Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vredens sjæl har mange nuancer

Populær
Updated
Vredens sjæl har mange nuancer

Muldjord er et band, der består af én mand. Pladen ’The Color Of My Soul’ indeholder mange forskellige farver, melodi og masser af vrede.

Kunstner
Titel
The Color Of My Soul
Dato
02-07-2014
Trackliste
01. Hateful
02. The Color of Your Soul
03. A Thousand Paths
04. Demons of the Past
05. A Time to Shine
06. The Pebble and the Stone
07. Megalomania
08. Eternal Dreamless Sleep
09. Beating the Heart
10. When You Die, You're Dead
Karakter
3

Lars Muldjord hedder angiveligt manden, der står bag bandet Muldjord. Han styrer alt. Alle instrumenter, sang, produktion osv. Han lægger sågar også musikken op på sin hjemmeside, så man kan hente den gratis. Dette er altså ikke så meget en karriere, som det er et kunstnerisk afløb, der mestendels handler om at få krænget sin sjæl ud og få sat lyd og ord på det, der rumsterer indenfor.

Der er i den grad også noget at tage fat på. Muldjords ’The Color Of My Soul’ er umiddelbart en klassisk dødsmetaludgivelse, der dog har en del facetter. Åbningssangen ’Hateful’ er præcis lige så hadefuld, som titlen antyder. Her går Muldjord lige efter struben på dem, han ikke bryder sig om, og de må lade livet én efter én.

Pladen indeholder dog også mere reflektive numre som ’A Thousand Paths’, hvor der lægges ud med en god melodi og så væver nummeret sig ellers ud i forskellige afkroge for igen at slutte med det melodiske. På den måde minder Muldjord nogle steder lidt om bandet Crocell, der også bevæger sig i spændingsfeltet mellem det melodiske og langsomme og de mere direkte, rå og brutale sange.

Mange af teksterne reflekterer over livet, døden og det, der er imellem. Er der en mening? Hvor er vores sjæl i det? Muldjord kommer vidt omkring og forsøger at finde farven på sin egen sjæl, og i samme åndedræt får han sat tankerne i gang hos lytteren. Der er både vreden i ’Hateful’ og ’Megalomania’ og det introverte opgør i ’Eternal Dreamless Sleep’ og ’The Pebble And The Stone’. En plade, der, hvis man lytter godt efter, kan give stof til eftertanke.

Musikken er, som nævnt, udmærket dødsmetal med en snert melodi inde over og minder derfor lidt om Illdisposed, Crocell og de internationale pendanter til den stil. Er du fan af disse bands, kan Muldjord sagtens tilføjes listen på dit foretrukne afspilningsmedie.