Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tilbagevenden til livet

Updated
Tilbagevenden til livet

Efter at have været døden nær vender Mike Scheidt og Yob tilbage med ’Our Raw Heart’; et doomalbum mærket af store følelser og eksistentiel refleksion. Det er mestendels interessant.

Kunstner
Titel
Our Raw Heart
Dato
09-06-2018
Genre
Trackliste
1. Ablaze
2. The Screen
3. In Reverie
4. Lungs Reach
5. Beauty in Falling Leaves
6. Original Face
7. Our Raw Heart
Forfatter
Karakter
3

Da Mike Scheidt, sanger, guitarist og frontmand i Yob, i 2016 blev diagnosticeret med diverticulitis, en infektion i tarmregionen, var den umiddelbare behandling antibiotika og flydende kost. Da sygdommen angreb igen, var sagen en anden.

Havde Scheidt ventet flere timer med at tage på hospitalet, havde han sandsynligvis været død i dag. Historien om indlæggelsen og sygdomsforløbet kan læses med Scheidts egne ord i denne artikel fra sidste år hos Vices musiksektion Noisey. Det er både rørende og livsbekræftende, men også skræmmende læsning.

Det giver uundgåeligt et dybere lag til Yobs ottende album, ’Our Raw Heart’, der udkom for to måneder siden, og som vi har forsømt at anmelde indtil nu. Baggrundshistorien om Scheidts sygdom ligger som en tung, eksistentiel skygge over musikken, der er født ud af den efterfølgende proces, der kan siges at være både en tilbagevenden til livet og en affinden sig med sin egen eksistens’ skrøbelighed.

Spirituel bjergbestigning
Det er et sårbart og personligt, men også stærkt emne, og for flere musikere har det medført storværker igennem tiden. Da Nergal fra Behemoth for otte år siden blev diagnosticeret med leukæmi, gav det mere krudt til en af 2010’ernes ekstremmetalliske milepæle, ’The Satanist’, og da David Bowie udgav ’Blackstar’ i starten af 2016, markerede det også det sidste værk i rækken for en af tidens største rockmusikere, der døde blot to dage senere, og som under hele processen havde vidst, at canceren var ved at tage livet af ham.

Helt oppe i de luftlag er vi desværre ikke med ’Our Raw Heart’. Med 20 år på bagen har Yob fundet sig godt til rette i deres tunge doom med ekskursioner udi stoner og sludge med enkelte psykedeliske indslag. Men hvor tidligere plader som ’The Unreal Never Lived’ (2005) og ’The Great Cessation’ (2009) er centreret omkring det tykke, fede riff, er der en anden introvert refleksion og spirituel inderlighed over ’Our Raw Heart’, der er både meditativ og tålmodighedskrævende over sine 73 minutter.

Den meditative og refleksive grundtone kom også til udtryk på det forrige album, ’Clearing the Path to Ascend’ (2014), hvis lange numre ikke var så meget struktureret over doomens klassiske riff-på-riff-sektioner, men i højere grad udforskede teksturer, nuancer og stemninger gennem eftertænksom repetition. Hvor bandet tidligere har kunnet knuse bjerge med deres monumentale tyngde og riffs, vil de på ’Our Raw Heart’ hellere bestige dem. Det er i det brede udsyn fra toppen og i en søgen efter det altomfavnende ét, at vi finder Scheidts tilbagevenden til livet.

Manglende fremdrift
Desværre bliver bjergbestigningen til tider også til en ørkenvandring, hvilket skyldes bandets overbrug af egne idéer. Der lægges ellers flot ud med ’Ablaze’, som sætter stemningen med et tungt og dronende groove og ender i en stort anlagt opbygning, men på den efterfølgende ’The Screen’ går bandet i tomgang over ti lange minutter, der grundlæggende benytter et enkelt galopriff spillet i slowmotion med enkelte variationer. Repetitionen suger kort sagt livet ud af nummeret, hvis længde mere synes at efterleve genrens kodeks end sine egne idéer.

Det skrøbelige og livsbekræftende slås an i albummets længste nummer og centrepiece, den 16 minutter lange ’Beauty in Falling Leaves’, der bedst kan beskrives som en doomet post-rock-ballade. ”Your heart brings me home,” synger Scheidt i et skingert croon i en melodilinje, der smyger sig rundt om de intrikate guitar- og basfigurer, men den gradvise opbygning truer også med at stoppe fremdriften på pladen.

Med ’Original Face’ hiver bandet sig ud af den døsige stemning, og det er første gang, man for alvor hører Yob riffe som på deres tidlige plader, og når trommeslageren Travis Foster fire minutter inde langer ud i et længere fill over tammerne, er det med en frydefuld slagkraft, der har været savnet.

På det afsluttende femten minutter lange titelnummer søger bandet ud i et bagtæppe af psykedeliske teksturer, der langsomt suges ud i et fade-out. Det er et flot tryk at efterlade ovenpå de foregående numres kedsommelige traven rundt.

’Our Raw Heart’ søger væk fra doomgenrens riff-fundamentalisme og fokuserer mere på de stemninger og den meditative refleksion, som kan fremmanes med genrens virkemidler. Det giver mening i forhold til den foregående plade, Scheidts personlige baggrundshistorie og den større tendens, der har været inden for doom de senere år, hvor Pallbearer har ført genren sammen med ulden prog rock på ’Heartless’, og Bell Witch har ført funeral doomen helt ud i langdrag med sidste års ’Mirror Reaper’ (der også omhandler døden). Det har også bare en tendens til at blive nok så kedsommeligt i sin søgen efter det meditative zenith.

'Our Raw Heart' falder ikke helt på halen, men Yobs bjergbestigning er en halv succes, for man savner, at bandet går mere efter struben og finder de fede riffs frem for at læne sig mod de post-rockede teksturer. Albummet bliver for langtrukkent hen over midten, og man savner en strammere struktur. Men fokuserer man på musikken i kortere strøg, er der stadig en del at komme efter.