Pladeanmeldelser

Brasiliansk black, tysk ditto, florida-støj, australsk beatdown, dansk bedrøvelse og… Pointer Sisters? Hele ni EP’er denne gang, og de er godt blandet.

Energisk og støvet post-punk, der lyder af København i 80’erne fra danske Salver

Aalborgensiske Vægtløs kombinerer post-metal og screamo og udgiver to numre om sorg og glæde, kærlighed og død.

Supergruppen Dead Cross afsøger hardcore-punkens yderkanter på rå og modig toer, som også er rundet af firsernes thrash og gruppens helbredsproblemer.

Er man i forvejen til dødsdoom a la Skandinavien, så er Mother of Graves som et kram fra en god, gammel kammerat.

Med ’Astral Fortress’ kigger Darkthrone mod eget bagkatalog og fortsætter deres imponerende stime af plader, der ikke skuffer.

På endnu et album lyder Queensrÿche stadig som en kopi af sig selv – ikke en bleg kopi, men bare sådan let falmet i kanterne.

Cabal buldrer fortsat derudaf med sortsværtet deathcore, men spiller den lidt for sikkert.

Thotcrime har leveret en plade, der kommer til at trække had. Men for dem, der fanger hybriden mellem hardcore og hård techno og måske er lidt for meget online, er det fedt.

Et sted mellem post-punk, alt-rock og hurtig shoegaze finder vi belgiske Brutus, der demonstrerer, at de stadig har rigeligt at byde på.

Celestial Grave revolutionerer ikke black metallen med deres andet album. Til gengæld er det fyldt med langtidsholdbare hooks og en for genren sjældent opløftende stemning.

Starten på åbningsnummeret på ’A Place for Ash’ giver en kuldegysninger, men ikke af fryd, eller fordi man allerede er rørt.

Lorna Shore har udgivet en plade i takt med tiden. På en gang Inkluderende, alsidig og spændende, uden at gå på kompromis - en udgivelse, der bryder rammerne for, hvad Deathcore er. 

Avantasias hovedperson Tobias Sammet er barslet med endnu et album, der lyder ligesom alle de andre, men har en længere og mærkeligere titel. Det er selvfølgelig herligt skamløst, men ikke helt oppe at ringe.

Med ’Hudangst’ får Hersker sat sig på landkortet med smadret black metal, der synges på dansk og har måske årets bedste titel på en plade.

Med deres andet album holder Riot City samme høje niveau som på debuten, og formår både at fastholde friskheden og tilføje mere til sangskrivningen.

Franske Non Serviam blander black metal, cybergrind, industrial, gabber og meget andet på (endnu) en eksperimenterende perle.

Lamb of God har fart på med deres niende plade ’Omens’, der dog ikke ligefrem indvarsler så meget andet end en fortsættelse af det, de allerede har lavet.

Man får stor Bolt Thrower-passion og et drys hollandsk trademark-dødsmetal graciøst serveret på tredje album fra Graceless.

Dan "Soupy" Campbell fra The Wonder Years har endnu engang skrevet tekster, der får vores anmelder til at græde.