Vi skulle lamentere, men endte i stedet med en flad emotionel og lydmæssig oplevelse til Touche Amore.
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Alder betyder ikke alverden, hvis man gerne vil det. Igennem 60 minutter var hardcore-legenderne i Sick of it All en stor energibombe.
Blackbraid opførte med vildskab og patos en rasende, legendarisk fortælling på Pandæmonium, som vi sent vil glemme.
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
00’er-festen fortsatte på Hades hvor Three Days Grace leverede et coup de grace af ligegyldighed.
Defacing God spillede uvejret frem med en hæderlig indsats.
Heldigvis var danskernes koncert på Pandæmonium en “bedre sent end aldrig oplevelse”, trods lydmæssige udfordringer.
Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.
Livløs var alt andet end deres navn på Hades lørdag. De bragede igennem med deres tunge dødsmetal og publikum ville lege med.
Enforcer blev hæmmet af rodet lyd, men lod selv til at være uvidende om sagen og gik friskt og uimponeret til stålet.
Den gamle black metal blev besøgt, mens den røde tråd til den mere industrielle metal blev alligevel bevaret, og Samaels første show i Danmark i 14 år var en succes.
Der skal meget til at gøre anmelderen mundlam, men Lamentari formåede netop dette, da de fredag nat satte foden ned og overbeviste alle foran Gehenna om, at de er kommet for at blive. En magtdemonstration uden lige.
Galge strammede løkken kærligt til om publikum med farverig og underholdende dødsmetal med indbyggede twists.
Foran et fremmmøde, der havde passet bedre til Copenhells mindste scene, spillede Angra på den største og formåede alligevel at stå præstere noget, der ikke var pinligt (for bandet i hvert fald).
Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet.