Pladeanmeldelser

Vælger man at høre Møls debutplade som black metal, bliver man slemt skuffet. Men ønsker man sin indie med metallyd, er ‘Jord’ vellykket på sine egne præmisser.

Fjerde album fra engelske TesseracT er en stærk tilføjelse til et bagkatalog, der kvalitetsmæssigt allerede er imponerende.

19 år efter deres tredje album vågner Sleep op fra tågerne med en comeback-plade, der er urimeligt meget bedre, end den slags har for vane at være.

Australske Vomitor tæver lytteren gul og blå med primitiv dødsthrash gennem lidt over en halv times underholdende smadder.

Efter et par år på tegnebrættet kunne man godt have ønsket sig et skarpere produkt, end danske Bersærk leverer.

'Eat the Elephant' er ikke det comeback de fleste sandsynligvist havde håbet på. Med kun én rigtig god udgivelse ud af fire, er det på tide at nedjustere forventningerne og stoppe idoliseringen.

Fra sin bjælkehytte i Minnesotas skove har Austin Lunn imponeret med en bizar fusion af black metal og bluegrass. Denne gang forsøger han over to timer at dele de to op, og resultatet skuffer.

På deres 4. album udvider Earthless deres rockpalet ved nu også at inkludere vokal og kortere numre. Det slipper de flot af sted med.

Marco Mendozas tredje soloalbum er habilt, men hurtigt glemt.

Er du i dine tidlige tyvere og lidt af en “mad lad” hver weekend, der er mildt indigneret over hverdagsracisme og musikindustrien? Kan du heller ikke helt hitte ud af det der med damer? Så er du lige i målgruppen for Don Brocos tekstunivers.

Det er grum og ulden doom, man får hos amerikanske Ilsa, men på Relapse-debuten 'Corpse Fortress' er det ikke så meget i de enkelte numre, som det er i den samlede helhed, at bandet viser deres styrke.

Der er stor sandsynlighed for, at hardcore-fans bliver skuffede over amerikanernes comeback-album, men grundlæggende har Underoath udviklet sig positivt på 'Erase Me'

Caliban søger den melodiske udvikling på deres 11. fuldlængdeudgivelse. Desværre har de ikke en vokal, der kan bære den udvikling.

Oceans of Slumber lader bølgerne gå højt over det dybe hav på det nye og flotte album ’The Banished Heart’.

Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.

Rivers of Nihil har med 'Where Owls Know My Name' forladt den rendyrkede dødsmetal og har nu mere fokus på genrens atmosfæriske sider. Det er der kommet et interessant, men også ubeslutsomt album ud af.

Gennemvædet, kølig og ildelugtende første demo-ep fra Mortiferum er en bundsolid debut.

Memoriams debut manglede i sin tid det sidste, før deres oldschool midttempo-dødsmetal for alvor kunne imponere.Det er desværre også tilfældet for opfølgeren, der allerede udkommer et år efter debuten. 

Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.

Primordial hylder man ubetinget, ellers er man en forbandet poser. Den skygge af tvivl, singleforløberne måtte have kastet over ens sind, fejes triumferende bort af ‘Exile Amongst the Ruins’.