Igennem 90 minutter med en sublim sætliste var drengerøvene fra Ugly Kid Joe værter for en sprudlende fest.
Fortid og nutid mødes i et futuristisk take på elektronisk kirkemusik, her på det tredje album fra det virtuose énmandsprojekt Keygen Church.
Livgone kommer vidt omkring i de atmosfæriske sindelag med doomens tunge leje som omdrejningspunkt på 'Almost There' - en lovende debut for den franske trio.
Sonata Arctica har stadig nogle boller i suppen at trille rundt med, i en dog ikke helt fuldendt metalsuppe.
Det var både middelmådigt, rigtig godt og rigtig dumt, da Attila torsdag aften indtog Bombehuset.
Baest og Cabal leverede et festfyrværkeri fredag aften, hvor publikum i den grad var med, og hvor spillestedet også viste sig fra en positiv side.
Vulvatorious folder deres udtryk bredere ud uden at miste den kant, der i første omgang gjorde dem fascinerende.
Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
Selvom dynamikken får lidt mere lov til både at flyde og hærge, så er det nu stadig lyden af det velkendte Borknagar, der møder os her på deres 12. udspil, 'Fall'.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
Al Jourgensen, den vrede kritiker af alt dumt, højreradikalt og kristofascistisk, er tilbage med et nyt Ministry-album, som føles vitalt og velment.
Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
Kaizers Orchestra fejrer fortidens bedrifter i et stopfyldt KB Hallen – et udtryk for nordmændenes særegne charme, og for forestillingen om den nostalgiske tidsrejse, bare for en aften.
Sleepytime Gorilla Museum er tilbage efter 17 år – og eftersmagen er stadig lige så oddball som dengang, de blev definerende som arty freaks iblandt lemminger.
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
Det var som en historielektion i rytmisk og hård musik, som den blev skabt for efterhånden en del år siden, da pakken Lucifer, Attic og The Night Eternal ramte Stengade en festlig fredag i februar.
Wolfe gør sin ting som sædvanlig, men det spinner og hvæser ikke rigtigt.
EPerne lander i en lind strøm. Denne gang kaster vi blikket på alt fra fransk sludge/black og cinematisk, dansk post-metal til horror-inspireret Tampa-død – med vekslende udbytte.