Vellykket og alsidigt superprojekt Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6f/8a/4d/goneisgone-85-1488139731.jpg
26. Februar 2017    

Når kendte musikere går sammen på tværs af gamle bands, bliver det sjældent særligt spændende. Det laver Gone Is Gone om på med 'Echolocation'.

Kunstner
Titel
Echolocation
Dato
06-01-2017
Genre
Forfatter
Karakter
5

”Supergruppe” er blevet betegnelsen på et orkester, der består af medlemmer, der for i hvert fald de flestes vedkommende i forvejen er noget ved musikken. Listen med den slags konstellationer er lang, for den slags grupper har det med at komme og gå. Oftest er de hverken rædselsfulde eller særligt vellykkede: Musikerne er professionelle nok til at hive håndværket hjem, men som regel er sangene ikke noget at skrive hjem om. Men en sjælden gang imellem er de, og netop en sådan undtagelse afføder ’Echolocation’ af Gone Is Gone.

Gone Is Gone blev dannet af Tony Hajjar fra At the Drive-In og en californisk film- og computerspilskomponist og ditto musiker: Mike Zarin. Det er jo ikke sådan ”supersuper” i sig selv, men det blev projektet, da de fik Troy Sanders fra Mastodon og Troy Van Leeuwen fra Queens Of The Stone Age med. Det hjalp på det! I sommer udgav de en ep, der ikke gjorde så meget væsen af sig, og som de også betragtede som en mellemregning. Hurtige var de i hvert fald til at udgive nærværende debutalbum, som udkom 6. januar i år, og dén var der noget mere livskraft i.

Musikerne taget i betragtning er det ikke overraskende, at pladen overordnet set hører hjemme i den alternative, hårdt rockende ende af det musikalske spekter. Man kan både høre genklange af især Mastodon og Queens of the Stone Age, men hvad der er glædeligt er, at det aldrig bliver mere end det. Man sidder aldrig med en fornemmelse af, at nogen af numrene er kasseret materiale fra de to bands øvere. Tværtimod har Gone Is Gone fundet deres eget udtryk, der, til trods for at det er progget, knudret, filmisk, stemningsfuldt og alsidigt samtidig er ligefremt. Det er meget deres eget, men kan alligevel plottes ind på det musikalske landkort i den forstand, at fans af kunstnere som Alice in Chains og Nine Inch Nails kan finde noget at glæde sig over.



’Echolocation’ åbner med ’Sentient’ storladent og monolitisk, men går allerede med toeren ’Gift’ over i et hurtigere og mere indædt udtryk, der præsenterer en endnu mere stram sangskrivning end og er en af de sange, hvor Mastodon og QOTSA smelter sammen til noget nyt. ’Resurge’ er et af pladens mere grungede tracks.

’Dublin’ er helt filmisk og maler i store lydflader. Vi nærmer os her noget, der både giver mindelser om Nine Inch Nails og, i hvert fald stemningsmæssigt, også triphop. Det sidste er nok ikke helt utilsigtet, for pladen har faktisk et covernummer, nemlig ’Roads’, som den halvfemserinteresserede musikelsker vil vide er skrevet af triphopgruppen Portishead.

Det er i det hele taget meget sigende for ambitionen med deres projekt. At lade deres rockrødder få noget headspace med klange fra andre, vemodigere genrer. Man kan også finde reminiscenser af engelske firsertudere som Talk Talk og Ultravox i sangen ’Ornaments’. For det meste lykkes det for dem at holde stemningerne intense nok, men på sange som ’Colourfade’ og ’Resolve’ bliver det for indadvendt. Men når bandet spiller rock som i den groovende ’Pawns’, det ligefremme titelnummer og ’Fast Awakening’ (der er en smuk kontrast til ’Slow Awakening’, som behandler det samme materiale) er de eminente.

Alt i alt er ’Echolocation’ en klar anbefaling for alle, der kan lide storladen rockmusik og har hang til klangene fra de tidlige halvfemsere. Når der er så megen tomgang i musikverdenen, er det dejligt at dygtige mennesker gider at gøre sig umage i en grad, som Gone Is Gone har gjort.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her