Pladeanmeldelser
Amerikanske Horrendous imponerer endnu engang. Den nye plade er et godt eksempel på, hvordan man forener dødsmetal og progressiv sangskrivning.
Selvom der intet nyt er i mødet mellem doomgenren og det religiøse, så har effekten sjældent været så overbevisende og foruroligende som her på Mansions drabelige toer.
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
Den gjorde ikke meget væsen af sig i 2023, men listede sig alligevel ind på vores årslister. Vores nytårsforsæt må derfor være at holde lidt bedre øje med Los – det fortjener de!
Vi burde skamme os over, at vi ikke fik anmeldt Rot Aways andet album ‘Heavy Weight’, da det udkom sidste år.
Det er en vild og spændende lyd, som omsvøber Broders formørkede dødsmetal med en tung dyne af sludge på 'Skarpretterfossilet'.
Taunus fik i 2023 udgivet debutalbummet 'Going Nowhere, Fast'. Måske er det selvopfølgende profeti, men mon ikke der er plads til Taunus på den danske livescene?
'I Skyggen af Livet' er en massivt sort energiudladning som startskud på Sort Sinds virke – men skorter på materiale, der sætter sig på nethinden.
På Myrkurs fjerde album sammenfattes karrieren, og foråret skimtes i horisonten.
Ribes stolthed vender tilbage med flere velkomponerede kompositioner, der ditto giver køb på nogle af de fundamentale styrker, der gav Aphyxion relevans.
Big Mess er lyden af ungdom, fest og alt det bedste fra de sidste 60 års populærkultur mikset sammen til tolv punkede popperler.
Heaven's Damnation er mere og andet end en hyldest til Dissection, og med lige dele melodi og tyngde imponerer de på deres debutplade.
Mørket sænker sig i blodrøde fortællinger som Basker Hval udgiver endnu en stærk EP.
Tung og doomet dødsmetal siver fra Temple of Scorn, der med 'Funeral Altar Epiphanies' har begået en gusten og godkendt debutplade. Erfaring fornægter sig ikke.
Elitists debut ‘A Mirage Of Grandeur’ er en af årets vigtige plader i dansk dødsmetal.
Engang udgav Sadus fedt fræsende death/thrash-klassikere. I dag leverer de kompetent, men personlighedsløs metervarethrash.
Mens Strigoi og Insomnium rydder op i gemmerne, og Sodom genbesøger sin spæde ungdom, så viser Heksproces og Swartzheim, at den danske undergrund lever i fuld flor.
Der er ikke meget glæde at komme efter i Sierras melankolske univers, til gengæld byder den franske kunstner på flere medrivende, neonfarvede kompositioner.
Tom G. Warrior genopfører Hellhammers musik med Triumph of Death. Men det lykkes ikke at genskabe det, der gjorde Hellhammer til noget særligt.
Giv din tid til Mornes massive, tunge repetitive musik – bandet har denne gang taget sig tid til at give dig smadrende lækkerier.