Underspillet tordenvejr med enkelte guldkorn
Der er både intensitet og spændingsudladninger på Royal Thunders tredje studiealbum, men decideret bulder og torden skal man kigge længe efter.
02. April Showers
03. Tied
04. We Slipped
05. The Sinking Chair
06. Plans
07. Anchor
08. Wick
09. Push
10. Turnaround
11. The Well
12. We Never Fell Asleep
Det er svært at karakterisere amerikanske Royal Thunders lyd, men helt galt i skoven går man nok ikke, hvis man drister sig til at kalde genren garagerock eller grunge. Vokalen er kraftig og upoleret, lyrikken ofte indadskuende, og guitaren let vrængende og søgende som følge af den kraftige brug af distortion.
'Wick' er på nogle områder utraditionelt. Den langsomme opbygning i startnummeret 'Burning Tree', der strækker sig langt ind i albummets andet nummer 'April Showers', er forfriskende og medvirker til dynamik. Noget ulmer og er lige ved at bryde ud af MIny Parsons undertrykte vrede og underspillede fortolkning af tekstuniverset. Det er på albummet tydeligt for den velbevandrede lytter, at sangerindens egen spirituelle tilgang og kultbaggrund (i en desværre unavngiven kult) har spillet en afgørende rolle i fortolkningen af numrene, og den går godt i spænd med særligt introsangens marcherende doomede tempo.
Man skal dog langt ind i albummet, før bandet er fuldkommen i deres es. Titelnummeret er dog absolut værd at vente på, idet det har en helt særlig energi over sig, som man tidligere har kunnet opleve i selskab med Girlschool og Led Zeppelin. Der en oldschool lyd i produktionsforholdene, der ikke er til at tage fejl af, og det er både charmende, forførende og en anelse frustrerende.
Med albummet står Royal Thunder ved en skillevej. Helt 70er-kogeragtigt og syret bliver bandets udtryk aldrig, idet de samtidig insisterer på de ørehængende nutidige melodier, og derfor kæler meget med mainstreamrocken. Af og til lyder de som Halestorm, selvom de andre gange leger med langt hårdere virkemidler. Numre som 'Tied' og 'We Slipped' er glimrende eksempler på mainstreamflirten, og man kan snildt forestille sig begge blive spillet lystigt på MyRock. Især sidstnævnte med det altid universelle break-up-tema, hvor omkvædet er baseret på sætningen ”Maybe it was you, maybe it was me”, rammer nok radiobagmændene og radiopublikummet lige i hjertekulen, for lydligt udfordret bliver man ikke rigtigt i mødet med Royal Thunder. Alt lyder godt, og man labber det i sig, men kompositionerne er kun mættende den første halve time.
Således slutter albummet med nummeret 'We Never Fell Asleep', og det er så sandt, som det er sagt. Man falder ikke i søvn til dette helt igennem solide album, men overrasket bliver man heller ikke. Royal Thunder har begået et hæderligt album, men man kunne ønske sig, at de snart ville bestemme sig for om vejen skal være belagt med melodiske omkvæd, tunge riff eller psykedeliske omveje. Grøden er varm og har mange smagsnuancer, der godt kan forvirre, selvom den overvejende smager godt.