Ved siden af det meste
Populær
Roskildebandet rammer godt og grundigt skævt på deres debut med en black metal, der flirter med både metalcore, dødsmetal og prog.
Desolation of the Self
The Ubiquitous Black
The Stronger the Push, the Greater the Pull
Epiphany
To Build Upon Broken Bones
The Dreamless Void
Vacuity
The Final Release
Everything Flows - Vertigo Pt. II
Hvis noget af det bedste i verden er den slags plader, som man ikke helt forstår, hvorfor man er vild med, men som bliver ved med at dukke op i ens tanker med en intuitiv vished om, at det her er godt for en, så er det værste ikke bare det modsatte, men det næsten modsatte. Ikke den øjeblikkelige vished om, at det her er dårligt, fordi sådan og sådan, og så er man ude over det, men den slags plader, der efterlader en i tvivl. Og ikke bare tvivl om, hvorvidt det faktisk fungerer eller ikke gør det, for det ved man dybest set godt: det, man er i tvivl om, er, hvorfor det ikke virker. Fordi det er sådan noget, der faktisk næsten lige så godt kunne være tæt på fremragende.
Sådan en plade er Abscissions ‘Vacuity’.
For Roskilde-bandets progressive variant af black metal er som udgangspunkt overhovedet ikke utiltalende, og derfor har jeg brugt flere uger på at høre pladen on-off. Bare uden rigtig at komme til at kunne lide den og lige så lidt at være helt sikker på, hvorfor jeg ikke kan det.
Vel er der de umiddelbare problemer med ‘Vacuity’, hvoraf den tynde produktion kun dækker over et større: der skal virkelig noget solidt sangmateriale til for at kunne holde interessen fangen, når det hele lyder så sterilt og tamt, som det gør her, og når alt står så tydeligt, bliver det bare endnu tydeligere, at det altså ikke er til stede. Det er jo ikke, fordi den store, fede produktion med masser af bund og fylde ville have gjort selve sangene bedre som sådan, men det kunne måske have maskeret det manglende indhold i længere tid. Hvis indpakningen havde været mere indbydende, kunne man have ladet sig narre til at tro, at indholdet var derefter, i hvert fald for en tid. I en tid, hvor det synes nogenlunde overkommeligt at efterbehandle en optagelse til et produkt, der lyder professionelt, skal Abscission sådan set have ros for ikke at have tyet til genveje. ‘Vacuity’ er på den måde en meget ærlig plade.
Hudløst ærlig, endda. For det tjener sådan set også Abscission til ære, at deres black metal er alt andet end ortodoks, men derfra og til ligefrem at kamme over i metalcore, som de gør det allerede på pladens anden sang, ‘Desolation of the Self’ ... Der bliver smurt tykt på i det svært melodiske omkvæd med klagende guitar, hvor sangeren snerrer, at “I stand alone / We all stand alone”, og det er meget angsty og rørende, men det er altså også temmelig upassende på den type plade, ‘Vacuity’ ellers umiddelbart giver indtryk af at ville være. I ‘The Stronger the Push, the Greater the Pull’ kammer metalcoreflirten helt over i et omkvæd, der næsten lyder som Pantera, så det er ikke engang rigtigt et uheld, det er tilsyneladende med fuldt overlæg.
Jeg er ikke puritaner. Jeg er ikke engang per defintion modstander af metalcore som genre (selvom jeg så defacto oftest er det), og jeg er det overhovedet ikke af genremix. Men når jeg hører ‘Vacuity’, har jeg meget svært ved at forestille mig, hvilket publikum Abscission forestiller sig, at de henvender sig til? Metalcorefans, der gerne vil have færre følelser? Blackmetallere, der gerne vil have det mindre ondt? Dødsmetallere, der gerne vil have mindre bund? Proggere, der gerne vil have det mere simpelt? Problemet med ‘Vacuity’ er ikke, at den udfordrer lytteren, men at det sted, hvor udfordringen ligger, er i at holde interessen fanget. Der er mange elementer på pladen, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre udfoldet. Bassen i starten af ‘Desolation of the Self’ minder for eksempel helt om Chris Squire fra Yes, tænk, hvis de havde taget den sang længere ud ad den tangent. Man ville måske endda have tilgivet dem omkvædet.
Sådan er der meget, Abscission kunne have gjort for at gøre ‘Vacuity’ til en vellykket debut. Der er faktisk potentiale, de har bare valgt ikke at forløse det overhovedet.