath skulle være et kristent band, og musikalsk er ‘Erase Me’ i højere grad en hard rock-plade med momentvist kaos og post-hardcore-elementer. Hvis det er noget, der skræmmer, går man glip af en ret god musikalsk oplevelse.
Albummet er et officielt farvel til den kristne etikette, der har været påhæftet bandet tidligere. Det er en plade, der i høj grad beskæftiger sig med de forskellige aspekter af at være troende, på negativ såvel som positiv vis. En stærk kontrast til bandets tidligere deciderede prædiken fra scenekanten. Og en udvikling, der er tydelig flere steder på ‘Erase Me’, men i særdeleshed på den stærke ‘No Frame’, hvor der lyrisk tages fat om modløsheden, der pludselig kan opstå, når det, man tror på, ikke længere giver samme mening som engang: "Can't keep faking it/ I am not myself/ Selling you blank stares/ I have lost my way /Lost my way".
En anden kærkommen udvikling er, at Aaron Gillespie nu også er tilbage på plade. Han var med på tour, da bandet gæstede Danmark, hvilket naturligvis skabte forventninger. Det vokalmæssige samspil mellem Gillespie og forsanger Spencer Chamberlain er på niveau med det bedste fra bandet. Det samme er implementeringen og brugen af synths. Christopher Dudley formår at flette de mange samples og synths på fornem vis. På et nummer som ‘Sink with You’ lægger de benyttede samples og synths en eminent bund, der skaber grundlag for et af bandets bedste numre.
I det hele taget er der mange rigtig gode numre på ‘Erase Me’. Det er en plade fyldt med diversitet. Den indledende ‘It Has to Start Somewhere’ og førstesinglen ‘On My Teeth’ er de numre, der minder mest om bandets tidligere bedrifter, hvorimod numre som ‘Rapture’ og ‘Wake Me’, bygges på en klassisk hard rock-skabelon, med storladne omkvæd og intense vers. En udvikling, der kunne forventes, men sandsynligvis vil skuffe folk med håb om, at alt er, som det var engang. Underoath er i 2018 modnet, vokset og udviklet til et særdeles solidt band, der bygger bro mellem de kaotiske unge år, de post-hardcore influerede mellem-år og de nutidige "voksne" år.
Med undtagelse af få numre, er ‘Erase Me’ et fornøjeligt bekendtskab. Det er en plade, der fænger forholdsvis hurtigt og giver lyst til flere lyt. Den dystopiske og intense ‘I Gave Up’ afslutter ‘Erase Me’ med et solidt brag, og det kan derfra konstateres, at Underoaths comeback-album er en mere end godkendt og habil udgivelse. Kvalitetsmæssigt fuldt på højde med tidligere bedrifter og en plade, der bør udvide deres fanbase.