Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Skizofrent og sublimt

Populær
Updated
Skizofrent og sublimt

Med ’Stranger Fruit’ lever Zeal & Ardor for alvor op til de forventninger, som forgængeren ikke helt indfriede. Og mere til. Meget mere til.

Kunstner
Titel
Stranger Fruit
Dato
08-06-2018
Trackliste
1. Intro
2. Gravedigger's Chant
3. Servants
4. Don't You Dare
5. Fire Of Motion
6. The Hermit
7. Row Row
8. Ship On Fire
9. Waste
10. You Ain't Coming Back
11. The Fool
12. We Can't Be Found
13. Stranger Fruit
14. Solve
15. Coagula
16. Built On Ashes
Forfatter
Karakter
5

Zeal & Ardor, der i sangskrivnings- og indspilningssammenhæng er lig den amerikansk-schweiziske multiinstrumentalist Manuel Gagneux, fik i 2016 et mindre gennembrud med album nummer to, ’Devil Is Fine’. Meget af den opmærksomhed, der tilkom pladen, skyldtes Gagneux’ noget aparte blanding af negro spiritual-musik og black metal. En blanding, der i øvrigt aldrig helt fik lov til at folde sig ud på det førnævnte album, der snarere fik sin publicity på grund af, at det var en aparte sammenblanding af genrer, end fordi det rent faktisk var en succesfuld mikstur.

Nu er det så blevet tid til opfølgeren ’Stranger Fruit’. Den første udgivelse, hvor Zeal & Ardor virkelig har haft offentlighedens opmærksomhed rettet mod sig og skal levere det endelige bevis på, at bandets særegne genremix er andet og mere end en fjollet gimmick. Og jeg skal love for, at der bliver leveret fra Zeal & Ardors side. Hvor ’Devil Is Fine’ gav billedet af en musiker, der ikke helt følte sig til rette i nogen af de genrer, han blandede, og da slet ikke i metallen, giver ’Stranger Fruit’ indtryk af en langt mere kompetent og målrettet Manuel Gagneux, der nu har følt territoriet af, gjort sig fortrolig med både den sorte musik og den anden sorte musik og formår at blande dem til noget nær perfektion.

Pladens ’Intro’ tegner banen op med lige dele spiritual-inspireret nynnen og diskant metalguitar, så vi er forberedt på, hvad der venter os på pladen. Den følges af førstesinglen ’Gravedigger’s Chant’; et meget afdæmpet, tangent-båret nummer, hvis primære metalinput er Gagneux’ rå, skramlende og indlevende vokal samt tematikken om døden, om det uigenkaldelige, det onde og dystre, der lurer lige om hjørnet, den skjulte ondskab og djævelen, der altid er nær. En tematik, der går igen gennem samtlige pladens tekster, og som giver Zeal & Ardors udtryk et dystert og distinkt ondsindet præg, selv når musikken er allermest lettilgængelig og spirituel.

’Servants’ er pladens oprørssang, hvor lyden af black metal for alvor begynder at stikke sit hoved frem i Zeal & Ardors univers. Med bandets negro spiritual-lyd in mente er det et nummer, som snildt kunne indgå som soundtrack til den endelige skydeduel i ’Django Unchained’, men med chanten ”this is the end of the line when the servants have their way” kunne det lige så nemt være en tidløs sang om oprør og frihed.

Usammenhængende dele i ophøjet helhed
Og tidløs er faktisk et glimrende ord til at beskrive ’Stranger Fruit’. Negro spiritual-chantene har rod i 1700-1800-tallet, black metallen i slut-1980’erne, den tydelige Motown-inspiration, der skyder frem flere steder på pladen, mest bemærkelsesværdigt i den skizofrene og fremragende ’You Ain’t Coming Back’, har rod i 1960’erne, Aleister Crowley-referencerne kommer fra starten af de 20.århundrede og Manuel Gagneux selv virker som en mand, der rager til sig, omformer og ombygger og kaster det fra sig igen, mens han kigger fremad.

Pladens næstsidste nummer, ’Coagula’, forklarer med en bemærkelsesværdig enkelhed, hvad essensen af ’Stranger Fruit’ er. Det alkymistiske udtryk ”solve et coagula” messes gennem hele nummeret; et udtryk, der brugtes af de søgende videnskabsmænd, og som i al sin enkelhed betyder at nedbryde de stoffer, man arbejder med, frigøre deres enkelte elementer og samle elementerne på en ny måde. Og det beskriver glimrende, hvad Zeal & Ardor søger efter og lykkes med at gøre.

’Don’t You Dare’, ’Fire of Motion’, den sublime ‘Row Row’, ‘Ship on Fire’ og den næsten industrielle og Mayhem-inspirerede ’Waste’ udgør et kraftfelt i midten af pladen, hvor lytteren overvældes af en salve af velskrevne numre, hvis virkemidler blandt andet er håndklap, diskante black metal-guitarer friskfangede i de norske fjelde, folk-vokaler, mandekor, skrig og skrål, lidt latinskole og et skvæt swing-musik. Det lyder som et utæmmet og malplaceret musikalsk udyr, men det fungerer forbløffende godt. Zeal & Ardor sigter efter at sammenblande negro spiritual-stilen med black metal, men der foregår virkelig mange andre ting gennem hele pladen, som Manuel Gagneux på forbløffende vis formår at få til at fremstå som en sammentømret helhed af vellyd og dyster, oprørsk aggression.

’We Can’t Be Found’ udgør pladens sidste højdepunkt for den metalfokuserede lytter, hvor et par Slayerske riffs garneres med en god, tyk og progressiv industrial-eksplosion, der minder os om, at Gagneux trods alt også er fra Schweiz, mens han vræler ”blut für den neuen Gott”.

Gaven, der bliver ved med at give
’Stranger Fruit’ er med sine 16 numre en lang plade, men heldigvis er ingen af numrene bortset fra afslutningssangen ’Built on Ashes’ trukket ud over de fire minutter, hvilket kunne have ødelagt den overrumplende umiddelbarhed, som hvert nummer indeholder. Det er en lang række korte musikalske indtryk, som hver især indeholder sit eget særpræg, og hvor der ikke er to i træk, der lyder som hinanden.

Pladen er en lytteoplevelse, der er svær at få tag på, fordi den konstant byder på små detaljer, man ikke lige havde hørt første, anden, tredje og fjerde gang, man lyttede til den. Den er let at gå til, men samtidig svær at forstå. ’Stranger Fruit’ er en udgivelse fyldt med numre, du nemt kan skråle med på i en ordentlig bajerstorm. Og samtidig er de samme numre fyldt med musikalske finesser og detaljer, der kan nydes og genopdages igen og igen. Et løst vævet kludetæppe. Og et uigennemtrængeligt panser. Og måske årets bedste album.